-
NicaraguaJehovas Vidners Årbog 2003
-
-
Det „andet“ Nicaragua
I 1987 oprettede regeringen to selvstyrende regioner der udgør Nicaraguas østlige del. Før blev området kaldt Zelaya; nu er det inddelt i den nordatlantiske selvstyrende region og den sydatlantiske selvstyrende region. Disse regioner udgør omkring 45 procent af Nicaraguas landområde, men kun cirka 10 procent af nicaraguanerne bor her.
De to regioner er oversået med guld- og sølvminer og strækker sig fra det centrale højlands østlige bjergskråninger til Moskitokystens laguner og sumpe. Derimellem ligger et broget landskab af tropisk regnskov og græsstepper med spredte fyrretræer og palmer foruden adskillige floder og bække der snor sig ned til Det Caribiske Hav. I årenes løb er her blevet oprettet større og mindre byer hvor både mestizer og miskitoindianere og andre indfødte befolkninger er bosat.
For flertallet af de kreolere og miskito-, sumo- og ramaindianere der bor i dette område, synes hovedstaden, Managua, at være en helt anden verden. Der er faktisk stadig ingen asfalteret vej der forbinder øst med vest. I det atlantiske område tales der også spansk, men mange taler fortrinsvis miskito, kreolsk eller et andet indfødt sprog. Desuden bekender de fleste sig til protestantismen, for det meste herrnhuternes lære, i modsætning til dem der bor i den hovedsageligt katolske region der vender mod Stillehavet. På næsten alle måder — geografisk, sprogligt, historisk, kulturelt og religiøst — står øst og vest altså i skarp kontrast til hinanden. Hvordan blev den gode nyhed da modtaget i dette „andet“ Nicaragua?
Rigets budskab når endnu længere ud
Så tidligt som i 1946 var Jehovas Vidners missionærer ude at sondere terrænet i området mod øst, hvor de spredte læsestof. I 1950’erne besøgte kredstilsynsmanden Sydney Porter og hans kone, Phyllis, de små kystbyer Bluefields og Puerto Cabezas, de to øer Corn Islands, og minebyerne La Rosita, Bonanza og Siuna. Sydney fortæller: „På en af turene til minebyerne afsatte vi hver over 1000 blade og 100 bøger. Alle elskede at læse.“ Snart blev der dannet isolerede grupper i mange af disse byer, og siden 1970’erne er disse grupper lidt efter lidt blevet til menigheder.
Men i andre områder af de selvstyrende regioner blev der ikke forkyndt i flere år. Den afsides beliggenhed, mangelen på forbindelsesveje og tropisk skylregn i over otte måneder af året var de største hindringer for forkyndelsen. Men de var ikke uoverkommelige — det blev tydeligt bevist af et stort antal nidkære og frygtløse forkyndere. Det skyldes i vid udstrækning deres beslutsomhed og flittige arbejde at der i de østlige regioner nu er syv menigheder og ni grupper med i alt cirka 400 forkyndere.
De udfordringer Jehovas Vidner står over for i disse regioner, illustreres udmærket ved en 22-årig broders eksempel. Tre gange om ugen vandrer denne broder cirka otte timer gennem bjergene for at overvære møderne i minebyen La Rosita, hvor den nærmeste menighed ligger. Han er menighedstjener og almindelig pioner. Da han er det eneste døbte Vidne i sin familie, forkynder han normalt alene i dette bjergrige område, hvor der ofte er to timers gang fra det ene hus til det andet. Hvis et af hans besøg trækker ud, sover han hos de besøgte og genoptager forkyndelsesarbejdet i området den følgende dag eftersom det ville være upraktisk at tage hele vejen hjem for at sove. For nylig døde faderen til denne unge broder og efterlod ham med ansvaret for, som den ældste søn, at forsørge den øvrige familie. Alligevel kan han stadig være pioner. Faktisk er en af hans kødelige brødre nu udøbt forkynder og følges med ham i tjenesten.
Siden 1994 har afdelingskontoret hvert år organiseret forkyndelseskampagner i denne vidtstrakte region. Midlertidige specialpionerer, udvalgt blandt de nidkære pionerer, forkynder i de selvstyrende regioners afsidesliggende byer og landsbyer i de fire måneder tørtiden varer. Disse hårdføre pionerer kæmper mod ekstrem varme, ufremkommeligt terræn, slanger, vilde dyr, forurenet vand og risikoen for at pådrage sig en smitsom sygdom. Deres mål er at aflægge et grundigt vidnesbyrd, lede bibelstudier med de interesserede og holde kristne møder, blandt andet mindehøjtiden. De resultater de opnår, hjælper afdelingskontoret til at afgøre hvorhen der skal sendes specialpionerer. Denne ordning har i årenes løb ført til oprettelsen af flere menigheder og grupper i byerne Waspán og San Carlos ved Coco-floden i de nordøstligste egne.
Selv om der har været en stærk tilstrømning af spansktalende mestizer til de to selvstyrende regioner, er miskitoindianerne fortsat den største befolkningsgruppe i disse områder. Nogle af de bibelske publikationer kan fås på miskito, og adskillige pionerer har lært sproget. Som følge heraf har budskabet om Riget gjort et gunstigt indtryk på mange af disse gæstfri mennesker der holder så meget af Bibelen.
For eksempel ligger der i nærheden af floden Likus i den nordlige selvstyrende region en lille miskito-landsby, Kwiwitingni, med 46 huse, hvoraf 6 var ubeboede under pionerkampagnen i 2001. Det år ledede specialpionerer 40 bibelstudier i landsbyen — ét for hvert hjem! Efter blot en måned ville tre af dem der blev studeret med, gerne døbes. En af dem havde været medhjælper for præsten i herrnhuternes lokale kirke. To kærestepar ville gerne være forkyndere, men var ikke lovformeligt gift. Derfor forklarede pionererne dem venligt om Bibelens normer angående ægteskab og dåb. Det er ikke svært at forestille sig hvor glade pionererne blev da disse to par kort før forkyndernes hjemrejse kom hen til dem og viste dem deres vielsesattester.
Siden denne resultatrige kampagne er forkynderne i Waspán regelmæssigt vandret de 19 kilometer til Kwiwitingni for at hjælpe de nyinteresserede til fortsat at gøre åndelige fremskridt og oplære dem i tjenesten.
Nogle midlertidige specialpionerer der forkyndte i adskillige miskito-landsbyer ved Coco-floden, traf på en stor gruppe amerikanere der udførte socialt arbejde. Pionererne afsatte en del engelske blade til dem. I landsbyen Francia Sirpi ved Wawa-floden var medlemmer af baptistkirken i færd med at bygge en lille skole. Byggearbejdernes formand sagde til en af pionererne: „Jeg beundrer Jehovas Vidners arbejde. I er her for at undervise i Bibelen. Bare det var min religion der fremmede dette arbejde.“
-
-
NicaraguaJehovas Vidners Årbog 2003
-
-
[Illustration på side 139]
Banacruz, et distrikt i den nordlige selvstyrende region hvor den gode nyhed bliver forkyndt trods vanskeligheder
-