Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Nicaragua
    Jehovas Vidners Årbog 2003
    • En hel del ældste, deriblandt medlemmerne af landsudvalget, blev anholdt og mishandlet.

      En af de første ældstebrødre der gennemgik disse trængsler, var Joel Obregón, som dengang var kredstilsynsmand. Den 23. juli 1982 omringede folk fra statens sikkerhedstjeneste et hus hvor han og hans kone, Nila, var gæster, og han blev arresteret. Først efter fem ugers vedvarende anstrengelser fik Nila lov til at se sin mand, men kun i tre minutter og i nærværelse af en bevæbnet betjent. Joel var tydeligvis blevet mishandlet, for Nila bemærkede at han var mager og havde svært ved at tale. „Joel vil ikke samarbejde med os,“ sagde en betjent.

      Efter tre måneders fangenskab blev Joel omsider løsladt — 20 kilo lettere. Ældste i andre dele af landet blev også anholdt, forhørt og så løsladt. Deres uangribelighed styrkede virkelig de øvrige brødres tro! — Se rammen „Problemer med det hemmelige politi“ på side 99-102.

  • Nicaragua
    Jehovas Vidners Årbog 2003
    • [Ramme/illustration på side 99-102]

      Problemer med det hemmelige politi

      Húber og Telma López

      Profil: Forældre til tre voksne børn. Húber virker som ældste i den lokale menighed.

      Under den revolutionære regering blev menighedstjenere og ældste ofte anholdt af statens sikkerhedstjeneste og holdt i forvaring i perioder der kunne vare fra én dag til flere uger, for at blive forhørt. På grund af deres bibelsk begrundede neutralitet blev Jehovas Vidner beskyldt, men aldrig formelt anklaget, for at tilskynde folk til at gøre oprør mod regeringen. Forhørslederne ville også have navnene på vores „instruktører“ og „anførere“.

      En af de mange brødre der blev udsat for en sådan anholdelse, var Húber López, som i dag er ældste og far til tre voksne børn. I december 1985 blev broder López arresteret i sit hjem i La Reforma, et landdistrikt omkring 40 kilometer sydøst for Managua. Hans kone, Telma, beretter om de nervepirrende begivenheder de kom ud for den dag:

      „En eftermiddag ved firetiden standsede to jeeps foran vores hus. I den ene var der agenter fra statens sikkerhedstjeneste, og i den anden soldater som omringede huset. Efter at jeg havde fortalt agenterne at min mand ikke var hjemme, beordrede de mine børn og mig ud og sagde at de ville gennemsøge huset. Vores ældste søn, Elmer, som dengang var ti år, blev dog inde i huset. Han så til mens de tømte et skab med bøger — såvel verdslige som teokratiske. Mellem disse bøger havde min mand skjult nogle af menighedens optegnelser. Da de ubudne gæster bar bøgerne ud til jeeperne, råbte Elmer: ’Undskyld, kører De også væk med mine skolebøger?’ En soldat svarede bøs: ’Okay, så kom og hent dem.’ På den måde kunne vores søn redde sine bøger og optegnelserne.

      Samme dag, mens vi spiste aftensmad, vendte soldaterne tilbage. De rettede deres geværer mod os og førte min mand væk mens børnene grædende så til. Soldaterne ville ikke fortælle os hvorfor de hentede ham, eller hvor de bragte ham hen.“

      Broder López beretter hvad der fulgte: „Jeg blev ført til fængselet i Masaya og sat i en celle med alle slags kriminelle. Jeg præsenterede mig straks som et af Jehovas Vidner og forkyndte for disse mænd i flere timer. Ved midnat blev jeg under trussel om at blive skudt beordret ud af cellen og ind i en jeep der holdt ude i mørket. Jeg fik ordre om at kigge ned, men da jeg steg ind i jeepen, lagde jeg mærke til fire andre med sænket hoved. Det var menighedstjenere og ældste fra Masayaområdet som var blevet anholdt samme aften.

      To gange den nat truede de med at slå os ihjel, først i en kaffeplantage og så i et byområde, hvor de stillede os op i en række mod en mur. Ved begge lejligheder virkede det som om de ventede på at vi skulle sige noget, men det gjorde ingen af os. Til sidst kørte de os til fængselet i Jinotepe og holdt os tilbage i separate celler i tre dage.

      Vi fik ikke lov til at sove i mere end et par timer ad gangen. Vores celler var mørklagte, så vi vidste ikke om det var dag eller nat. Vi blev gentagne gange kaldt ind til forhør og udspurgt om vores forkyndervirksomhed, møderne og navnene på vores ’anførere’. En af mine forhørsledere truede endda med at arrestere mine forældre og tvinge oplysningerne ud af dem. Jeg hørte faktisk både mine forældres, min kones og andre familiemedlemmers stemmer mens jeg var i min celle. Men det jeg hørte, var en båndoptagelse der skulle narre mig til at tro at min familie var blevet hentet til forhør.

      Den fjerde dag, om torsdagen, fik jeg at vide at jeg ville blive løsladt — på betingelse af at jeg først underskrev en erklæring om at jeg ville holde op med at forkynde min tro. Jeg fik også at vide at mine trosfæller allerede havde skrevet under — hvilket selvfølgelig var usandt. ’Hvis du nægter at skrive under, vil vi føre dig tilbage til cellen, hvor du kan få lov at rådne op,’ sagde dem der ledede forhøret.

      ’Så vil jeg gerne bede Dem om ikke at løslade mig. Lad mig bare blive her,’ svarede jeg.

      ’Hvorfor siger du det?’

      ’Fordi jeg er et af Jehovas Vidner, og det vil sige at jeg forkynder.’

      Til min overraskelse blev vi alle fem løsladt samme dag. Ja, Jehova havde besvaret vores bønner og styrket os så vi forblev rolige og undlod at forråde vores brødre. Efter denne episode blev vi dog konstant overvåget.“

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del