I 1985 hørte jeg af en soldat på gennemrejse om en menighed af Jehovas Vidner i Jinotega, over 100 kilometer syd for Wamblán. Jeg bad en af dem jeg studerede Bibelen med, om at følge mig derned. Efter at vi havde spurgt os for på markedspladsen i Jinotega, fandt vi til sidst et hus hvor der boede Jehovas Vidner. Det var konen der lukkede op. Da vi præsenterede os som Jehovas Vidner, ville hun vide om vi var kommet på grund af mindehøjtiden. ’Hvilken mindehøjtid?’ spurgte vi. Så kaldte hun på sin mand. Da han var blevet overbevist om at vi kom i en god hensigt, bød han os indenfor. Desværre var mindehøjtiden blevet holdt aftenen før, men vi blev i deres hjem i tre dage og overværede vores første menighedsbogstudium.

Da vi kom tilbage til Wamblán, fortsatte jeg med at forkynde og lede møder på egen hånd. Dagen før mindehøjtiden i 1986 ankom så de to brødre der er nævnt i indledningen. Vores lille gruppe af bibelstudenter lod hurtigt nyheden gå videre til alle de interesserede i de lokale landsbyer, og 85 overværede vores første mindehøjtid.

I 2001 holdt vi mindehøjtiden i tre andre landsbyer ud over Wamblán, og i alt kom der 452.“