Missionærer går foran med at vise kærlighed og enhed

Lige siden de to Wallace-brødre ankom i 1945, har missionærerne i Nicaragua vist sig at være forbilleder i tro, udholdenhed og menneskekærlighed. Disse dejlige egenskaber knyttede missionærerne nærmere til hinanden og til de lokale brødre. Missionæren Kenneth Brian siger: „Efter jordskælvet i Managua hjalp vi til på afdelingskontoret. Vi hjalp også brødrene med at flytte ud af deres ødelagte huse og med at begrave deres omkomne slægtninge. Når man arbejder sammen under sådanne forhold, bliver man nært knyttet til hinanden.“ Vedrørende de andre missionærer siger Marguerite Moore (tidligere Foster): „Selv om vi havde forskellig nationalitet, baggrund og personlighed, hjalp fornemmelsen af at vi var én samlet familie, os til at være glade i vores tildelte distrikt på trods af de særheder vi hver især havde.“

Missionærer som Kenneth og Sharan Brian betragter det som et særligt privilegium at de har kunnet efterligne erfarne missionærer som Francis og Angeline Wallace, Sydney og Phyllis Porter og Emily Hardin. Sharan siger: „De arbejdede alle virkelig hårdt, og det var tydeligt at de var glade for det de lavede.“

Gennem årene har mange missionærægtepar også virket i rejsetjenesten. Det solide grundlag der blev lagt af de nidkære missionærer, bidrog til den store åndelige vækst som Nicaragua oplevede i de første tredive år missionærerne virkede i landet.

Ruby Block, der har været missionær i Nicaragua i 15 år, siger om denne periode: „I disse år med tiltagende politisk propaganda gik folk og var nervøse. Der var hyppigt voldelige sammenstød mellem militæret og sandinisterne. Vi var nødt til at stole fuldt og helt på Jehova for at kunne gennemføre vores tjeneste.“

Til trods for at Jehovas Vidner var politisk neutrale, beskyldte sandinisternes sympatisører dem ofte for at være agenter for enten Somozaregimet eller den amerikanske efterretningstjeneste (CIA). Der blev også pisket en fjendtlig stemning op mod udlændinge. For eksempel blev missionæren Elfriede Urban engang mens hun forkyndte, beskyldt for at være spion. „Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre,“ svarede hun så, „jeg har hverken fotoapparat eller båndoptager med mig. Og hvem eller hvad skulle jeg i øvrigt udspionere i dette kvarter?“

Manden svarede: „Du er så godt oplært at dine øjne er et kamera, og dine ører og din hjerne er en båndoptager.“

I disse dage hørte man i gaderne det populære slogan: „Kristne kan sagtens være — ægte revolutionære!“ Denne tankegang, der havde vundet stor popularitet i Latinamerika i 1970’erne, var præget af befrielsesteologien, en ideologi som blev fremmet af en marxistisk bevægelse inden for den katolske kirke. Ifølge The Encyclopædia Britannica var hensigten med befrielsesteologien at hjælpe „de fattige og undertrykte gennem [religiøst] engagement i politiske og offentlige anliggender“.

Ruby Block mindes: „Dengang blev vi ofte spurgt: ’Hvad synes I om revolutionen?’ Vi forklarede at Guds rige var den eneste løsning på menneskehedens problemer.“ At forblive loyal mod Jehova i dette potentielt farlige politiske klima var en udfordring. Ruby tilføjer: „Jeg bad altid Jehova om styrke til at forblive neutral, ikke blot i tale, men også i sind og hjerte.“