I september 1981 blev Andrew og Miriam Reed anholdt mens de arbejdede i kredstjenesten i det centrale højland. I ti dage blev de holdt i forvaring i forskellige fængsler og under højst ubehagelige forhold. Til sidst blev de ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter, hvor de var indespærret i separate celler det meste af tiden. Gang på gang forhørte man dem, ofte flere timer ad gangen, for at få dem til at røbe navnene på de ansvarshavende brødre. De fik begge at vide at deres ægtefælle havde tilstået at være agent for CIA, til trods for at de ikke engang var amerikanske statsborgere! Til sidst meddelte man dem at det hele var en fejltagelse. Selv om der aldrig blev rejst nogen formel anklage mod dem, blev de udvist til Costa Rica. Men inden de tog af sted, fik de at vide at det var uacceptabelt at Jehovas Vidner nægtede at bære våben, og at enhver nicaraguaner måtte være rede til at kæmpe for sit land.

Afdelingskontorets udvalg tog det kloge skridt at intensivere oplæringen af de lokale brødre så de kunne føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet ifald afdelingskontoret skulle lukke. Der blev afholdt et kursus for kredstilsynsmænd og deres vikarer, og Rigets Tjenesteskole for de ældste og nogle menighedstjenere blev afviklet over flere omgange. Pionerskolen blev også gennemført med adskillige klasser.

Afdelingskontoret bliver lukket

Klokken 6.40 lørdag den 20. marts 1982 var Ian Hunter i færd med at lave morgenmad til de andre missionærer da der ankom en busfuld embedsmænd fra immigrationsmyndighederne og soldater bevæbnet med maskingeværer. Soldaterne omringede afdelingskontoret og missionærhjemmet. Ian fortæller: „Embedsmændene sagde at vi hver især kun skulle pakke én kuffert og en lille rejsetaske. De ville ikke sige hvorfor, kun at de ville tage os med til et hus hvor vi skulle være for en kort tid mens de undersøgte noget bestemt. Reiner Thompson, der var afdelingskontorets koordinator, slap ubemærket ind på kontoret og ringede til andre missionærhjem for at advare dem om hvad der var på færde.“

Ruby Block beretter: „Den dag forstod jeg den fulde betydning af Paulus’ ord: ’Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse . . . ; og Guds fred, som overgår al forstand, vil . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind.’ (Fil. 4:6, 7) Overvåget af en bevæbnet soldat der stod i køkkenet, bad Reiner Thompson en bøn for os, som vi besvarede med et dybtfølt ’amen’. Derefter følte vi en fuldstændig ro i hjertet selv om vi ikke vidste hvad dagen ville bringe. Vi havde tillid til at hvad der end måtte ske, ville Jehova give os styrken til at klare det. Den fornemmelse vil jeg altid huske og hæge om.“

Broder Hunter fortæller hvad der så skete: „De beordrede os ind i bussen og kørte os til en gammel kaffeplantage ude på landet. Jeg mindede embedsmændene om at vi som udlændinge havde ret til at tale med vores ambassader. De svarede at den undtagelsestilstand der var blevet erklæret først på ugen, havde ophævet den slags rettigheder, og at vi kunne tale med hvem vi ville, når først vi var uden for landets grænser. Det var første gang nogen indirekte vedgik at vi skulle udvises af Nicaragua.“ Den dag blev de ni missionærer som boede på afdelingskontoret, kørt i separate grupper til den costaricanske grænse.

I mellemtiden handlede missionærerne på de andre to hjem hurtigt efter at broder Thompson havde ringet dem op. Med de lokale brødres hjælp flyttede de en masse udstyr, deriblandt offset-pressen, og mange personlige ejendele. Da folkene fra immigrationsmyndighederne ankom, fandt de til deres overraskelse huse der stod næsten tomme, og missionærer i færd med at pakke deres kufferter. Samme aften blev de ti missionærer fra disse to hjem kørt til lufthavnen. „De sagde at vi var contraer, men ingen foretog sikkerhedstjek på vores bagage,“ fortæller Phyllis Porter. „Vi havde ingen flybilletter, men mærkaterne på vores bagage fortalte os at vi blev udvist til Panama.“ De eneste to missionærer der var tilbage i landet — et britisk par som arbejdede i kredstjenesten — blev udvist få måneder senere.

I løbet af nogle dage var missionærerne genforenet på afdelingskontoret i Costa Rica. De modtog nye distriktstildelinger fra Det Styrende Råd så de kunne fortsætte deres tjeneste i de omkringliggende lande: Belize, Ecuador, El Salvador og Honduras. Reiner og Jeanne Thompson og Ian Hunter forblev dog i Costa Rica for en tid for at de kunne holde sig i forbindelse med de brødre der nu førte tilsyn med arbejdet i Nicaragua.

Hvordan klarede de nicaraguanske brødre sig? Dengang lød det i broder Hunters rapport: „Efter at have fældet nogle tårer ved nyheden om vores udvisning fortsætter vores kære brødre nu ufortrødent arbejdet. De der virker i det nyligt udnævnte landsudvalg, går nidkært foran, og vi har tiltro til at de vil gøre et godt stykke arbejde.“ Félix Pedro Paiz, der i mange år har været kredstilsynsmand i Nicaragua, beretter hvordan brødrene havde det med missionærernes afrejse: „Vi beklagede det dybt. De havde virkelig givet af sig selv og var forblevet loyale. Deres eksempel havde styrket brødrene og lagt en fast grundvold for arbejdet i dette land.“