Først en tynd strøm

Den 28. juni 1945 ankom Francis og William Wallace til Managua — to kødelige brødre der var udgået fra Gileadskolens første klasse. De begyndte det organiserede forkyndelsesarbejde i Nicaragua og beredte vejen for fremtidige generationer af missionærer.

Når brødrene Wallace gik i forkyndelsen, brugte de en bærbar grammofon og spillede bibelske foredrag — det var ret nyt og uhørt i Nicaragua på den tid! Det medførte at 705 personer i løbet af den første måned lyttede til budskabet om Riget.

I oktober samme år ankom der yderligere fire missionærer — ægteparrene Harold og Evelyn Duncan og Wilbert og Ann Geiselman. De var ivrige efter at forkynde Riget på enhver tænkelig måde og planlagde en række offentlige møder. I november 1945 blev nicaraguanerne derfor på gaden hilst af folk der uddelte løbesedler og inviterede dem til et bibelsk foredrag. Selv om der i nærheden var politiske uroligheder og gadekampe som truede med at afbryde mødet, fortsatte det stille og roligt, og mere end 40 lyttede til dette første offentlige foredrag. I mellemtiden begyndte man på missionærhjemmet at afholde et ugentligt studium af Vagttårnet og et tjenestemøde.

1946 var et lykkeligt år for missionærerne og de første der havde lyttet til Bibelens budskab. Til de sidstnævnte hørte Arnoldo Castro, som dengang var 24 år. Med et smil ser han tilbage på hvordan han lærte sandheden fra Bibelen at kende og fortæller: „Mine værelsesmakkere, Evaristo Sánchez og Lorenzo Obregón, og jeg havde besluttet sammen at lære engelsk. En skønne dag kom Evaristo tilbage fra markedet og viftede med en bog idet han sagde: ’Jeg har fundet en amerikaner der vil lære os engelsk!’ Det var selvfølgelig ikke det ’læreren’ havde i sinde, men det var hvad Evaristo havde forstået. Så da tiden oprandt, sad vi tre unge mænd og så glade frem til en engelsktime. ’Læreren’, missionæren Wilbert Geiselman, var behageligt overrasket over at se tre så ivrige ’bibelstudenter’ vente ham — med bogen i hånden.

„Bogen hed ’Sandheden skal frigøre jer’, og vi studerede den to gange om ugen,“ forklarer Arnoldo. „Det endte med at vi ikke lærte meget engelsk, men til gengæld lærte vi sandheden fra Bibelen at kende.“ Arnoldo blev døbt i august 1946 ved et stævne i Cleveland i staten Ohio, USA, hvorefter han vendte tilbage til Nicaragua for at begynde som pioner. Mod slutningen af samme år blev hans to værelseskammerater også døbt.

I en alder af 83 ser Evaristo nu med glæde tilbage på de gamle dage. „Til at begynde med havde vi ikke noget sted hvor vi kunne holde vores møder,“ siger han. „Men vi var kun nogle få, så vi holdt dem dér hvor missionærerne boede. Senere lejede vi en toetages ejendom, og 30-40 af os kom regelmæssigt til møderne dér.“

Disse tre unge mænd var de første nicaraguanere der fulgte missionærerne i tjenesten, først i Managua, siden i de afsidesliggende egne.