Når brødrene Wallace gik i forkyndelsen, brugte de en bærbar grammofon og spillede bibelske foredrag — det var ret nyt og uhørt i Nicaragua på den tid! Det medførte at 705 personer i løbet af den første måned lyttede til budskabet om Riget.

I oktober samme år ankom der yderligere fire missionærer — ægteparrene Harold og Evelyn Duncan og Wilbert og Ann Geiselman. De var ivrige efter at forkynde Riget på enhver tænkelig måde og planlagde en række offentlige møder. I november 1945 blev nicaraguanerne derfor på gaden hilst af folk der uddelte løbesedler og inviterede dem til et bibelsk foredrag. Selv om der i nærheden var politiske uroligheder og gadekampe som truede med at afbryde mødet, fortsatte det stille og roligt, og mere end 40 lyttede til dette første offentlige foredrag. I mellemtiden begyndte man på missionærhjemmet at afholde et ugentligt studium af Vagttårnet og et tjenestemøde.

1946 var et lykkeligt år for missionærerne og de første der havde lyttet til Bibelens budskab. Til de sidstnævnte hørte Arnoldo Castro, som dengang var 24 år. Med et smil ser han tilbage på hvordan han lærte sandheden fra Bibelen at kende og fortæller: „Mine værelsesmakkere, Evaristo Sánchez og Lorenzo Obregón, og jeg havde besluttet sammen at lære engelsk. En skønne dag kom Evaristo tilbage fra markedet og viftede med en bog idet han sagde: ’Jeg har fundet en amerikaner der vil lære os engelsk!’ Det var selvfølgelig ikke det ’læreren’ havde i sinde, men det var hvad Evaristo havde forstået. Så da tiden oprandt, sad vi tre unge mænd og så glade frem til en engelsktime. ’Læreren’, missionæren Wilbert Geiselman, var behageligt overrasket over at se tre så ivrige ’bibelstudenter’ vente ham — med bogen i hånden.

„Bogen hed ’Sandheden skal frigøre jer’, og vi studerede den to gange om ugen,“ forklarer Arnoldo. „Det endte med at vi ikke lærte meget engelsk, men til gengæld lærte vi sandheden fra Bibelen at kende.“ Arnoldo blev døbt i august 1946 ved et stævne i Cleveland i staten Ohio, USA, hvorefter han vendte tilbage til Nicaragua for at begynde som pioner. Mod slutningen af samme år blev hans to værelseskammerater også døbt.

I en alder af 83 ser Evaristo nu med glæde tilbage på de gamle dage. „Til at begynde med havde vi ikke noget sted hvor vi kunne holde vores møder,“ siger han. „Men vi var kun nogle få, så vi holdt dem dér hvor missionærerne boede. Senere lejede vi en toetages ejendom, og 30-40 af os kom regelmæssigt til møderne dér.“

Disse tre unge mænd var de første nicaraguanere der fulgte missionærerne i tjenesten, først i Managua, siden i de afsidesliggende egne.

De første ildevarslende tegn på modstand kom fra Bluefields, en by ved Stillehavskysten hvortil der var blevet sendt to missionærer. Situationen tilspidsede sig den 17. oktober 1952, da der blev udstedt en retskendelse mod Jehovas Vidner. Den forbød alle Jehovas Vidners aktiviteter og var underskrevet af en embedsmand fra immigrationsmyndighederne, men det var de katolske præster der havde sat det hele i gang.

Missionærerne i Bluefields, León, Jinotepe og Managua blev underrettet om kendelsen. Den blev kæret ved de ansvarlige instanser — deriblandt den daværende præsident, Anastasio Somoza García — men uden resultat. Brødrene begyndte at mødes i mindre grupper, man holdt op med gadearbejde, og boglageret på afdelingskontoret blev flyttet til nogle sikre steder. Det var lykkedes vores religiøse fjender at få arbejdet forbudt ved urigtigt at erklære Jehovas Vidner for kommunister, så der blev hyret en advokat for at kære kendelsen ved Højesteretten.

Nogle brødre gav efter for menneskefrygt, men flertallet forblev urokkelige. Missionærerne, der var modne og frygtløse, var som et stærkt tårn for de lokale brødre, der fortsatte med at forkynde og mødes i lydighed mod Guds ord. (Apg. 1:8; 5:29; Hebr. 10:24, 25)

Udfordringer til de første missionærer

Modstanden fra de gejstlige var ikke den eneste udfordring de første missionærer stod over for. Tag for eksempel Sydney og Phyllis Porter, der var udgået fra Gileadskolens 12. klasse. Da de ankom til Nicaragua i juli 1949, blev Sydney udnævnt til at tjene som kredstilsynsmand for en kreds der omfattede hele landet. Han beskriver hvordan det var at være i rejsetjenesten dengang. „Vores transportmidler var tog og busser. Ofte var der ingen brødre at bo hos, så vi medbragte sengetøj og et lille bærbart komfur til at koge vand og lave mad på. Tit var vi borte fra afdelingskontoret i ti uger ad gangen. Men forkyndelsen i distriktet gav så gode resultater at det i nogle områder var en udfordring at vende tilbage til alle de interesserede og tage sig af dem. Da vi for eksempel senere fik kredsen i Managua, ledede Phyllis 16 bibelstudier! Hvor fik hun tiden fra? Hun ledede sine studier på vores fridag og på de aftener hvor der ikke var menighedsmøder.“ Hvor var disse første missionærer selvopofrende!

Doris Niehoff kom i 1957. Hun fortæller om sit første indtryk: „Det var sidst i marts, i tørtiden, så landskabet var brunt og afsvedet. Der var meget få biler dengang; i stedet red alle på hesteryg — og bar et skydevåben! Det var som at springe midt ind i en scene fra en cowboyfilm. Dengang var de fleste enten rige eller fattige. Som regel det sidste. Ikke nok med det; Nicaragua var i krig med Honduras på grund af en territorialstrid, og et halvt år før jeg ankom, blev præsident Somoza García myrdet og landet erklæret i militær undtagelsestilstand.

Jeg blev sendt til León, en universitetsby,“ fortsætter Doris. „Jeg forstod ikke meget spansk, så de studerende syntes det var sjovt at lave numre med mig. Når jeg tilbød nogle af dem at komme tilbage for at tale med dem om Bibelen, kunne de for eksempel finde på at sige ja, men fniste når de skulle sige hvad de ’hed’. En opgav navnet på præsidentens drabsmand, og en anden navnet på en berygtet guerilla! Det er et mirakel at jeg ikke blev sat i fængsel når jeg vendte tilbage og bad om at tale med de studerende der havde opgivet disse navne!“

En samtale med biskoppen i Matagalpa

Omkring 130 kilometer nord for Managua ligger byen Matagalpa i læ af bjergene i en egn hvor man dyrker kaffe. I 1957 blev der sendt fire missionærer dertil. Agustín Sequeira, som på daværende tidspunkt var matematikprofessor på en læreanstalt der blev drevet af Josefs-søstre, mindes datidens religiøse atmosfære i Matagalpa. Han siger: „Befolkningen var hovedsagelig katolsk og frygtede præsterne, men især biskoppen. Han var gudfar til et af mine børn.“

I denne atmosfære af frygt var det svært for afdelingskontoret at finde en bolig til missionærerne. Engang da afdelingskontoret traf aftale om at leje et hus, oplyste det ejeren, en advokat, om at missionærerne ville holde kristne møder i huset. „Det er ikke noget problem,“ sagde han.

Doris Niehoff beretter hvad der videre skete: „Den dag vi ankom med alle vores møbler, kom indehaveren hen til os med et bekymret ansigtsudtryk. Han sagde at han havde sendt os et telegram med besked om ikke at komme. Hvorfor? Biskoppen havde truet ham med at hans søn ikke ville få lov til at gå i den katolske skole hvis han lejede ud til os. Heldigvis havde vi ikke modtaget telegrammet og havde allerede betalt en måneds husleje.

Samme måned fandt vi et andet hus, men det var meget svært,“ tilføjer Doris. „Da biskoppen prøvede at lægge pres på ejeren, en frygtløs forretningsmand fra egnen, svarede denne: ’Jamen, hvis De betaler mig de fire hundrede cordobas hver måned, skal jeg nok smide folkene ud.’ Selvfølgelig betalte biskoppen ham ikke de penge. Han lod sig dog ikke bringe fra sit forehavende og gik til alle forretninger og satte plakater op der advarede folk imod at tale med Jehovas Vidner. Han sagde også til forretningsindehaverne at de ikke skulle sælge noget til os.“