Værnepligten — en prøve for unge kristne

Især unge brødre blev berørt da der i 1983 blev vedtaget en lov om almindelig værnepligt under betegnelsen Patriotisk Militærtjeneste. Mænd mellem 17 og 26 blev ved lov tvunget til at bruge to år i aktiv militærtjeneste og derefter to år eller mere i reservetropperne. De indkaldte blev bragt til en militærlejr for at blive trænet. Der var ingen ordning for militærnægtere; militærnægtelse betød at man blev varetægtsfængslet mens man afventede en retssag, og derefter fik to års fængsel. Brødrene så modigt denne prøve i øjnene og var besluttede på at forblive loyale over for Jehova.

Den 7. februar 1985 var Guillermo Ponce, en 20-årig pioner i Managua, taget af sted for at lede nogle hjemmebibelstudier, da politiet anholdt ham. Han havde ikke noget militært identitetskort, så han blev sendt til en træningslejr. Men i stedet for at bruge våben begyndte Guillermo at forkynde for unge rekrutter. Da en af officererne så det, snerrede han: „Det her er ikke en kirke; det er en militærlejr. Her kommer du til at adlyde os!“ Guillermo reagerede med at citere ordene fra Apostelgerninger 5:29: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Den vrede officer, en cubansk militær instruktør, flåede Bibelen ud af hånden på ham og sagde truende: „Det snakker vi om i aften“ — underforstået at Guillermo ville komme til at gennemgå en form for psykisk tortur der skulle svække hans viljestyrke.

Heldigvis gjorde officeren ikke alvor af sin trussel. Tre dage senere blev Guillermo dog overført til et fængsel hvor han sad indespærret i ni måneder under primitive forhold. Alligevel fortsatte han sin pionertjeneste og ledede bibelstudier og endda møder inde i fængselet. Senere i denne vanskelige epoke blev Guillermo en værdifuld støtte for landsudvalget.

Nogle af de unge brødre blev ikke fængslet, men tvunget til at opholde sig hos militærenheder i bjergene som man kaldte ’irregulære krigsbataljoner’. Hver bataljon bestod af fem-seks kompagnier med 80 til 90 mænd der var trænet til at kæmpe i bjergjunglen, hvor de hårdeste kampe mod contraerne (guerillaer der var modstandere af sandinisterne) blev udkæmpet. Selv om brødrene nægtede at gå med militæruniformer og bære våben, var de stadig tvunget til at følge med til kampzonerne og blev desuden slået og rakket ned på.

Den 18-årige Giovanni Gaitán kom under en sådan behandling. Lige før områdestævnet i december 1984, hvor Giovanni havde håbet på at blive døbt, forsøgte man at tvinge ham til militærtjeneste. Han blev sendt til en militær træningslejr med soldater der i 45 dage prøvede at tvinge ham til at lære hvordan man bruger en riffel og kæmper i junglen. Men i overensstemmelse med sin bibeloplærte samvittighed nægtede Giovanni at „lære at føre krig“. (Es. 2:4) Han bar hverken uniform eller våben. Ikke desto mindre var han tvunget til at marchere med soldaterne i de næste 27 måneder.

Giovanni siger: „Jeg holdt mig selv stærk ved at bede uophørligt, ved at grunde over det jeg havde lært, og forkynde for de soldater der viste interesse. Jeg genkaldte mig ofte salmistens ord: ’Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp er fra Jehova, som frembragte himmel og jord. Han kan umuligt tillade din fod at vakle. Han som vogter dig kan umuligt blive døsig.’“ — Sl. 121:1-3; 1 Thess. 5:17.

Til trods for at Giovanni blev tvunget midt ind i kampzonen ved omkring 40 forskellige lejligheder, overlevede han i god behold. Efter sin løsladelse blev han døbt den 27. marts 1987, og senere begyndte han i pionertjenesten. Mange andre trofaste unge brødre gennemgik noget lignende. — Se rammen „Tvunget ind i kampzonen“ på side 105-106.

De forsvarer deres neutrale standpunkt

Den regeringskontrollerede presse og den sandinistiske forsvarskomité anklagede fejlagtigt Jehovas Vidner for at benytte sig af hus til hus-forkyndelsen til at tale imod værnepligten. Det blev hævdet at Vidnerne undergravede den nationale sikkerhed ved at overtale Nicaraguas unge mænd til at nægte militærtjeneste. Der var ikke noget grundlag for disse beskyldninger, men de blev gentaget så tit at de påvirkede anklagerne og dommerne. Ikke nok med det. Ledere af fremtrædende evangeliske kirker, der sagde at de støttede revolutionen, var også med til at anklage dem der af religiøse grunde forblev neutrale, idet de stemplede dem som „fjender af folket“.

En broder som var advokat, påtog sig appelsagerne for 25 unge brødre der hver var idømt to års fængsel for at have nægtet at udføre militærtjeneste. Deres militærnægtelse var ikke juridisk anerkendt, og derfor var målet med anken blot at få dommene nedsat med henvisning til de anklagedes pletfri straffeattest og den kendsgerning at de ikke havde modsat sig arrestationen. Som følge heraf blev nogle domme, dog ikke alle, nedsat med 6 til 18 måneder.

En broder der overværede retssagerne, Julio Bendaña, siger: „Det er interessant at konstatere at der bortset fra Jehovas Vidner ikke var nogen unge som nægtede militærtjeneste af religiøse årsager. Jeg blev stolt af vores 17-årige når jeg så dem forsvare deres neutralitet med fast overbevisning for en dommer og en militær anklager, alt imens de var omgivet af fjendtlige tilskuere.“ — 2 Kor. 10:4.

[Ramme/illustration på side 99-102]

Problemer med det hemmelige politi

Húber og Telma López

Profil: Forældre til tre voksne børn. Húber virker som ældste i den lokale menighed.

Under den revolutionære regering blev menighedstjenere og ældste ofte anholdt af statens sikkerhedstjeneste og holdt i forvaring i perioder der kunne vare fra én dag til flere uger, for at blive forhørt. På grund af deres bibelsk begrundede neutralitet blev Jehovas Vidner beskyldt, men aldrig formelt anklaget, for at tilskynde folk til at gøre oprør mod regeringen. Forhørslederne ville også have navnene på vores „instruktører“ og „anførere“.

En af de mange brødre der blev udsat for en sådan anholdelse, var Húber López, som i dag er ældste og far til tre voksne børn. I december 1985 blev broder López arresteret i sit hjem i La Reforma, et landdistrikt omkring 40 kilometer sydøst for Managua. Hans kone, Telma, beretter om de nervepirrende begivenheder de kom ud for den dag:

„En eftermiddag ved firetiden standsede to jeeps foran vores hus. I den ene var der agenter fra statens sikkerhedstjeneste, og i den anden soldater som omringede huset. Efter at jeg havde fortalt agenterne at min mand ikke var hjemme, beordrede de mine børn og mig ud og sagde at de ville gennemsøge huset. Vores ældste søn, Elmer, som dengang var ti år, blev dog inde i huset. Han så til mens de tømte et skab med bøger — såvel verdslige som teokratiske. Mellem disse bøger havde min mand skjult nogle af menighedens optegnelser. Da de ubudne gæster bar bøgerne ud til jeeperne, råbte Elmer: ’Undskyld, kører De også væk med mine skolebøger?’ En soldat svarede bøs: ’Okay, så kom og hent dem.’ På den måde kunne vores søn redde sine bøger og optegnelserne.

Samme dag, mens vi spiste aftensmad, vendte soldaterne tilbage. De rettede deres geværer mod os og førte min mand væk mens børnene grædende så til. Soldaterne ville ikke fortælle os hvorfor de hentede ham, eller hvor de bragte ham hen.“

Broder López beretter hvad der fulgte: „Jeg blev ført til fængselet i Masaya og sat i en celle med alle slags kriminelle. Jeg præsenterede mig straks som et af Jehovas Vidner og forkyndte for disse mænd i flere timer. Ved midnat blev jeg under trussel om at blive skudt beordret ud af cellen og ind i en jeep der holdt ude i mørket. Jeg fik ordre om at kigge ned, men da jeg steg ind i jeepen, lagde jeg mærke til fire andre med sænket hoved. Det var menighedstjenere og ældste fra Masayaområdet som var blevet anholdt samme aften.

To gange den nat truede de med at slå os ihjel, først i en kaffeplantage og så i et byområde, hvor de stillede os op i en række mod en mur. Ved begge lejligheder virkede det som om de ventede på at vi skulle sige noget, men det gjorde ingen af os. Til sidst kørte de os til fængselet i Jinotepe og holdt os tilbage i separate celler i tre dage.

Vi fik ikke lov til at sove i mere end et par timer ad gangen. Vores celler var mørklagte, så vi vidste ikke om det var dag eller nat. Vi blev gentagne gange kaldt ind til forhør og udspurgt om vores forkyndervirksomhed, møderne og navnene på vores ’anførere’. En af mine forhørsledere truede endda med at arrestere mine forældre og tvinge oplysningerne ud af dem. Jeg hørte faktisk både mine forældres, min kones og andre familiemedlemmers stemmer mens jeg var i min celle. Men det jeg hørte, var en båndoptagelse der skulle narre mig til at tro at min familie var blevet hentet til forhør.

Den fjerde dag, om torsdagen, fik jeg at vide at jeg ville blive løsladt — på betingelse af at jeg først underskrev en erklæring om at jeg ville holde op med at forkynde min tro. Jeg fik også at vide at mine trosfæller allerede havde skrevet under — hvilket selvfølgelig var usandt. ’Hvis du nægter at skrive under, vil vi føre dig tilbage til cellen, hvor du kan få lov at rådne op,’ sagde dem der ledede forhøret.

’Så vil jeg gerne bede Dem om ikke at løslade mig. Lad mig bare blive her,’ svarede jeg.

’Hvorfor siger du det?’

’Fordi jeg er et af Jehovas Vidner, og det vil sige at jeg forkynder.’

Til min overraskelse blev vi alle fem løsladt samme dag. Ja, Jehova havde besvaret vores bønner og styrket os så vi forblev rolige og undlod at forråde vores brødre. Efter denne episode blev vi dog konstant overvåget.“

[Ramme/illustration på side 105, 106]

Tvunget ind i kampzonen

Giovanni Gaitán

Døbt: 1987

Profil: Kun få uger før sin dåb tvunget til at ledsage de irregulære krigsbataljoner i 28 måneder. Tjente som almindelig pioner i over otte år.

Nogle unge brødre blev tvunget til at ledsage de irregulære krigsbataljoner der kæmpede i den tætbevoksede bjergjungle.

En af disse unge mænd var Giovanni Gaitán. Mens han stadig var udøbt forkynder, tilbragte Giovanni 28 måneder med de irregulære krigsbataljoner. Han blev arresteret blot få uger før han skulle døbes. Giovanni fortæller: „Mine trængsler begyndte efter den første kamp. En officer gav mig ordre til at vaske en død soldats blodbestænkte uniform. Det nægtede jeg fordi jeg tænkte at det kunne blive det første skridt på vej mod at gå på akkord med min kristne neutralitet. Officeren var rasende og slog mig hårdt på kinden. Han tog sin pistol, pressede den mod mit hoved og trykkede af, men pistolen affyrede ikke noget skud. Derfor slog han mig i hovedet med pistolen og truede med at slå mig ihjel hvis jeg var ulydig én gang til.

De næste 18 måneder gjorde denne mand livet meget svært for mig. Ved flere lejligheder gav han ordre til at jeg skulle gå med sammenbundne hænder hele dagen så jeg umuligt kunne spise. I den tilstand blev jeg ofte tvunget til at gå foran gruppen gennem junglen med en riffel og granater spændt til min ryg — et let mål for fjenden! Han slog mig og truede med at dræbe mig, især når kampen var på sit højeste og soldaterne omkring mig faldt døde om, og jeg nægtede at samle deres geværer op. Alligevel nærede jeg ikke noget had til ham, og jeg viste ingen frygt, for Jehova gav mig mod.

En morgen i marts 1985 blev jeg sammen med nogle andre brødre ført ned fra bjergene til et område hvor vores familier havde lov til at besøge os. Det lå i nærheden af Mulukukú, omtrent 300 kilometer nordøst for Managua. Mens jeg spiste og snakkede med min familie, lagde jeg mærke til at selv samme officer sad helt alene. Jeg gik over til ham med noget mad. Da han var færdig med at spise, kaldte han mig hen til sig. Jeg var forberedt på det værste, så jeg var overrasket da han undskyldte den måde han havde behandlet mig på. Han spurgte mig endda om min tro. Det var sidste gang jeg så ham; kort tid efter døde han i en ulykke med en militærvogn.“