Mitch passerer Nicaragua

Orkanen passerede så tæt på grænsen til Nicaragua at det resulterede i en voldsom nedbør i landet. Tusinder af hjem blev ødelagt, og veje blev skyllet væk. I nærheden af byen Posoltega blev hele landsbyer og over 2000 mennesker begravet under en mudderlavine.

Da Jehovas vidner i Nicaragua hørte om katastrofen, blev et omfattende nødhjælpsprogram sat i værk. Frivillige blev sendt ud på en opslidende og farlig opgave — at finde deres brødre. To hold forkyndere, et fra León (en by syd for Posoltega) og et andet fra Chichigalpa (en by som ligger mod nord), drog af sted med kurs mod Posoltega. Hver af brødrene medbragte en tung pakke med forsyninger. Redningsarbejdere havde advaret om at vejen var næsten ufremkommelig, men brødrene var besluttede på at udføre opgaven.

Tidlig mandag morgen den 2. november læssede brødrene fra León nødforsyninger på en lastbil og kørte indtil de kom til et sted hvor der havde været en bro der nu var skyllet væk. Efter at have tømt lastbilen delte brødrene sig op i to cykelhold: Det ene hold skulle køre til Posoltega, og det andet til en oversvømmet by ved navn Telica. Før de skiltes, bad de en bøn. „Efter at have bedt følte vi os meget styrkede,“ siger en af brødrene. Det ville de også få brug for. De måtte krydse store grøfter, undertiden ved at glide gennem mudderet eller bære cyklerne på deres skuldre. Ofte var vejen blokeret af væltede træer. De måtte også udholde det frygtelige syn af lig der flød i vandet.

Forbløffende nok ankom cyklisterne fra León og Chichigalpa til Posoltega næsten samtidig. Nerio López, en af redningsmændene, beretter: „Mine cykeldæk var slidte, og jeg troede kun at de kunne holde et par kilometer.“ Men på en eller anden måde klarede de turen. Først på tilbagevejen punkterede de. Under alle omstændigheder var brødrene de første redningsarbejdere der nåede frem. Hvor var de glade da de fandt en gruppe lokale kristne brødre og søstre. En søster siger: „Jeg er Jehova og vore brødre meget taknemmelig for den hjælp og støtte de har ydet os. Vi havde ikke drømt om at vore brødre kunne komme så hurtigt for at hjælpe os.“

Det var blot den første af mange cykelture til oversvømmede byer, og ofte var Jehovas vidner de første der ankom til katastrofeområdet. I byen Larreynaga var det noget af et syn da 16 brødre kom kørende på cykel. De lokale brødre var dybt bevægede over den indsats de havde ydet. Nogle gange måtte cyklisterne bære over 20 kilo forsyninger på ryggen. To brødre transporterede over 100 kilo forsyninger til byen El Guayabo. En broder der medbragte så meget han overhovedet kunne på sin cykel, fandt trøst i at tænke på Bibelens ord i Esajas 40:29: „[Jehova] giver den trætte kraft; og den som er uden styrke, giver han øgede kræfter.“

Forkynderne i byen Tonalá sendte et bud af sted for at underrette de ansvarlige brødre om at deres madforsyninger næsten var sluppet op. Da budet nåede frem, blev han overrasket over at høre at nødhjælpen allerede var blevet sendt af sted. Og da han kom hjem igen, var der mad i hans hus. Marlon Chavarría, som hjalp til med at transportere nødhjælpsforsyninger til det oversvømmede område omkring Chinandega, fortæller: „I én by var der 44 familier som var Jehovas vidner. Men 80 familier nød godt af fødevareforsyningerne fordi brødrene delte dem med andre.“

Dette nødhjælpsarbejde kom myndighederne for øre. Borgmesteren i byen Wamblán skrev i et brev til forkynderne: „Vi skriver til jer om muligheden for at modtage hjælp. . . . Vi har set hvordan I har hjulpet jeres brødre og søstre her i Wamblán, og vi vil gerne vide om I også har mulighed for at gøre noget for os.“ Jehovas Vidner reagerede ved at sende mad, medicin og tøj.

En broder der er beskæftiget inden for transportbranchen, sørgede for en sættevogn og en chauffør (der ikke er et af Jehovas vidner) som kunne bringe nødhjælp frem til Nicaragua. Embedsmænd i både Panama og Costa Rica afstod fra at opkræve told da de lod lastbilen passere deres grænser. En benzinstation skænkede brændstof nok til at fylde lastbilens to tanke, hvilket var tilstrækkeligt til turen frem og tilbage. Også i Nicaragua afstod toldmyndighederne fra at kontrollere pakkerne. „Hvis det er fra Jehovas Vidner, behøver vi ikke at kontrollere det,“ sagde de. „Vi har aldrig nogen problemer med dem.“