Den 18-årige Giovanni Gaitán kom under en sådan behandling. Lige før områdestævnet i december 1984, hvor Giovanni havde håbet på at blive døbt, forsøgte man at tvinge ham til militærtjeneste. Han blev sendt til en militær træningslejr med soldater der i 45 dage prøvede at tvinge ham til at lære hvordan man bruger en riffel og kæmper i junglen. Men i overensstemmelse med sin bibeloplærte samvittighed nægtede Giovanni at „lære at føre krig“. (Es. 2:4) Han bar hverken uniform eller våben. Ikke desto mindre var han tvunget til at marchere med soldaterne i de næste 27 måneder.

Giovanni siger: „Jeg holdt mig selv stærk ved at bede uophørligt, ved at grunde over det jeg havde lært, og forkynde for de soldater der viste interesse. Jeg genkaldte mig ofte salmistens ord: ’Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp er fra Jehova, som frembragte himmel og jord. Han kan umuligt tillade din fod at vakle. Han som vogter dig kan umuligt blive døsig.’“ — Sl. 121:1-3; 1 Thess. 5:17.

Til trods for at Giovanni blev tvunget midt ind i kampzonen ved omkring 40 forskellige lejligheder, overlevede han i god behold. Efter sin løsladelse blev han døbt den 27. marts 1987, og senere begyndte han i pionertjenesten.

[Ramme/illustration på side 105, 106]

Tvunget ind i kampzonen

Giovanni Gaitán

Døbt: 1987

Profil: Kun få uger før sin dåb tvunget til at ledsage de irregulære krigsbataljoner i 28 måneder. Tjente som almindelig pioner i over otte år.

Nogle unge brødre blev tvunget til at ledsage de irregulære krigsbataljoner der kæmpede i den tætbevoksede bjergjungle.

En af disse unge mænd var Giovanni Gaitán. Mens han stadig var udøbt forkynder, tilbragte Giovanni 28 måneder med de irregulære krigsbataljoner. Han blev arresteret blot få uger før han skulle døbes. Giovanni fortæller: „Mine trængsler begyndte efter den første kamp. En officer gav mig ordre til at vaske en død soldats blodbestænkte uniform. Det nægtede jeg fordi jeg tænkte at det kunne blive det første skridt på vej mod at gå på akkord med min kristne neutralitet. Officeren var rasende og slog mig hårdt på kinden. Han tog sin pistol, pressede den mod mit hoved og trykkede af, men pistolen affyrede ikke noget skud. Derfor slog han mig i hovedet med pistolen og truede med at slå mig ihjel hvis jeg var ulydig én gang til.

De næste 18 måneder gjorde denne mand livet meget svært for mig. Ved flere lejligheder gav han ordre til at jeg skulle gå med sammenbundne hænder hele dagen så jeg umuligt kunne spise. I den tilstand blev jeg ofte tvunget til at gå foran gruppen gennem junglen med en riffel og granater spændt til min ryg — et let mål for fjenden! Han slog mig og truede med at dræbe mig, især når kampen var på sit højeste og soldaterne omkring mig faldt døde om, og jeg nægtede at samle deres geværer op. Alligevel nærede jeg ikke noget had til ham, og jeg viste ingen frygt, for Jehova gav mig mod.

En morgen i marts 1985 blev jeg sammen med nogle andre brødre ført ned fra bjergene til et område hvor vores familier havde lov til at besøge os. Det lå i nærheden af Mulukukú, omtrent 300 kilometer nordøst for Managua. Mens jeg spiste og snakkede med min familie, lagde jeg mærke til at selv samme officer sad helt alene. Jeg gik over til ham med noget mad. Da han var færdig med at spise, kaldte han mig hen til sig. Jeg var forberedt på det værste, så jeg var overrasket da han undskyldte den måde han havde behandlet mig på. Han spurgte mig endda om min tro. Det var sidste gang jeg så ham; kort tid efter døde han i en ulykke med en militærvogn.“