Broder Mendoza, som blev døbt i fængselet i 1982, fortæller hvordan det foregik:

„Nogle af os lærte en form for tegnsprog der var opstået blandt fangerne. Da tiden nærmede sig at vi skulle holde mindehøjtiden, beregnede vi hvornår solen var gået ned, og gjorde tegn til hinanden sådan at vi alle kunne bede samtidig. Det gjorde vi år efter år. Tegnsproget var også en hjælp når vi skulle studere Vagttårnet. Når brødrene på en af afdelingerne ikke havde ugens studieartikel, fik de hele artiklen ’dikteret’ i tegnsprog af os. På modtagersiden var der en til at tolke tegnene højt for en broder der skrev artiklen ned på papir.“

Broder Mendoza var en af de få indsatte der havde lov til at få besøg af Jehovas Vidner. „Det var Carlos Ayala og hans familie der besøgte mig,“ fortæller broder Mendoza. „Hans to døtre lærte mig mindst ni af Rigets sange, som jeg igen lærte mine medindsatte.“

Broder Mendoza fortæller: „Fangernes madrationer var små. Alle de indsatte blev slået ved flere lejligheder, og somme tider affyrede vagterne skud omkring os mens vi lå med ansigtet mod gulvet. Formålet var at give os dårlige nerver. Når der var sammenstød mellem nogle af de andre indsatte og vagterne, blev vi alle straffet ved at man sendte os nøgne ud i gården i den bagende sol. Vi Jehovas Vidner brugte disse lejligheder til at opbygge og trøste hinanden. Vi hentede skriftsteder frem fra hukommelsen og drøftede det vi havde fået ud af vores personlige studium. Disse oplevelser hjalp os til at forblive forenede og stærke.“

Mange Jehovas Vidner og interesserede udnyttede den store mængde fritid de havde, til at læse Bibelen igennem fire eller fem gange. Det var ikke usædvanligt at de omhyggeligt, og flere gange, gennemgik alle de bibelske publikationer de kunne få fat i. Broder Mendoza husker især årbøgerne, som han var meget taknemmelig for. „Erfaringerne fra andre lande, landkortene . . . vi studerede det hele,“ fortæller han. „Hvert år sammenlignede vi væksten, antallet af menigheder, af døbte og af dem der overværede mindehøjtiden i hvert land. Det var alt sammen til stor glæde for os.“

A. Mendoza