„Mine værelsesmakkere, Evaristo Sánchez og Lorenzo Obregón, og jeg havde besluttet sammen at lære engelsk. En skønne dag kom Evaristo tilbage fra markedet og viftede med en bog idet han sagde: ’Jeg har fundet en amerikaner der vil lære os engelsk!’ Det var selvfølgelig ikke det ’læreren’ havde i sinde, men det var hvad Evaristo havde forstået. Så da tiden oprandt, sad vi tre unge mænd og så glade frem til en engelsktime. ’Læreren’, missionæren Wilbert Geiselman, var behageligt overrasket over at se tre så ivrige ’bibelstudenter’ vente ham — med bogen i hånden.

Mod slutningen af samme år blev hans to værelseskammerater også døbt.

I en alder af 83 ser Evaristo nu med glæde tilbage på de gamle dage. „Til at begynde med havde vi ikke noget sted hvor vi kunne holde vores møder,“ siger han. „Men vi var kun nogle få, så vi holdt dem dér hvor missionærerne boede. Senere lejede vi en toetages ejendom, og 30-40 af os kom regelmæssigt til møderne dér.“

Disse tre unge mænd var de første nicaraguanere der fulgte missionærerne i tjenesten, først i Managua, siden i de afsidesliggende egne. Dengang havde Managua cirka 120.000 indbyggere, og byen var mindre end den er nu. Gaderne ved tolv karréer i midtbyen var de eneste der var asfalterede. „Vi kom omkring til fods,“ mindes Evaristo. „Der var ingen busser eller asfalterede veje, kun jernbaneskinner og stier til oksekærrer. Så alt afhængigt af om det var tørtid eller regntid, havde vi enten støv eller mudder op til anklerne.“ Forkyndernes slid blev dog belønnet da 52 overværede mindehøjtiden i april 1946.

Til højre: Dora og Evaristo Sánchez