MODSTAND I NIGER

Efter at have været i Kano i bare nogle få måneder blev jeg i august 1968 sammen med to andre specialpionerer sendt til Niamey, der er hovedstaden i Niger. Vi mærkede hurtigt på egen krop at Niger i Vestafrika er et af de varmeste områder på jorden. Samtidig med at vi skulle vænne os til varmen, skulle vi også lære det officielle sprog, fransk. Det var en udfordring, men vi havde tillid til at Jehova ville hjælpe os, og begyndte at forkynde i hovedstaden sammen med den håndfuld forkyndere der boede der. I løbet af kort tid havde næsten alle i Niamey der kunne læse, fået bogen Sandheden der fører til evigt liv. Folk ledte endda efter os for at få en bog!

Vi fandt hurtigt ud af at myndighederne ikke var glade for Jehovas Vidner. I juli 1969 mødtes vi for at holde det første kredsstævne der nogensinde var blevet holdt i landet, og vi var omkring 20 til stede. Vi glædede os meget til at to nye forkyndere skulle døbes. Men på stævnets første dag troppede politiet op og afbrød programmet. De tog specialpionererne og kredstilsynsmanden med på politistationen. Efter at have forhørt os beordrede de os til at møde op igen næste dag. Det var tydeligt at der var problemer under opsejling, så vi holdt dåbsforedraget hjemme hos en af brødrene, og i hemmelighed døbte vi de to nye brødre i en flod.

Efter nogle få uger gav Indenrigsministeriet mig og fem andre specialpionerer ordre om at forlade landet. De gav os en tidsfrist på 48 timer, og vi skulle selv betale alle udgifterne. Vi gjorde som vi blev bedt om, og tog direkte til Afdelingskontoret i Nigeria, hvor vi fik nye opgaver.

Jeg blev sendt til Orisunbare, en landsby i Nigeria. Der havde jeg en skøn tjeneste med den lille gruppe forkyndere der var der. Men efter et halvt år bad afdelingskontoret mig om at tage alene tilbage til Niger. Jeg blev meget overrasket og også temmelig nervøs, men efter at jeg havde fordøjet det, glædede jeg mig virkelig til at se brødrene i Niger igen.

Jeg kom tilbage til Niamey. Dagen efter at jeg var ankommet, lagde en nigeriansk forretningsmand mærke til at jeg var et af Jehovas Vidner, og stillede en masse spørgsmål om Bibelen. Jeg begyndte at studere med ham, og efter at han var holdt op med at ryge og drikke, blev han døbt. Det var en fornøjelse at forkynde sammen med brødre og søstre i forskellige dele af Niger og se hvordan folk efterhånden tog imod sandheden. Da jeg kom til landet, var der 31 forkyndere, og da jeg rejste, var der 69.