Bibelstudenterne var ikke helt sikre på hvad der ville ske. De var overbeviste om at jorden ikke ville blive brændt op og alle mennesker udslettet. Men de vidste at det ville markere et vigtigt punkt med hensyn til Guds herredømme. I begyndelsen troede de at Guds rige inden da ville have overtaget det fulde herredømme i hele universet. Da det ikke skete, mistede de dog ikke tilliden til de bibelprofetier der pegede frem til året 1914. De drog i stedet den slutning at årstallet blot havde markeret en begyndelse på Guds riges styre.

Ringede „vækkeuret“ for tidligt?

Der blev så afgjort store uroligheder i verden i 1914 ved udbruddet af den første verdenskrig, der i mange år slet og ret blev kaldt Den Store Krig; men den førte ikke til at alle eksisterende styreformer blandt menneskene umiddelbart blev omstyrtet. På baggrund af det der skete i forbindelse med Palæstina efter 1914, mente bibelstudenterne at de så vidnesbyrd om betydelige forandringer for Israel. Men månederne og årene gik uden at de fik deres himmelske belønning, som de havde ventet. Hvordan reagerede de på det?

Vagt-Taarnet for april 1916 fremhævede datoen den 1. oktober 1914 og skrev så: „Dette var det sidste Tidspunkt, som Bibelkronologien paapegede for os med Hensyn til Menighedens Erfaringer. Sagde Herren, at vi vilde blive borttaget [til himmelen] da? Nej. Hvad sagde Han? Hans Ord og Profetiernes Opfyldelse syntes bestemt at pege paa, at denne Dato afmærkede Hedningetidernes Afslutning. Vi drog deraf den Slutning, at Menighedens ’Forvandling’ vilde finde Sted omkring eller før den Dato. Men Gud sagde os ikke, at det vilde være saa. Han tillod os at drage den Slutning; og vi tror, at det har vist sig at være en nødvendig Prøve for Guds kære hellige overalt.“ Men var denne udvikling et bevis for at deres herlige håb var blevet beskæmmet? Nej. Det betød bare at ikke alt skete så hurtigt som de havde ventet.

Flere år før 1914 havde Russell skrevet: „Kronologi (Tidsprofeti i Almindelighed) var øjensynligt ikke bestemt til at give Guds Folk nøjagtig kronologisk Underretning hele Vejen ned gennem Aarhundrederne. Den er øjensynligt mere bestemt til at tjene som et Vækkeur til at vække og stimulere Herrens Folk paa den rette Tid. . . . Men lad os f. Eks. tænke os, at Oktober 1914 skulde gaa hen, uden at Hedningemagternes Fald fandt Sted. Hvad vilde dette bevise eller modbevise? Det vilde ikke modbevise noget Træk i den guddommelige Tidsaldrenes Plan. Genløsningsprisen, der blev fuldbragt paa Golgatha, vilde dog stadig staa som Sikkerhed for den endelige Fuldførelse af Guds Plan for Menneskenes Genoprettelse. Menighedens ’Kald herovenfra’ til at lide med Genløseren og blive herliggjort med Ham som Hans Lemmer eller Hans Brud vilde ogsaa stadig være det samme. . . . Det eneste, der vilde blive berørt ved Kronologien, vilde være Tiden for Opfyldelsen af disse herlige Forhaabninger for Menigheden og for Verden. . . . Og dersom den bestemte Tid gaar forbi, vilde det kun bevise, at vor Kronologi, vort ’Vækkeur’, gik lidt for stærkt. Vilde vi betragte det som en stor Ulykke, dersom vort Vækkeur vækkede os nogle faa Minutter tidligere om Morgenen til en stor Dag fuld af Glæde og Fryd? Sikkert ikke!“

Men „vækkeuret“ havde ikke ringet for tidligt. Det var blot de oplevelser de blev vækket til, der ikke helt svarede til det de havde ventet.

Nogle år senere, da lyset var blevet klarere, erkendte de: „Mange af de kære hellige troede, at alt Arbejdet nu var udført. . . . De glædede sig over det afgørende Bevis for, at Verdens Ende var kommet, at Himmeriges Rige var nær, og at deres Forløsning stundede til. Men de havde overset noget andet, som ogsaa maatte gøres. Det glade Budskab, som de havde modtaget, maatte forkyndes for andre; thi Jesus havde befalet: ’Dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.’ (Matthæus 24, 14)“ — Vagttaarnet, juni 1925.

Når bibelstudenterne sammenlignede det der skete efter 1914 med det Herren havde forudsagt, gik det lidt efter lidt op for dem at de siden 1914 havde levet i de sidste dage for den gamle tingenes ordning. De forstod også at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1914 og at den ikke bestod i at han personligt var vendt tilbage (usynligt) til jordens nærhed, men i at han som regerende Konge rettede sin opmærksomhed mod jorden. De forstod og accepterede at de havde det store ansvar at forkynde „denne gode nyhed om riget“ til et vidnesbyrd for alle nationerne i denne kritiske periode af menneskenes historie. — Matt. 24:3-14.

Hvad gik det budskab om Riget som de skulle forkynde, helt præcist ud på? Var det på nogen måde anderledes end det de kristne havde forkyndt i det første århundrede?

Guds rige, menneskehedens eneste håb

Gennem et omhyggeligt studium af Guds ord fik de bibelstudenter der var knyttet til broder Russell, forståelse af at Guds rige var den regering Jehova havde lovet at oprette med sin søn som konge, til velsignelse for menneskeheden. I himmelen skulle Jesus Kristus have ’en lille hjord’ af medregenter der var udvalgt af Gud blandt menneskene. De forstod at denne regering ville være repræsenteret af trofaste mænd fra fortiden der ville tjene som fyrster på hele jorden. De blev omtalt som „de gamle Værdige“. — Luk. 12:32; Dan. 7:27; Åb. 20:6; Sl. 45:16.

Som et middel til at undertrykke befolkningen havde kristenheden længe fremført at kongerne herskede ’af Guds nåde’. Men bibelstudenterne kunne ud fra Bibelen se at Gud på ingen måde havde sikret de jordiske regeringers fremtid. I overensstemmelse med det de lærte, skrev Watch Tower for december 1881: „Oprettelsen af dette rige vil naturligvis indebære at alle riger på jorden omstyrtes, eftersom de alle — selv de bedste af dem — bygger på uretfærdighed og ulige rettigheder, på undertrykkelse af de mange og begunstigelse af de få. Som vi læser: ’Det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger; men selv skal det bestå evindelig.’“ — Dan. 2:44.

Med hensyn til hvordan disse undertrykkende riger skulle blive knust, havde bibelstudenterne stadig meget at lære. De forstod endnu ikke helt hvordan Guds riges velsignelser ville blive hele menneskeheden til del. Men de havde ikke den fejlagtige opfattelse at Guds rige var en ubestemmelig følelse i den enkeltes hjerte, eller at det var et styre udøvet af et religiøst hierarki der benyttede den verdslige stat som sit redskab.

I 1914 var Guds førkristne, trofaste vidner ikke blevet oprejst som den messianske konges fyrstelige repræsentanter på jorden, som man tidligere havde ventet, og de der var tilbage af ’den lille hjord’ havde heller ikke sluttet sig til Kristus i det himmelske rige i dette år. Alligevel skrev Vagt-Taarnet for april 1915 tillidsfuldt at 1914 var den tid da „Timen var kommet for Herren til at tiltage sig sin store Magt og regere“, og dermed sætte en stopper for de hedenske folkeslags uafbrudte herredømme gennem årtusinder. I nummeret for oktober 1920 stadfæstede Vagt-Taarnet denne forståelse og satte den i forbindelse med den gode nyhed som ifølge Jesu profetier skulle forkyndes over hele jorden før enden kom. (Matt. 24:14) Ved bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922 blev denne forståelse gentaget i en resolution, og broder Rutherford gav stævnedeltagerne denne indtrængende opfordring: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige!“

På det tidspunkt mente bibelstudenterne imidlertid at Riget ikke ville blive fuldstændig oprettet i himmelen før de sidste medlemmer af Kristi brud var blevet herliggjort. Det var derfor en milepæl der blev nået i 1925 da Vagttaarnet for maj bragte artiklen „Den nye Nations Fødsel“. Den indeholdt en spændende gennemgang af Åbenbaringen, kapitel 12. Artiklen fremlagde vidnesbyrd om at det messianske rige var blevet født eller oprettet i 1914, at Kristus på det tidspunkt var begyndt at regere fra sin trone i himmelen, og at Satan derefter var blevet kastet ud af himmelen og ned i jordens nærhed. Dét var den gode nyhed der skulle forkyndes, nyheden om at Guds rige allerede var i virksomhed. Denne større forståelse ansporede forkynderne af Riget til at bringe budskabet ud til jordens fjerneste egne!

Jehovas folk benyttede sig af alle til rådighed stående midler for at forkynde at kun Guds rige kunne bringe varig befrielse og løse de rodfæstede problemer der plagede menneskeheden. I 1931 holdt J. F. Rutherford et foredrag over dette emne som blev udsendt over den største internationale sammenkobling af radiostationer frem til da. Foredraget blev også gengivet på mange sprog i brochuren Riget, Verdens Haab. I løbet af få måneder blev den uddelt i millioner af eksemplarer. Mange blev naturligvis spredt til offentligheden, men man gjorde sig også særlige anstrengelser for at få den ud til politikere, præster og fremtrædende forretningsmænd.

I denne brochure stod der blandt andet: „Verdens uretfærdige Regeringer har ikke noget Haab at byde Folkene. Guds Dom over dem siger, at de skal gaa til Grunde. Det eneste Haab for Verden er derfor Guds retfærdige Regering, der faar Kristus Jesus til Konge.“ De forstod at dette rige ville bringe menneskene sand fred og sikkerhed. Under dets herredømme ville jorden blive til et paradis, og sygdom og død skulle ikke være mere. — Åb. 21:4, 5.

Den gode nyhed om Guds rige er fortsat det centrale i Jehovas vidners tro. Fra og med nummeret for 15. juni 1939 har deres vigtigste blad, der nu kommer på over 110 sprog, haft titlen Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige.

Men før Guds riges styre kan forvandle jorden til et paradis, må den nuværende, onde ordning forsvinde. Hvordan vil det gå til?

Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag

Den verdenskrig der brød ud i 1914 rystede den bestående tingenes ordning i dens grundvold. På et tidspunkt så det ud som om begivenhederne ville udvikle sig sådan som bibelstudenterne havde ventet.

I august 1880 havde broder Russell skrevet: „Vi forstår at før menneskeslægten genrejses eller endog begynder at blive velsignet, vil alle jordens nuværende riger der binder og undertrykker menneskeheden, blive omstyrtet, at Guds rige vil overtage herredømmet og at velsignelsen og genoprettelsen vil komme gennem dette nye rige.“ Hvordan skulle denne ’omstyrtelse’ af rigerne finde sted? Ud fra de tilstande som Russell på det tidspunkt kunne se, mente han at det var ved hjælp af stridende fraktioner blandt menneskene at Gud under Harmagedonkrigen ville omstyrte de eksisterende institutioner. Han sagde: „Arbejdet med at gøre ende på menneskenes riger er ved at begynde. Den magt som vil omstyrte dem, er nu i virksomhed. Folket organiserer allerede sine styrker under navnet kommunister, socialister, nihilister og så videre.“

Bogen Hævnens Dag (senere kaldt Slaget ved Harmagedon, engelsk 1897; dansk 1910) uddybede bibelstudenternes forståelse af emnet: ’Herren vil betjene sig af denne store Hær af utilfredse — patrioter, reformatorer, socialister, moralister, anarkister, uvidende og fortvivlede — og bruge deres Drømme, Frygt, Daarskab og Selviskhed til i Overensstemmelse med sin Visdom at omstyrte de nuværende Institutioner og berede Menneskene for Retfærdighedsriget.’ De forbandt med andre ord Harmagedonkrigen med en voldelig social revolution.

Men skulle Harmagedon blot være en kamp mellem stridende fraktioner af menneskeheden, en social revolution som Gud gjorde brug af for at omstyrte eksisterende institutioner? De skriftsteder der havde tilknytning til dette emne blev studeret endnu grundigere, og Vagttaarnet for 1. september 1925 indeholdt denne kommentar til Zakarias 14:1-3: „Vi vil forstaa dette saaledes, at alle Jordens Nationer under Satans Ledelse vil samle sig til Kamp imod Jerusalemklassen, det vil sige dem, der har stillet sig paa Herrens Side . . . Aabenbaringen 16, 14. 16.“

Året efter blev det egentlige formål med denne krig fremhævet i bogen Verdensbefrielsen (dansk 1928): „Nu vil Jehova ifølge sit Ord lægge sin Magt saa klart og uimodsigeligt for Dagen, at det vil kunne vække Menneskene til Erkendelse af, at de har handlet ugudeligt, og bringe dem til at forstaa, at Jehova er Gud. Det var af samme Grund, at Gud i sin Tid lod den store Syndflod komme, hindrede Fuldførelsen af Babelstaarnet, tilintetgjorde den assyriske Konges, Sankeribs, Hær og lod Ægypterne opsluges af Havet. Og det er ogsaa af denne Grund, at han nu vil lade en ny stor Trængsel komme over Verden. De tidligere Ulykker var kun Skygger af dem, der nu forestaar. Det er til Guds den Almægtiges store Dag, Hærene samles. Det er ’Herrens Dag, den store og forfærdelige’ (Joel 3:4), paa hvilken Gud vil gøre sig et Navn. I denne store endelige Kamp vil Menneskene af alle Folkeslag og Tungemaal lære, at Jehova er den almægtige, alvise og retfærdige Gud.“ Men Jehovas tjenere på jorden fik denne påmindelse: „I denne store Krig vil ingen af de Kristne slaa et eneste Slag. Grunden hertil er den, at Jehova har ladet sige: ’Krigen er ikke eders, men Guds.’“ Den krig der var tale om her, var tydeligvis ikke den nationerne begyndte at udkæmpe i 1914. Den hørte fremtiden til.

Der var også andre spørgsmål som måtte besvares ud fra Bibelen. Et af dem drejede sig om hvad det var for et Jerusalem der ifølge Lukas 21:24 skulle nedtrædes indtil hedningernes tider var til ende. Nært knyttet til dette var spørgsmålet om hvilket Israel der var tale om i så mange genoprettelsesprofetier.