En af disse var A. H. Macmillan. Han skrev senere: „Skønt vor forventning om at blive taget til himmelen ikke blev indfriet i 1914, udløb hedningetiderne . . . Men vi var ikke særlig foruroligede over at ikke alt fandt sted som vi havde forventet, for vi var travlt optaget af arbejdet med Fotodramaet og med de problemer som krigen skabte.“ Han holdt sig travlt beskæftiget i Jehovas tjeneste og frydede sig over at se antallet af lovprisere af Guds rige vokse til langt over en million i sin levetid.

Da han så tilbage på sine erfaringer i de 66 år han var tilsluttet organisationen, sagde han: „Jeg har set organisationen blive udsat for mange alvorlige trængsler og dens medlemmers tro blive prøvet. Med Guds ånds hjælp er den kommet igennem dem alle og er stadig vokset.“ Om ændringer i forståelsen i tidens løb skrev han: „De grundlæggende sandheder vi havde lært fra Bibelen var stadig de samme. Så jeg lærte at vi burde indrømme vore fejl og granske Guds ord for at blive mere oplyst. Selv om vi fra tid til anden måtte ændre vor forståelse, kunne dette ikke ændre den nåderige genløsningsforanstaltning og Guds løfte om evigt liv.“

[Ramme/illustration på side 634]

C. J. Woodworth

Til en der holdt op med at tjene Jehova fordi Jesu Kristi salvede disciple ikke blev taget til himmelen i 1914, skrev C. J. Woodworth:

„For tyve år siden troede du og jeg på barnedåben, på præsternes guddommelige ret til at forrette denne dåb, på at dåben var nødvendig for at undgå evig pine, på at Gud er kærlighed, på at Gud har skabt og stadig skaber millioner af væsener i sit billede som vil tilbringe utallige evigheder i brændende, kvælende svovldampe, forgæves bønfaldende om blot én dråbe vand til at lindre deres pinsler . . .

Vi troede at når mennesket dør, lever det; vi troede at Jesus Kristus aldrig døde, at han ikke kunne dø, at der aldrig blev betalt eller ville blive betalt en løsesum, at Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus er én og samme person, at Kristus var sin egen fader, at Jesus var sin egen søn, at den hellige ånd er en person, at én plus én plus én giver én, at da Jesus hang på korset og sagde: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,’ talte han blot til sig selv, . . . at de nuværende riger er en del af Kristi rige, at Djævelen har opholdt sig langt borte i et helvede man aldrig har fundet, i stedet for at udøve herredømme over denne verdens riger . . .

Jeg lovpriser Gud for den dag den nærværende sandhed blev bragt til min dør. Den var så opbyggende, så velgørende for sind og hjerte, at jeg hurtigt gav slip på fortidens sludder og forlorne dybsindigheder og blev brugt af Gud til også at åbne dine forblindede øjne. Vi glædede os over sandheden sammen og arbejdede side om side i femten år. Herren viste dig den store ære at bruge dig som sit talerør; jeg kender ingen der som du kunne afsløre Babylons tåbeligheder. I dit brev spørger du: ’Hvad bliver det næste?’ Her kommer vi til det sørgelige ved situationen. Det næste bliver at du tillader dit hjerte at blive bittert mod den hvis kærlighedsgerninger og hvis velsignelse fra det høje bragte sandheden til både dit og mit hjerte. Du gik din vej og tog en del af fårene med dig. . . .

Jeg virker nok latterlig i dine øjne fordi jeg ikke blev taget til himmelen den 1. oktober 1914, men du virker bestemt ikke latterlig i mine øjne — nej, langtfra.

Nu da ti af jordens største nationer vrider sig i dødskrampe forekommer det mig at være et særlig upassende tidspunkt at søge at latterliggøre den mand, og den eneste i øvrigt, som i fyrre år har fremholdt at hedningernes tider ville udløbe i 1914.“

Broder Woodworths tro rokkedes ikke da begivenhederne i 1914 ikke udviklede sig som forventet. Han erkendte blot at der var mere at lære. På grund af sin tillid til Guds hensigt tilbragte han ni måneder i fængsel i 1918-19. Senere tjente han som redaktør for bladene „The Golden Age“ og „Consolation“ („Den gyldne Tidsalder“ og „Ny Verden“). Han stod fast i troen og var loyal mod Jehovas organisation lige til sin død i 1951, da han var 81 år gammel.

[Ramme/illustration på side 637]

A. H. Macmillan

„Jeg har set den visdom der ligger i tålmodigt at vente på at Jehova skal give os en bedre forståelse af Bibelen, i stedet for at strides om en ny tanke. Somme tider var vore forventninger til en bestemt dato større end Bibelen gav hjemmel for. Selv om disse forventninger ikke blev indfriet, ændrede dette ikke Guds hensigter.“