Hvem gælder forbudet mod at spise blod?

Efter Vandfloden fik Noa og hans sønner lov til at spise dyrekød, men de fik samtidig udtrykkeligt påbud om ikke at spise blod. (1Mo 9:1, 3, 4) Hermed fastsatte Gud en bestemmelse der ikke blot gjaldt for Noa og hans nærmeste familie, men for alle mennesker fra det tidspunkt eftersom alle der kom til at leve efter Vandfloden, ville være efterkommere af Noas familie.

Om varigheden af dette forbud skrev Joseph Benson: „Man bør lægge mærke til at det forbud mod at spise blod som blev givet til Noa og alle hans efterkommere, og som i den mest højtidelige form blev gentaget over for israelitterne under den mosaiske ordning, aldrig er blevet hævet, men tværtimod er blevet bekræftet under Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger xv, og derved gjort til en varig forpligtelse.“ — Bensons Notes, 1839, bd. I, s. 43.

Efter Vandfloden fik Noa og hans sønner, der blev stamfædre til alle som lever på jorden i dag, påbud om at vise respekt for deres medmenneskers liv eller blod. (1Mo 9:1, 5, 6) Desuden gav Gud dem i sin godhed lov til at spise kød, men de måtte anerkende at det slagtede eller nedlagte dyrs liv tilhørte Gud ved at de udgød dets blod på jorden. Det var som at give det tilbage til Gud og ikke at bruge det til ens eget formål. — 5Mo 12:15, 16.

Denne afgørelse bygger i sidste ende på Guds forbud mod at spise blod som blev givet til Noa og hans sønner, og dermed til alle mennesker. I overensstemmelse hermed skrev sir Isaac Newton i The Chronology of Antient Kingdoms Amended (Dublin 1728, s. 184): „Denne lov [om at afholde sig fra blod] stammede fra før Moses’ tid, idet den blev givet til Noa og hans sønner længe før Abrahams tid. Da apostlene og de ældste ved mødet i Jerusalem bekendtgjorde at hedningerne ikke var forpligtede til at lade sig omskære og holde Moseloven, gjorde de derfor en undtagelse med hensyn til denne lov om ikke at spise blod og noget der var kvalt, eftersom Gud havde fremsat den på et langt tidligere tidspunkt og den ikke alene gjaldt for Abrahams sønner, men for alle mennesker mens de levede sammen i Sinear under Noas herredømme; og af samme art er loven om at afholde sig fra kød der er blevet ofret til afguder eller falske guder, og fra utugt.“ — Kursiveret af forfatteren.