Formålet med Alvins rejse var at finde hydrotermiske væld — undersøiske gejsere der udspyr varmt vand i havet.

Projektørerne afslørede nogle flimrende, varme væld på havbunden, hvor vandets temperatur normalt er nær frysepunktet. Tæt ved disse sprækker kunne man se noget der var endnu mere mærkværdigt — hele samfund af hidtil ukendte levende „væsener“. To år senere opdagede forskere om bord på Alvin overophedede væld, kaldet rygere, på den Østpacifiske Længderyg ud for Mexicos kyst. En del af disse åbninger dannede spøgelsesagtige skorstenslignende strukturer, hvoraf nogle var op til 9 meter høje.

På grund af dets meget ustabile og vulkanske natur er det verdensomspændende system af midtoceaniske rygge fyldt med størknede lavastrømme og hydrotermiske væld. Vældene udspyr et giftigt, overophedet sammenbryg af vand og opløste mineraler fra Jordens indre. Overraskende nok virker dette ugæstfri miljø ikke frastødende på alle livsformer. Det tiltrækker tværtimod nogle af dem — endda i overmål.

Stanken skyldes imidlertid ikke forrådnelse, men svovlbrinte, en ildelugtende og meget giftig luftart som findes i rigelige mængder i vandet fra de hydrotermiske væld. Dette vand er meget surt og indeholder mange metaller, deriblandt kobber, magnesium, jern og zink. Men vældormene og de andre skabninger der findes i dette miljø, et miljø der er blevet sammenlignet med giftigt spildevand, klarer sig ikke blot med nød og næppe, nej, de trives ligefrem.

Energi fra Jordens indre

Skaberen har på genial vis sørget for at Jordens indre kan tilvejebringe den energi der er behov for, ved hjælp af de hydrotermiske væld og den ildelugtende luftart svovlbrinte. Svovlbrinte udgør „sollyset“ for de samfund der lever nær de hydrotermiske væld, og tilvejebringer den energi som bakterierne behøver for at fortsætte deres produktion af føde.

Et sælsomt lys

I 1985 overraskede det forskerne at de i nærheden af de hydrotermiske væld fandt rejer med to øjelignende organer der indeholdt lysfølsomme stoffer, men ingen linser. Det første spørgsmål der meldte sig, var naturligvis: Hvad kan disse dyr se i en verden der er totalt mørk? For at finde svaret brugte forskerne et meget følsomt digitalt kamera, magen til dem man benytter til at fotografere lyssvage stjerner. De rettede kameraet mod et hydrotermisk væld, slukkede alt lys og tog et billede.

Resultatet var meget overraskende. Forskeren Cindy Lee Van Dover fortæller at billedet afslørede „et opsigtsvækkende klart, tydeligt afgrænset, glødende lys“ dér hvor strømmen af varmt vand passerede mundingen af vældets skorstenslignende struktur. Udnytter rejerne dette sælsomme lys, som er usynligt for det menneskelige øje? Uanset hvordan det forholder sig, har opdagelsen af at de hydrotermiske væld gløder, „åbnet et helt nyt forskningsområde,“ tilføjer Cindy Lee Van Dover.

[Ramme/illustration på side 7]

Hvad er hydrotermiske væld?

Langs systemet af vulkanske midtoceanrygge siver havvand gennem sprækker i jordskorpen ned til ekstremt varme områder. Her bliver vandet overophedet, går i forbindelse med klippemateriale og optager forskellige kemiske stoffer. Dette vand stiger op til havbunden og danner hydrotermiske væld — hydrotermiske kilder eller gejsere. En reference siger at disse væld „nemt kan konkurrere med gejserne på jordoverfladen hvad kraft og udseende angår“.

Temperaturen i disse havbundskilder kan komme op i nærheden af 400 grader celsius. Men på grund af det tryk som det kilometertykke lag havvand ovenover udøver, bliver dette overophedede sammenbryg ikke omdannet til damp. Få centimeter fra den varme strøm er temperaturen på det omkringliggende vand kun lidt over frysepunktet. Mineraler der udskilles fra kildevandet som hurtigt afkøles, bundfælder sig på havbunden, hvor de danner volde og skorstenslignende strukturer kaldet rygere, som kan blive 9 meter høje. Man har fundet en „skorsten“ der var 45 meter høj og næsten 12 meter i diameter. Og den voksede stadig.

Hydrotermiske væld kan opstå og forsvinde sporadisk, og det gør livet omkring disse væld til en risikabel affære. Når et væld standser, kan de væsener der lever i et sådant miljø, måske overleve ved at søge hen til andre hydrotermiske væld.

[Kildeangivelse]

P. Rona/OAR/National Undersea Research Program