I 1716 fik en englænder tilladelse til at udvinde olie af planten til brug i garve- og væveindustrien. Solsikkeolie forblev dog stort set ukendt i resten af Europa indtil 1800-tallet. Den russiske zar Peter den Store bragte ganske vist solsikkefrø med sig hjem fra Holland i 1698, men den kommercielle produktion af solsikker i Rusland begyndte først i 1830’erne. Få år senere blev der i Voronezjregionen produceret tusinder af tons solsikkeolie. Dyrkning af solsikker bredte sig hurtigt til de nærliggende lande Bulgarien, Rumænien, Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien.

Det er almindeligvis kun to af arterne der dyrkes inden for landbruget. Den ene er Helianthus annuus, som hovedsagelig dyrkes for at producere solsikkeolie.

De fleste solsikker dyrkes på grund af deres frø, hvoraf der fremstilles en fortrinlig olie. Solsikkeolie anvendes i madlavning, i salatdressinger og i margarine.

Solsikkeolie indgår i shampoo, læbepomade, håndcreme, bodylotion og plejende produkter til spædbørn. Den bruges også til fremstilling af motorolie.