De olympiske idealer er i fare

DA BARON Pierre de Coubertin foreslog en genoplivelse af De Olympiske Lege, fremsatte han nogle ædle idealer. Den olympiske målsætning, der tilskrives Coubertin, lyder: „Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage . . . Det essentielle er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt.“

Coubertin var af den opfattelse at sund konkurrencesport kunne give karakterstyrke, fremme en sund dømmekraft og opmuntre til en retlinet adfærd. Han talte endda om en ’sportsreligion’. Han mente at De Olympiske Lege kunne lære folk at leve sammen i fred.

Men da Coubertin døde i 1937, var ethvert håb om dette blevet knust. Legene var allerede blevet aflyst én gang på grund af en verdenskrig, og de spændte forhold i verden var ved at danne basis for endnu en storkonflikt. I dag er de olympiske idealer i endnu større fare. Hvorfor?

De Olympiske Lege og doping

Sportsfolk har i årtier brugt præstationsforbedrende stoffer for at få en konkurrencemæssig fordel, og De Olympiske Lege er ikke gået fri. I dag, 25 år efter indførelsen af en tilsyneladende streng dopingkontrol, er brugen af forbudte stoffer blandt de olympiske idrætsudøvere fortsat et problem.

Nogle sportsfolk bruger steroider for at forbedre deres præstationsevne. Andre bruger stimulanser. Væksthormoner er populære blandt sprintere og andre sportsfolk inden for styrkeidrætten fordi de hjælper dem til at komme sig hurtigere efter hård træning og opnå en forøgelse af muskelmassen. Gensplejset erytropoietin er det foretrukne stof blandt mange langdistanceløbere, svømmere og langrendsskiløbere fordi det stimulerer dannelsen af røde blodlegemer og derved øger udholdenheden.

Forståeligt nok har dr. Robert Voy, der tidligere ledede dopingkontrollen for USA’s Olympiske Komité, kaldt idrætsudøvere for „omvandrende laboratorier“. Han tilføjer: „De Olympiske Lege er blevet et forsøgsområde for forskere, kemikere og læger uden etik.“ Virker dopingkontrollen da ikke efter hensigten? Dr. Donald Catlin, der er direktør for et dopingtestlaboratorium i USA, siger: „Den udspekulerede sportsmand der ønsker at bruge stimulerende midler, er gået over til stoffer vi ikke har mulighed for at påvise.“

Bestikkelse og korruption

Da det kun er få byer i verden der har råd til at ansøge om at blive værter for OL, er nogle af kandidatbyerne villige til at gøre hvad som helst for at blive valgt. For næsten to år siden var Den Internationale Olympiske Komité (IOC) indblandet i en skandale. Beskyldninger om bestikkelser der var helt oppe på 400.000 dollars til IOC-medlemmer i forbindelse med tildelingen af vinter-OL 2002 til Salt Lake City, såede tvivl om moralen hos dem der var med i udvælgelsesprocessen.

Det kan ofte være vanskeligt at trække grænsen mellem gæstfrihed og direkte bestikkelse når kandidatbyerne tilbyder overdådige gaver til dem der bestemmer hvor OL skal afholdes. Cirka 20 IOC-medlemmer var indblandet i Salt Lake City-skandalen, og 6 af dem endte med at blive ekskluderet. I forbindelse med OL 2000 i Australien røg alle forsøg på at bevare et godt image da præsidenten for Den Australske Olympiske Komité indrømmede: „At vi er blevet valgt som værtsby, skyldes ikke kun byens skønhed og de sportsfaciliteter vi kunne tilbyde.“

Den ekstravagante måde nogle af seniormedlemmerne af IOC lever på, har givet yderligere næring til skepsis. Den nu afdøde chef for Det Internationale Roforbund, schweizeren Tommy Keller, har engang sagt at nogle sportsmyndigheder efter hans mening ser OL som et middel til at „tilgodese deres personlige stolthed“, og at drivkraften syntes at være „stræben efter penge og tilfredsstillelsen af deres personlige ambitioner“.

Kraftig markedsføring

Ingen kan benægte at der er store penge i De Olympiske Lege. De skaber traditionelt et højt seertal og er forbundet med indbringende reklamevirksomhed, hvilket gør sponsoreringen af OL til et effektivt redskab i markedsføringen.

Ved OL i 1988 betalte ni multinationale selskaber over 100 millioner dollars til IOC for at få reklamerettighederne. Sommerlegene i 1996 i Atlanta indbragte et samlet beløb på 400 millioner dollars for de samme rettigheder. Og heri er ikke iberegnet tv-rettighederne. Et amerikansk tv-selskab betalte over 3,5 milliarder dollars for rettighederne til at transmittere De Olympiske Lege mellem år 2000 og 2008, og efter forlydende skal 11 sponsorer over en fireårig periode betale 84 millioner dollars hver. Nogle mener derfor at De Olympiske Lege engang repræsenterede idealet af menneskelige præstationer, men at de i dag hovedsagelig er en potentiel guldgrube der repræsenterer menneskelig begærlighed.

Hvad var det der gik galt?

Eksperter siger at problemerne omkring OL kan spores tilbage til to nyskabelser der fandt sted i begyndelsen af 1980’erne. Den første var beslutningen om at give særlige internationale sportsforbund ret til at bestemme hvilke idrætsudøvere der kunne udvælges til legene. Mens IOC engang kun tillod amatører adgang til legene, begyndte sportsforbundene at tillade professionelle at dyste inden for deres respektive olympiske discipliner. Men de professionelle sportsfolk tog deres ’professionelle’ indstilling med sig. At „kæmpe godt“ er ikke nok til at sikre store indtægter fra sponsorer, og inden længe var dét at vinde det vigtigste ved legene. Ikke overraskende har dette fremmet brugen af stimulerende midler for at forbedre præstationerne.

Den anden nyskabelse kom i 1983 da IOC begyndte at slå mønt af det dens markedsføringsekspert kalder „det mest værdifulde uudnyttede symbol i verden“ — de olympiske ringe. Dette var med til at fremme den uhæmmede kommercialisme der nu kendetegner OL. Jason Zengerle siger: „Trods al den snak om at fremme freden og føre folk fra hele verden sammen . . . er De Olympiske Lege faktisk ikke anderledes end . . . en hvilken som helst anden prangende sportsopvisning.“ Men betyder det at de olympiske idealer er uopnåelige?

Idealer som vil blive en realitet

VELVILJE, broderskab og fred blandt alle mennesker — hvem ville ikke gå ind for sådanne ædle idealer? Grundlæggeren af nutidens olympiske lege, baron Pierre de Coubertin, troede at legene ville mindske kappestriden mellem nationerne ved at fremme respekten for konkurrencedeltagere uden hensyn til race, religion eller køn. Han mente at „en bedre verden kun kunne indføres ved hjælp af bedre mennesker“. Men kan sport skabe fred i verden? At dømme efter sportens historie må svaret være nej.

Mens sportsudøvelse har sin berettigelse, er undervisning fra Bibelen nøglen til sand fred. Bibelens principper kan skabe „bedre mennesker“, som Coubertin udtrykte det. Lad os betragte nogle skriftsteder som fremmer freden blandt folk der lever efter dem, uanset deres nationalitet.

„På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

„Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Romerne 12:18.

„Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle.“ — Galaterne 6:10.

„Intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv.“ — Filipperne 2:3.

„Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.

Kan det lade sig gøre at leve efter de idealer der fremsættes i disse skriftsteder? Tænk på hvad der skete i München. I 1974, blot to år efter at De Olympiske Lege der blev afholdt i denne by, blev skæmmet af terrorisme og mord, holdt Jehovas Vidner et internationalt stævne på Münchens Olympiastadion. Blandt tilhørerne var grupper fra Grækenland og Tyrkiet, lande som bekæmpede hinanden. Netop den sommer kæmpede græske og tyrkiske tropper om Cypern. Kom det til at berøre de kristne der overværede dette stævne? Nej. Det gjorde et stort indtryk på iagttagere at se grækere og tyrkere omfavne hinanden og kalde hinanden for broder og søster.

Jehovas Vidner er kendt over hele verden for at have et fredfyldt forhold til hinanden på tværs af nationale, etniske og stammemæssige skel. De påstår selvfølgelig ikke at de i fuldkommen grad lever op til idealet om verdensomspændende enhed og samarbejde. De må, som alle andre, anstrenge sig for at følge den kristne apostel Paulus’ vejledning: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed.“ (Kolossenserne 3:9, 10) Ikke desto mindre er de overbeviste om at dét at følge Bibelens principper kan hjælpe folk til at „søge fred og jage efter den“. — 1 Peter 3:11.

Sørgeligt nok har De Olympiske Lege — trods deres høje idealer — fået det værste frem i mange. I modsætning hertil får Guds magtfulde ord det bedste frem i folk og befordrer den internationale velvilje og fred.