Min kone, Rowena, havde endnu ikke taget imod sandheden. Jeg fortalte hende imidlertid at jeg ville bede Alf Bryant fra Pahiatua om at komme og besøge mig, så han kunne vise mig hvordan forkyndelsen fra hus til hus skulle foregå. Jeg ønskede at organisere forkyndelsesarbejdet og systematisk gennemgå vort distrikt.

Hertil sagde Rowena: „Hector, hvis du går ud og forkynder fra hus til hus, vil jeg ikke være her når du kommer tilbage. Jeg forlader dig. Dit ansvar er her — hos din familie.“

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Tøvende klædte jeg mig på. ’Jeg er nødt til at gøre det,’ blev jeg ved med at sige til mig selv. ’Både min egen og min families fremtid afhænger af det.’ Jeg forsikrede derfor Rowena om at jeg ikke på nogen måde ønskede at såre hende. Jeg fortalte hende at jeg elskede hende højt, men eftersom Jehovas navn og suverænitet, såvel som vor egen fremtid, var involveret, var jeg nødt til at tage denne forkyndermetode op.

På vejen hjem spekulerede jeg på hvad der mon ventede os når vi kom hjem. Til min overraskelse og glæde havde Rowena lavet te til os. Fjorten dage senere deltog min kone i den offentlige forkyndelse, og hun blev et efterlignelsesværdigt eksempel i kristen nidkærhed.