Menneskets søgen efter pålidelige forudsigelser

KORT tid efter at den makedoniske konge der blev kendt som Alexander den Store, besteg tronen i 336 f.v.t., besøgte han oraklet i Delfi i det centrale Grækenland. Hans ambitiøse fremtidsplaner gik ud på at erobre store dele af den dakendte verden. Han ønskede imidlertid en guddommelig forsikring om at hans kolossale foretagende ville lykkes. Sagnet siger at det tilfældigvis på den dag hvor han besøgte Delfi, ikke var tilladt at rådspørge oraklet. Alexander ville ikke tage af sted uden at have fået et svar, så han insisterede og tvang præstinden til at komme med en forudsigelse. I frustration råbte hun: „Uovervindelig er du, søn!“ Den unge konge opfattede dette som et godt varsel — et varsel der gav løfte om et sejrrigt felttog.

Alexander ville imidlertid have kunnet få meget mere at vide om udfaldet af sit felttog hvis han havde undersøgt profetierne i Daniels Bog i Bibelen. Med bemærkelsesværdig nøjagtighed forudsagde de hans hurtige erobringer. Overleveringen siger at Alexander på et tidspunkt fik lejlighed til at se hvad Daniel havde nedskrevet om ham. Da den makedoniske konge drog ind i Jerusalem, fik han ifølge den jødiske historiker Josefus forevist Daniels profeti — sandsynligvis kapitel 8 i bogen. (Daniel 8:5-8, 20, 21) Angiveligt på grund af dette blev byen skånet af Alexanders ødelæggende hær.

Et behov vi er skabt med

Mennesker har altid, uanset om de var konger eller borgere, om de levede i oldtiden eller lever i nutiden, følt behov for at få pålidelige forudsigelser om fremtiden. Som intelligensvæsener undersøger vi mennesker historien, vi er vågne over for hvad der sker i nutiden, og vi er særlig interesserede i fremtiden. Et kinesisk ordsprog siger træffende: „Den ville være rig i tusinder af år som var i stand til at se tre dage frem i tiden.“

Op gennem tiden har millioner forsøgt at se ind i fremtiden ved at rådføre sig med kilder de opfattede som guddommelige. Tag for eksempel oldtidens grækere. De havde i snesevis af orakler, blandt andet i Delfi og Dodona og på øen Delos, som de kunne opsøge for at spørge deres guder til råds i forbindelse med den politiske og militære udvikling og ligeledes om personlige forhold som rejser, ægteskab og børn. Det var ikke kun konger og hærførere, men også hele folkestammer og bystater der søgte vejledning fra åndeverdenen gennem disse orakler.

En professor oplyser at der ’i de senere år er blevet oprettet en række institutter og sammenslutninger der beskæftiger sig med studiet af fremtiden’. Der er imidlertid mange der vælger at ignorere den eneste nøjagtige kilde til profetier, nemlig Bibelen. De afviser blankt enhver sandsynlighed for at Bibelens profetier indeholder præcis de oplysninger de søger. Nogle forskere går så langt som til at sætte lighedstegn mellem Bibelens profetier og de forudsigelser der blev givet af orakler i oldtiden. Og vore dages skeptikere er ofte forudindtagede imod Bibelens profetier.

Vi vil gerne opfordre dig til selv at efterprøve de historiske vidnesbyrd. Hvad viser en omhyggelig sammenligning mellem Bibelens forudsigelser og menneskers orakelsvar? Kan man stole mere på bibelprofetierne end på oldtidens orakelsvar? Og kan man tillidsfuldt bygge sit liv op omkring Bibelens profetier?

Hvorfor man kan stole på Bibelens profetier

KONG PYRRHOS af Epiros i det nordvestlige Grækenland udkæmpede en langvarig kamp med det romerske imperium. Han ønskede desperat at få et fingerpeg om udfaldet af kampen og opsøgte derfor oraklet i Delfi. Men det svar han fik, kunne forstås på to måder: (1) „Jeg siger at du, søn af Æakus, kan sejre over romerne. Du skal drage ud, du skal vende tilbage, aldrig skal du dø i krig.“ (2) „Jeg siger at romerne kan sejre over dig, søn af Æakus. Du skal drage ud, du skal aldrig vende tilbage, du skal dø i krig.“ Pyrrhos valgte at forstå orakelsvaret på den førstnævnte måde og førte krig mod romerne. Men han led et knusende nederlag.

Sådanne episoder gav oldtidens orakelsvar ry for at være dunkle og gådefulde. Men hvad med Bibelens profetier? Nogle kritikere hævder at de profetier der findes i Bibelen, ikke er bedre end orakelsvarene. Disse kritikere mener at Bibelen blot indeholder kloge forudsigelser der er fremsat af kløgtige og skarpsindige personer, sædvanligvis af præstestanden. Det antages at disse mænd blot på baggrund af deres erfaring og gennem deres særlige forbindelser forudså bestemte situationers naturlige udvikling. Ved at sammenligne forskellige træk ved bibelprofetierne med orakelsvarene vil vi blive bedre udrustet til at drage de rigtige konklusioner.

Kontrasten mellem orakelsvar og profetier

Orakelsvarene var kendetegnet af deres tvetydighed. I Delfi, for eksempel, blev svarene fremsagt som uforståelige lyde. Som følge heraf var det nødvendigt at præsterne fortolkede dem og satte dem sammen til tvetydige vers. Et klassisk eksempel er det svar der blev givet til kong Krøsus af Lydien. Da han rådspurgte oraklet, fik han svaret: „Når Krøsus går over Halys, vil et stort rige gå til grunde.“ Det ’store rige’ der gik til grunde, viste sig at være hans eget! Da Krøsus gik over floden Halys for at invadere Kappadokien, blev hans hær slået af perseren Kyros.

Som en skarp kontrast til hedenske orakelsvar er Bibelens profetier kendt for deres nøjagtighed og klarhed. Et eksempel er profetien om Babylons fald, der er nedskrevet i Esajas’ Bog i Bibelen. Omkring 200 år før det fandt sted, forudsagde profeten Esajas i nøjagtige detaljer at Medo-Persien ville besejre Babylon. Profetien afslørede at sejrherren ville hedde Kyros, og den røbede at han ville benytte en strategi der gik ud på at tørlægge en flod der fungerede som voldgrav, og indtage en befæstet by gennem åbne porte. Alt dette blev nøjagtigt opfyldt. (Esajas 44:27–45:2) Profetien om at Babylon med tiden ville blive helt ubeboet, gik også i opfyldelse til punkt og prikke. — Esajas 13:17-22.

Et andet eksempel er den tydelige advarsel profeten Jonas fremsatte: „Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.“ (Jonas 3:4) Der er ingen dunkelhed her! Budskabet var så stærkt og utvetydigt at folkene i Nineve øjeblikkelig ’begyndte at tro på Gud, og de udråbte en faste og klædte sig i sæk’. Som følge af deres anger bragte Jehova ikke ulykke over ninevitterne på det tidspunkt. — Jonas 3:5-10.

Orakelsvar blev brugt som et middel til at opnå politisk indflydelse. Herskere og hærførere gengav ofte deres foretrukne fortolkning for at fremme deres egne personlige interesser og forehavender og derved give disse ’et skær af guddommelig ledelse’. Gud tog imidlertid ikke hensyn til bestemte personer når han lod sine profetiske budskaber fremsætte.

Som et eksempel kan nævnes at Jehovas profet Natan ikke holdt sig tilbage fra at irettesætte kong David da han var kommet på afveje. (2 Samuel 12:1-12) Mens Jeroboam II regerede over tistammeriget Israel, kom profeterne Hoseas og Amos med en hård kritik af den oprørske konge og hans tilhængere på grund af deres frafald og gudvanærende opførsel. (Hoseas 5:1-7; Amos 2:6-8) Særlig skarp var den advarsel som Jehova lod lyde gennem profeten Amos: „Jeg vil rejse mig med et sværd mod Jeroboams hus.“ (Amos 7:9) Jeroboams hus blev udslettet. — 1 Kongebog 15:25-30; 2 Krønikebog 13:20.

Som regel blev orakelsvar givet mod betaling. Hvis man betalte meget, kunne man få det svar man gerne ville have. De der rådspurgte oraklet i Delfi, betalte betydelige summer for værdiløse oplysninger, og derved fyldte de Apollons tempel og andre bygninger med mange kostbarheder. I modsætning hertil blev Bibelens profetier og advarsler givet uden betaling eller nogen som helst form for partiskhed, uden hensyntagen til position eller velstand; for en sand profet kunne ikke bestikkes. Profeten og dommeren Samuel kunne oprigtigt spørge: „Af hvis hånd har jeg modtaget løsesum og med den dækket mine øjne til?“ — 1 Samuel 12:3.

Eftersom der kun fandtes orakler på specielle steder, var det forbundet med store anstrengelser at rejse derhen for at modtage et svar. For almindelige mennesker var de fleste af stederne yderst vanskelige at komme frem til eftersom de var placeret i blandt andet Dodona på Tomarusbjerget i Epiros og i Delfi i det bjergrige Grækenland. Det var sædvanligvis kun de rige og magtfulde der havde mulighed for at rådspørge guderne ved sådanne orakler. Desuden blev „gudernes vilje“ kun åbenbaret nogle få gange om året. I skarp modsætning hertil sendte Jehova Gud sine profetiske budbringere direkte til folket for at bekendtgøre de profetier de skulle høre. Da jøderne for eksempel var i fangenskab i Babylon, havde Gud mindst tre profeter der tjente blandt hans folk — Jeremias i Jerusalem, Ezekiel blandt de landflygtige og Daniel i hovedstaden i det babyloniske storrige. — Jeremias 1:1, 2; Ezekiel 1:1; Daniel 2:48.

Orakelsvar blev som regel givet i fortrolighed så den der modtog dem, kunne udnytte fortolkningen af dem til sin egen fordel. Bibelens profetier blev derimod ofte fremsat i fuld offentlighed så alle kunne høre budskabet og forstå hvad det indebar. Profeten Jeremias talte mange gange offentligt i Jerusalem selv om han vidste at hans budskab var upopulært blandt lederne og byens indbyggere. — Jeremias 7:1, 2.

I dag betragtes orakelsvar som en del af oldtidshistorien. De har ingen praktisk betydning for dem der lever i vore dages kritiske tider. Ingen orakelsvar handler om den tid vi oplever, eller vores fremtid. Som en bemærkelsesværdig kontrast er bibelprofetierne en del af „Guds ord [som] er levende og virkende“. (Hebræerne 4:12) De allerede opfyldte bibelprofetier viser hvordan Jehova tager sig af menneskene og åbenbarer vigtige sider af sine hensigter og sin personlighed. Desuden findes der vigtige bibelprofetier som vil blive opfyldt i nær fremtid. Apostelen Peter beskriver hvad der ligger forude: „Efter [Guds] løfte venter vi nye himle [Messias’ herredømme udøvet fra himmelen] og en ny jord [et retfærdigt menneskesamfund] hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:13.

Denne kortfattede sammenligning mellem Bibelens profetier og den falske religions orakelsvar har måske fået dig til at drage en konklusion der ligner den der står at læse i bogen The Great Ideas: „Hvad angår menneskers forudviden synes de hebraiske profeter at være enestående. Til forskel fra hedenske spåmænd eller sandsigere . . . behøvede de ikke at ty til forskellige kneb eller hjælpemidler for at trænge ind i guddommelige hemmeligheder. . . . Deres profetiske tale synes for det meste, i modsætning til oraklernes, at være utvetydig. Hensigten synes i hvert fald at være at åbenbare, og ikke at skjule, Guds plan på områder hvor Gud selv ønsker at mennesker skal være vidende om fremtiden.“