Mange eksperter betegner overvægt som en sygdom og mener at årsagen skal findes i generne, at den er arveligt betinget og at legemet har en bestemt vægtgrænse der kan bevirke at man har tendens til fedme. Men forskerne er ikke enige om årsagen til fedmen. Bladet Annals of the New York Academy of Sciences siger at selve overvægten, uanset hvad den skyldes, kan medføre forandringer i kroppens kemi: „Når først overvægten er en realitet, kan den stabiliseres på grund af de sekundære forandringer i stofskiftet som selve overvægten forårsager.“

Dette blad sætter endvidere spørgsmålstegn ved vægtgrænseteorien: „Dette nummer af Annals fremlægger kun få vidnesbyrd der kan underbygge disse hypoteser.“ Man har anført problemer med kirtlerne som årsag til overvægt, især problemer med skjoldbruskkirtelen, der spiller en væsentlig rolle i reguleringen af stofskiftet. Nogle har imidlertid fremført at sådanne problemer måske skyldes at man spiser for meget. Herom har dr. Riggle fra Texas sagt: „Skjoldbruskkirtelen regulerer stofskiftet samt hypofysen. Men vi må huske på at hos folk med dårlige kostvaner får disse kirtler ikke de næringsstoffer de behøver for at fungere tilfredsstillende. Problemer med kirtlerne kan altså skyldes fejlernæring.“

Mange eksperter er dog enige om at fedme ganske enkelt skyldes at man spiser for meget: „Hvad de fleste overvægtige angår skyldes deres overflødige kilo og fedtvæv en langvarig og snigende proces: de har i for lang tid indtaget flere kalorier end de har forbrændt i stofskiftet eller ved fysisk aktivitet.“ (Annals of the New York Academy of Sciences, 1987, side 343) Derved udsætter man sig selv for alvorlig sundhedsfare:

„Overvægt er sundhedsfarligt på flere områder. Det kan svække både hjerte- og lungefunktionen, forstyrre hormonbalancen og skabe følelsesmæssige problemer. Overvægtige er mere tilbøjelige til at få for højt blodtryk, sukkersyge og for meget fedt i blodet end mennesker med normal vægt. Det er derfor ikke overraskende at overvægt kan bidrage til en øget sygdoms- og dødelighedsrisiko på grund af for eksempel forhøjet blodtryk, slagtilfælde, type II- eller ikkeinsulinkrævende diabetes mellitus, nogle former for kræft, samt sygdomme i galdeblæren. På længere sigt bliver overvægt også betragtet som en selvstændig risikofaktor i forbindelse med hjerte-kar-sygdomme.“ — Journal of the American Medical Association, 4. november 1988, side 2547.

Nogle forskere mener at man bedst kan bedømme om der er tale om overvægt ved at se på hvor meget fedt kroppen består af, frem for udelukkende at gå ud fra kropsvægten. Hos mænd betegnes overvægt som fedme når 20 til 25 procent af kropsvægten består af fedt, og hos kvinder når 25 til 30 procent er fedt.

Det er derfor ikke nok at rette sig efter vægttabeller der går ud fra højde og vægt. Som en forsker siger: „Det man ikke kan læse i tabellerne er den forskel der kan være på to personers fysiske kondition og korpulence selv om de har samme vægt og samme højde. Fast væv og muskler vejer mere end fedt, så vægten alene er ikke nogen særlig god målestok for hvor sund og veltrænet man er.“ En mere pålidelig rettesnor — som dog heller ikke er fejlfri — er den på side 7 anførte type tabel som både tager hensyn til køn og legemsbygning, og som angiver inden for hvilke rammer vægten bør holdes.

Mange tror at fedtceller er inaktive og blot ligger forskellige steder i kroppen og optager plads — alt for meget plads! Fedtvæv er imidlertid mere end blot depoter for triglycerider (fedtstoffer). Omkring 95 procent af fedtvævet består af tilsyneladende uvirksomt fedt, og de øvrige 5 procent består af bindevæv, blod og blodkar, samt celler der har betydning for legemets stofskifte. Disse celler kan være ret grådige, for de stjæler næringsstofferne i blodet som gennemstrømmer fedtvævets kapillærer. Visse hormoner fremmer dannelsen af fedt eller frigørelsen af fedt som fedtsyrer i blodet for at efterkomme kroppens behov for energi. Fedtcellerne er ikke passive, men arbejder til manges fortvivlelse på højtryk!

Førhen troede man at når først fedtcellerne havde ophobet sig i kroppen, ville de ikke vokse i antal men kun i omfang. Nyere forskning har imidlertid vist noget andet. Som en videnskabelig kilde forklarer: „Fedtvævets oplagringskapacitet øges først og fremmest ved at fedtcellernes indhold af depotfedt, triglycerider, udvides. Derefter, når alle disponible fedtceller er fyldt helt op, dannes der nye fedtceller.“ Når fedtcellerne er ved at være tømt, er de meget små, men når de fyldes med fedt kan deres diameter vokse til det tidobbelte, hvilket betyder at deres rumfang bliver cirka tusind gange så stort.

Kroppen indeholder visse fedtdepoter hvor fedtet har tilbøjelighed til at sætte sig. Mænd har et sådant fedtdepot på maven. Hos kvinderne befinder det sig på hofterne og lårene. Selv om man taber sig er det fra disse områder at fedtet sidst forsvinder. Forskerne har opdaget at der på fedtcellernes overflade findes nogle små molekyler, kaldet alfa- og beta-receptorer. Alfa-receptorerne fremmer oplagringen af fedt; beta-receptorerne fremskynder fedtets nedbrydning. Hos kvinder findes sådanne alfa-receptorer på hofterne og lårene, mens de hos mænd findes på maven. En kvinde tabte for eksempel 15 procent af sit kropsfedt, men praktisk taget intet af fedtet på hofterne og lårene. Og en mand der gik drastisk ned i vægt havde stadig mave.

At tabe sig ved at tælle kalorier er ikke så enkel en løsning som mange tror. Der er nemlig forskel på kalorier. Hvis man for eksempel indtager 100 kalorier i form af kulhydrater, vil de 77 måske oplagres som fedt — 23 forbrændes i fordøjelsen. Men indtager man 100 kalorier i form af smør, bliver 97 oplagret som fedt — kun tre forbrændes ved fordøjelse. Det skyldes at fedtstofferne i smør ligner legemsfedtet så meget at det lettere kan oplagres. Det er altså ikke nok blot at tælle kalorierne. Man må også tænke på hvilken slags kalorier der er tale om. Fedtholdige fødevarer feder mere og er mindre nærende end mad der indeholder mange kulhydrater. Under et forsøg hvor nogle spiste store mængder mad med mange kulhydrater, steg deres vægt med 30 pund i løbet af syv måneder, mens de der spiste store mængder fedtholdig mad tog 30 pund på i løbet af blot tre måneder.