Negene af byg eller hvede (de almindeligste kornsorter i Palæstina) blev bredt ud på pladsen (i dag som regel i et lag på 30-45 cm), hvorefter man lod okser eller andre dyr gå rundt og rundt på pladsen indtil stråene var søndertrådt og kernerne skilt fra avnerne. Ifølge Moseloven måtte man „ikke binde munden til på en okse når den tærsker“. (5Mo 25:4) Dyret blev altså ikke afholdt fra at spise noget af det korn som det brugte kræfter på at tærske. — Jf. Ord 12:10; Ho 10:11.

Princippet i 5 Mosebog 25:4 om ’ikke at binde munden til på en okse når den tærsker’ kan også anvendes på mennesker. Paulus sagde til Timoteus: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ Som begrundelse citerede han derefter ordene fra Moseloven. (1Ti 5:17, 18) Da Paulus ræsonnerede med korintherne for at vise at ’Herren har forordnet at de der forkynder den gode nyhed, skal leve af den gode nyhed’, henviste han ligeledes til 5 Mosebog 25:4 og skrev så: „Er det okser Gud tager sig af? Eller er det ikke helt og holdent for vor skyld han siger det? Jo, for vor skyld blev det skrevet, fordi den der pløjer, bør pløje i håb, og den der tærsker, bør gøre det i håb om at få en andel.“ — 1Kor 9:8-14.