-
Vi fandt ‘den meget værdifulde perle’Vagttårnet (studieudgave) – 2019 | April
-
-
A. Et kort over vores rejser i kredstjenesten
B. Frimærker fra nogle af øerne. Kiribati og Tuvalu blev tidligere kaldt Gilbert- og Elliceøerne
C. Den smukke koralø Funafuti, der hører til østaten Tuvalu. En af de mange øer vi besøgte før der blev sendt missionærer dertil
Da jeg var 29, blev vi spurgt om vi ville begynde i kredstjenesten på øerne i det sydlige Stillehav, som Afdelingskontoret i Fiji dengang førte tilsyn med. Øerne var Amerikansk Samoa, Samoa, Kiribati, Nauru, Niue, Tokelau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu.
Dengang var de der boede på de mere isolerede øer, noget mistroiske over for Jehovas Vidner, så vi måtte være forsigtige og taktfulde. (Matt. 10:16) Menighederne var små, og det var ikke altid muligt for vennerne at have os boende. Så måtte vi lede efter overnatningsmuligheder hos de lokale i landsbyerne, og de tog altid godt imod os.
Du interesserer dig meget for oversættelse, Winston. Hvordan opstod din interesse for det arbejde?
Samoa: Underviser på en ældsteskole
På det tidspunkt havde Jehovas Vidner kun udgivet nogle få foldere og brochurer på tongansk, et polynesisk sprog som tales i østaten Tonga. I tjenesten brugte vennerne den engelske udgave af studiebogen Sandheden der fører til evigt liv. Så under en fire uger lang ældsteskole gik tre lokale ældste der kunne lidt engelsk, med til at oversætte Sandhedsbogen til tongansk. Pam skrev manuskriptet rent på skrivemaskine, og derefter sendte vi det til vores trykkeri i USA. Hele projektet blev klaret på cirka otte uger. Selvom kvaliteten af oversættelsen lod meget tilbage at ønske, hjalp bogen mange der talte tongansk, til at lære sandheden at kende. Pam og jeg er ikke selv oversættere, men den erfaring hjalp os til at se værdien af det arbejde.
Pam, hvordan var livet på øerne i forhold til livet i Australien?
Et af vores overnatningssteder da vi var i kredstjenesten
Det var meget anderledes! Der var forskellige udfordringer afhængigt af hvor vi var, blandt andet sværme af myg, fugtig og intens varme, rotter, sygdom og nogle gange næsten ingen mad. Men når dagen var slut, var det så beroligende at kigge ud på det store ocean fra vores fale – det samoanske navn for en traditionel stråtækt polynesisk hytte uden vægge. I månens klare skær kunne vi se kokospalmernes sorte silhuetter og månens smukke genspejling på havoverfladen. Disse dyrebare stunder gav os noget at meditere over og gav os lyst til at takke Gud, og de negative tanker blev erstattet af positive.
Vi elskede børnene, der var fulde af spilopper og meget nysgerrige når de så os hvide fremmede. Da vi var på besøg på Niue, var der en lille dreng der aede Winstons behårede arm og sagde: “Jeg elsker dine fjer.” Han havde tydeligvis aldrig før set så behårede arme og vidste ikke rigtigt hvordan han skulle beskrive dem!
Det gjorde helt ondt i hjertet når vi så de forhold mange lokale måtte leve under. De havde de smukkeste omgivelser men meget begrænsede muligheder for lægehjælp og ikke ret meget drikkevand. Men det virkede ikke til at vennerne lod sig gå på af det. Det var det liv de var vant til. De var glade for at have deres familie omkring sig, et sted at samles med deres trosfæller og det privilegium at prise Jehova. Deres eksempel hjalp os til at fokusere på de vigtige ting og at leve enkelt og ukompliceret.
Nogle gange måtte du, Pam, selv hente vand og lave mad under helt nye forhold. Hvordan klarede du det?
Tonga: Pam i gang med at vaske tøj
Jeg har meget at takke min far for i den forbindelse. Han havde lært mig mange nyttige færdigheder, for eksempel hvordan man laver et bål og tilbereder mad over det, og hvordan man klarer sig med kun få materielle ting. Engang da vi var på Kiribati, boede vi i et lille hus der havde stråtag, koralgulv og bambusvægge. For at kunne lave et simpelt måltid gravede jeg et hul i gulvet til bålet og brugte kokosskaller som brændsel. Når jeg skulle hente vand, stillede jeg mig i kø ved en brønd sammen med de lokale kvinder. For at trække vandet op brugte de en to meter lang stang med et tyndt reb for enden, lidt ligesom en fiskestang. Men i stedet for at sætte en krog for enden bandt de en spand fast. En efter en smed kvinderne deres line ned i brønden og gav et hurtigt ryk med hånden på det helt rigtige tidspunkt. Spanden tippede til den ene side og blev fyldt med vand. Det så meget nemt ud – men jeg blev klogere. Jeg lod linen falde flere gange, men spanden ramte bare vandet og flød ovenpå! Da alle kvinderne havde grinet af, var der en af dem der hjalp mig. De lokale var altid utroligt venlige og hjælpsomme.
I blev begge to meget glade for jeres opgave på øerne. Er der nogle særlige oplevelser I har lyst til at fortælle om?
Winston: Det tog os noget tid at lære de lokale skikke at kende. For eksempel var det sådan at når vennerne lavede mad til os, serverede de som regel al den mad de havde. I begyndelsen var vi ikke klar over at vi skulle levne noget til dem. Så vi spiste rub og stub! Da vi fandt ud af hvordan man normalt gjorde, lod vi selvfølgelig noget være til vores værter. Brødrene var heldigvis meget overbærende når vi dummede os. Og de var ovenud begejstrede for at se os når vi kom og besøgte dem hvert halve år i kredstjenesten. Dengang var vi de eneste Jehovas Vidner de så, ud over vennerne i deres egen menighed.
Niue: På vej ud i tjenesten med en gruppe
Vores besøg gjorde også indtryk på den lokale befolkning. Mange af dem troede at vores trosfæller selv havde opfundet deres religion. Så når der kom et ægtepar fra samme trosretning på besøg fra et andet land, gik det op for dem at der var tale om en stor organisation, og de var meget imponerede.
Pam: Et af mine dejligste minder er fra Kiribati, hvor der var en lille menighed med kun nogle få brødre og søstre. Den eneste ældste i menigheden, Itinikai Matera, gjorde sit bedste for at tage sig af os. En dag dukkede han op med en kurv med et eneste æg i. “Til jer,” sagde han. Dengang var et hønseæg en sjælden luksus for os. Brorens lille men gavmilde handling rørte vores hjerter.
-