1. Ægypten. Triade med Horus, Osiris og Isis, 2. årtusind f.v.t.

2. Babylon. Triade med Isjtar, Sin og Sjamasj, 2. årtusind f.v.t.

3. Palmyra. Triade med måneguden, himmelens Herre og solguden, ca. 1. århundrede e.v.t.

4. Indien. Treenig hinduguddom, ca. 7. århundrede e.v.t.

5. Kampuchea. Treenig buddhistisk guddom, ca. 12. århundrede e.v.t.

Hvor indflydelsen kom fra

LIGE fra det gamle Babylons tid havde man overalt i oldtidens verden været vant til at dyrke de hedenske guder i form af treheder eller triader. Det var også en udbredt praksis i Ægypten, Grækenland og Rom i århundrederne før og efter Kristi fødsel. Og efter apostlenes død begyndte de hedenske tanker at trænge ind i kristendommen.

Historikeren Will Durant siger: „Kristendommen ødelagde ikke hedenskabet, men optog det i sig. . . . Fra Egypten kom tankerne om en guddommelig treenighed.“ Og i bogen Egyptian Religion bemærker Siegfried Morenz: „De ægyptiske teologer var meget optaget af treenighedstanken . . . Tre guder forenes og behandles som én, der tiltales i ental. Derved afslører den ægyptiske religions åndelige kraft en direkte forbindelse til kristen teologi.“

De kirkeledere der boede i Alexandria i slutningen af det tredje og begyndelsen af det fjerde århundrede, som for eksempel Athanasius, afspejlede denne indflydelse når de formulerede de tanker der førte til treenighedslæren. Deres indflydelse blev så stor at Siegfried Morenz betragter „den alexandrinske teologi som mellemleddet mellem den religiøse arv fra Ægypten og kristendommen“.

I forordet til Edward Gibbons værk History of Christianity læser vi: „Hvis hedenskabet blev besejret af kristendommen, gælder det i lige så høj grad at kristendommen blev fordærvet af hedenskabet. Den rene deisme hos de første kristne . . . blev af Romerkirken forvandlet til det ubegribelige treenighedsdogme. Mange af de hedenske trossætninger, der var opfundet af ægypterne og blev gjort til idealer af Platon, bibeholdtes som værd at tro på.“

Ifølge A Dictionary of Religious Knowledge siger mange at treenighedslæren „er et fordærv som er lånt fra de hedenske religioner og indpodet i den kristne tro“. Og bogen The Paganism in Our Christianity erklærer: „Dens oprindelse er fuldstændig hedensk.“

Af denne grund skrev James Hastings i opslagsværket Encyclopædia of Religion and Ethics: „I indisk religion, f.eks., møder vi treheden Brahma, Siva og Vishnu, og i ægyptisk religion treheden Osiris, Isis og Horus . . . Men det er ikke blot i de historiske religioner vi finder Gud opfattet som en treenighed. Man erindrer sig især den nyplatoniske forestilling om den øverste eller højeste virkelighed,“ der er „repræsenteret ved en tredeling“. Hvad har den græske filosof Platon med treenigheden at gøre?

Platonismen

PLATON menes at have levet fra 428 til 347 før Kristus. Han fremholdt ikke treenighedslæren i dens nuværende form, men hans filosofi banede vejen for den. Efter hans tid opstod der filosofiske systemer som omfattede visse treenighedsideer der var påvirket af hans forestillinger om Gud og naturen.

Det franske opslagsværk Nouveau Dictionnaire Universel siger om Platons indflydelse: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“

The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge påpeger hvilken indflydelse denne græske filosofi har øvet: „Dogmerne om Logos og treenigheden fik deres form fra græske fædre, som . . . direkte eller indirekte var stærkt påvirkede af den platoniske filosofi . . . Det kan ikke nægtes at der ad denne vej indsneg sig vildfarelser og vranglærdomme i kirken.“

The Church of the First Three Centuries siger: „Treenighedslæren blev udformet gradvis og på et forholdsvis sent tidspunkt. . . . den stammer fra en kilde som er helt fremmed for de jødiske og de kristne skrifter, . . . den blev udviklet, og indpodet i kristendommen, af kirkefædre som forfægtede platoniske ideer.“

Ved slutningen af det tredje århundrede blev den tids „kristendom“ og den nyplatoniske filosofi uadskilleligt sammenknyttet. Som Adolf Harnack siger i Outlines of the History of Dogma, blev kirkens lære „solidt rodfæstet i hellenismens [den hedenske græske tankegangs] jord. Derved blev den et mysterium for det store flertal af de kristne“.

Kirken hævdede at dens nye dogmer var grundlagt på Bibelen. Men Harnack siger: „I virkeligheden legaliserede den hellenistisk spekulation, hedensk mysteriedyrkelses overtroiske forestillinger og skikke.“

I bogen A Statement of Reasons siger Andrews Norton om treenigheden: „Vi kan spore denne læres historie tilbage og finde dens ophav, ikke i den kristne åbenbaring, men i den platoniske filosofi . . . Treenigheden er ikke en lære der stammer fra Kristus og hans apostle, men er udtænkt af den senere platoniske skole.“

[Ramme på side 9]

„De Store Guders triade“

Mange hundrede år før Kristi tid fandtes der triader eller treheder af guder i det gamle Babylonien og Assyrien. Det franske leksikon „Larousse Encyclopedia of Mythology“ nævner en sådan triade som blev dyrket i Mesopotamien: „Universet blev delt i tre områder som hver blev underlagt en gud. Anu fik himmelen. Jorden blev givet til Enlil. Ea blev hersker over vandene. De udgjorde tilsammen De Store Guders triade.“

[Ramme på side 12]

En hinduisk treenighed

I bogen „The Symbolism of Hindu Gods and Rituals“ omtales en hinduisk treenighed der fandtes århundreder før Kristus: „En af guderne i treenigheden er Siva. Han siges at være ødelæggelsens gud. De to andre guder er Brahma, skabelsens gud, og Vishnu, bevarelsens gud. . . .For at angive at det drejer sig om én og samme proces, er de tre guder forenede i én skikkelse.“ — Udgivet af A. Parthasarathy, Bombay