I midten af det fjerde århundrede begyndte hedningernes bebrejdelser imidlertid at stilne af. Hvorfor? Efterhånden som flere falske kristne sneg sig ind i folden, vandt de frafaldnes tanker mere og mere indpas. Det førte til kompromiser med den romerske verden. I en kommentar hertil siges der i bogen The Paganism in Our Christianity: „Det var de kristnes helt klare politik at overtage de populære hedenske højtider og give dem en kristen betydning.“ Det store frafalds skadelige indflydelse var tydelig. Den villighed hvormed de såkaldte kristne accepterede hedenske højtider, hjalp dem til at få et større mål af samfundets accept. Inden længe fejrede de kristne lige så mange årlige fester som hedningerne gjorde. Ikke overraskende blev julen betragtet som den vigtigste.

Julen overtog snart mange af de skikke der knyttede sig til de hedenske høstfester i Nordeuropa. Man lagde stadig mere vægt på festivitas end på fromhed, og mange festdeltagere spiste og drak umådeholdent. Kirken fordømte ikke denne løsagtighed, men godkendte den. (Jævnfør Romerbrevet 13:13; Første Petersbrev 4:3.) Ifølge Arthur Weigall, der har været rigsantikvar for den egyptiske stat, skrev pave Gregor I i 601 e.v.t. til Mellitus, hans missionær i England, og sagde at han „ikke måtte sætte en stopper for de gamle hedenske fester, men skulle tilpasse dem kirkens ritualer og sørge for at deres afholdelse blev forbundet med kristendommen i stedet for med hedenskabet“.