Jeg kom til at bo sammen med min mor i provinshovedstaden Karachi. En dag blev der banket på døren. Udenfor stod en ældre mand der hed Fred Hardaker. Han var læge og et af Jehovas Vidner og havde altså samme tro som den missionær der havde givet os de farverige bøger. Min mor takkede nej til det bibelstudie han tilbød hende, men sagde at jeg måske var interesseret. Allerede ugen efter studerede jeg for første gang med bror Hardaker.

Et par uger senere begyndte jeg at komme til møderne, der foregik i bror Hardakers klinik. Møderne blev overværet af omkring 12 Jehovas Vidner, som alle var oppe i årene. De trøstede mig og tog sig af mig som var jeg deres egen søn. Jeg har dejlige minder om hvordan de satte sig ned på hug så vi kunne tale sammen som nære venner, noget jeg virkelig havde brug for på det tidspunkt.

Der gik ikke længe før bror Hardaker tog mig med i forkyndelsen. Dengang afspillede vi korte bibelske foredrag for dem vi besøgte, så han lærte mig at betjene en rejsegrammofon. Nogle af foredragene var ret direkte, og det var ikke alle vi besøgte, der brød sig om budskabet. Men jeg syntes at det var spændende at forkynde; jeg var fuld af begejstring og elskede at fortælle andre om de ting jeg havde lært fra Bibelen.

FÅR KONTAKT MED SANDHEDEN IGEN

I 1947 vendte jeg tilbage til Karachi for at finde arbejde. Mens jeg var der, besøgte jeg bror Hardaker på hans klinik, og han tog varmt imod mig.

Han troede at jeg kom for at få lægehjælp, så han spurgte: “Nå, hvad fejler du så?”

“Jeg fejler ikke noget fysisk,” sagde jeg til ham. “Jeg er åndeligt syg og har brug for et bibelstudie.”

“Hvornår vil du gerne begynde?” spurgte han.

“Med det samme, hvis det kan lade sig gøre,” svarede jeg.

Vi studerede Bibelen sammen hele aftenen. Åndeligt set var det som om jeg var kommet hjem.