• ’Brobygning’ i Panama
    Vagttårnet – 2006 | 15. april

    • Der lukkes op for de døve

      I Panama føler mange sig lidt forlegne hvis en i familien er hørehæmmet. Nogle hørehæmmede får aldrig nogen form for uddannelse, og mange døve føler sig isolerede og udelukkede fordi andre har svært ved at kommunikere med dem.

      Man blev derfor klar over at der måtte gøres noget for at nå de hørehæmmede med den gode nyhed. På opfordring af en rejsende tilsynsmand satte en gruppe villige pionerer og andre forkyndere sig for at lære panamansk tegnsprog, og det bar frugt.

      Ved slutningen af år 2001 var der oprettet en tegnsprogsgruppe i Panama City, og omkring 20 kom til møderne. Efterhånden som de forskellige brødre og søstre blev bedre til tegnsprog, kunne de begynde at kommunikere med flere hørehæmmede som kom til at „høre“ Bibelens sandhed på deres eget sprog for første gang. Mange Jehovas Vidner hvis børn var hørehæmmede, begyndte også at overvære møderne, og snart opdagede de at deres børn fik en klarere forståelse af Bibelen og større glæde ved sandheden. Mange forældre begyndte også selv at lære tegnsprog, og det førte til en bedre kommunikation med deres børn. Det blev lettere for dem at hjælpe deres børn til at vokse åndeligt, og familien blev styrket. Et eksempel på dette er Elsa og hendes datter Iraida.

      En forkynder i tegnsprogsgruppen havde hørt om Iraida, så hun tog hen for at besøge hende og gav hende brochuren Evigt liv på jorden.b Iraida var glad for at kunne lære noget om den nye verden gennem billederne i brochuren, og forkynderen begyndte at studere Bibelen sammen med hende ved hjælp af denne brochure. Da de var færdige med den, fortsatte de med brochuren Hvad kræver Gud af os?* Fra da af begyndte Iraida at bede sin mor, Elsa, om hjælp til at forberede sig på stoffet og få det forklaret.

      Men Elsa havde to problemer: Hun var ikke et af Jehovas Vidner og kendte derfor ikke sandheden fra Bibelen, og desuden kunne hun ikke tegnsprog. Man havde sagt til hende at hun ikke skulle bruge tegnsprog når hun ville kommunikere med sin datter, men at datteren derimod måtte lære at tale. Kommunikationen mellem mor og datter var derfor ret begrænset. Bevæget over Iraidas anmodning om hjælp spurgte Elsa en forkynder i menigheden om hun ville studere med hende. Hun sagde: „Det er for min datters skyld at jeg beder om et bibelstudium. Jeg har nemlig aldrig før set Iraida være så begejstret for noget.“ Elsa begyndte at tage del i datterens bibelstudium, og hun lærte tegnsprog. Efterhånden som hun brugte mere tid sammen med sin datter, blev kommunikationen mellem dem bedre. Iraida blev mere forsigtig i sit valg af venner og begyndte at knytte sig til vennerne i menigheden. Både mor og datter overværer regelmæssigt de kristne møder. Elsa blev døbt for nylig, og Iraida arbejder på at blive det. Elsa fortæller at hun først nu rigtig er begyndt at lære sin datter at kende. Hun og Iraida kan nu tale sammen om mange vigtige ting der ligger dem på hjerte.

      I tegnsprogsgruppen, som blev en menighed i april 2003, er der nu 50 forkyndere, og endnu flere overværer møderne. Over en tredjedel er døve. Man er i færd med at oprette tegnsprogsgrupper i tre andre byer uden for hovedstadsområdet. Skønt der stadig er meget at gøre i dette distrikt, er der allerede gjort en stor indsats for at „bryde tavsheden“ mellem retsindige hørehæmmede mennesker og vor kærlige Skaber, Jehova Gud.