Vi betragter verden
Papirmåltid
„Vort mål var at fremstille et fødemiddel som var ernæringsrigt, let at transportere og let at spise,“ erklærede den japanske fabrikant Eiji Miyazaki, da han præsenterede sit spiselige pap, som han har givet et fransk navn. Ifølge det franske ugeblad L’Express er det lykkedes for fabrikanten, som er ernæringsekspert, at sammentrænge lige så mange kalorier som i et komplet måltid, til et stykke pap der vejer 14 gram og ikke fylder mere end et kreditkort. Opfindelsen kan have interesse for bjergbestigere og andre som „ønsker at transportere en maksimal kaloriemængde på minimal plads“, eller for lastbilchauffører som gerne vil undgå at bruge tid til at spise på et motorvejscafeteria. Ugebladet L’Express spår ikke nogen stor succes for opfindelsen i Frankrig. Af hvilken grund? Jo, ganske vist markedsføres der 14 forskellige typer af produktet med hver sin smag, men det franske ugeblad finder at de alle smager lidt for meget af det man på fransk kalder „papier“ (papir) — hvilket også er det franske navn fabrikanten har givet sit produkt!
Skadelige plomberinger?
„Det er ikke almindeligt kendt at de såkaldte sølvplomber i tænder i virkeligheden består af næsten 50 procent kviksølv — som vides at være giftigt,“ meddeles det i det amerikanske helseblad Your Health. Dr. Hal Huggins, en odontolog fra Colorado, hævder at små mængder kviksølv fra plomberne fordeler sig i legemet og kan give symptomer som kronisk træthed, alvorlig depression og nervøsitet, følelsesløshed i fødder og hænder, og trækninger i ansigtet. Han peger også på at visse epilepsipatienter har fået det bedre efter at plomberinger med kviksølv er blevet fjernet fra deres tænder. Dr. Huggins anslår at omkring 10.000 af De Forenede Staters 130.000 tandlæger er holdt op med at bruge kemiske forbindelser der indeholder kviksølv og nu bruger andre forbindelser.
Hunger trods overflod
De tekniske og videnskabelige fremskridt inden for landbruget betyder at der nu i verden som helhed høstes mere end der er brug for. Alligevel steg antallet af sultende i verden til 512 millioner i 1985. „Denne vækst i antallet af sultende er sket samtidig med at verden svømmer i billige overskudsfødevarer,“ meddeler The New York Times.
Det er børnene der er hårdest ramt. Ifølge De Forenede Nationers Fødevareråd er der hvert år omkring 40.000 børn der dør af årsager som har forbindelse med sult. To tredjedele af disse underernærede befinder sig i asiatiske lande, hvoraf nogle nu eksporterer fødevarer som flere og flere i deres egen befolkning ikke har råd til at købe. „I dag er sulten ikke så meget en følge af egentlig fødevaremangel som en følge af politiske forhold og beslutninger,“ siger The New York Times.
Krig ved et uheld
Videnskabsfolk fra Sovjetunionen og De Forenede Stater har for nylig advaret om at den mere og mere avancerede teknologi der anvendes i kernevåbenforsvarets kontrolsystemer, faktisk forøger risikoen for at en kernekrig kan bryde ud ved et uheld. Ifølge Londonbladet Sunday Times er forskerne ved et fællesmøde i Californien nået til den konklusion „at der er betydelig risiko for at en kernekrig kan begynde ved et uheld, medmindre der foretages en ændring i den teknologi som nu styrer systemerne“. Til dato har man afsløret fejlene hver gang der er sket et uheld som kunne føre til affyring af nogle af de 50.000 kernesprængladninger der findes i verden. Men, siger forskerne, dette vil ikke altid være tilfældet. „Hvis vi fortsætter ad den vej vi følger i øjeblikket, vil vi sprænge os selv i luften,“ forudsiger dr. Martin Hellman fra Stanford-universitetet.
Endnu en fordel
Forskere har nu føjet endnu et punkt til listen over fordele ved at spædbørn får modermælk — deres tænder bliver mere lige. Ifølge en undersøgelse foretaget på Johns Hopkins-instituttet for Folkesundhed foregår tandvæksten hos børn der får bryst anderledes end hos børn der får flaske. Det skyldes at spædbørnene bruger tungen og munden på en anden måde. Når de får flaske skal de bevæge tungen fremad for at standse mælken mens de synker. Når de får bryst er dette unødvendigt, men de må til gengæld bruge mundens muskler mere. Børn der havde fået bryst i over et år havde de færreste problemer med tandstillingen.
Nu over fem milliarder
Matej Gaspar, en lille dreng der blev født i Zagreb i Jugoslavien i midten af juli, er blevet udnævnt til verdensborger nummer fem milliarder — skønt det naturligvis ikke kan fastslås med sikkerhed hvem der virkelig var nummer fem milliarder eller hvor han eller hun blev født. Zagreb blev valgt fordi FN’s generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar var på besøg i byen netop på det tidspunkt hvor demografer havde udregnet at denne verdensborger skulle fødes. „I en tale til markering af begivenheden pegede Pérez de Cuéllar på at 90 procent af de 120 millioner fødsler der finder sted i år, vil forekomme i lande hvor situationen med hensyn til fødevarer, sundhedsvæsen og uddannelse er uacceptabel,“ fortæller bladet Time. Det var i 1974 jordens indbyggertal rundede fire milliarder.
Endnu en skilsmissegrund
„Når et ægteskab går i stykker er det ikke altid på grund af selvforskyldte problemer eller ’gemytternes uoverensstemmelse’,“ hævdes det i bladet The German Tribune. „Et brud kan skyldes at den ene af parterne ikke holder sin far eller mor, eller begge, på tilstrækkelig afstand.“ Artiklen er baseret på undersøgelser som universitetet i Göttingen har gennemført over en periode på fire år, undersøgelser som viser at sådanne vanskeligheder opstår når „den ene af parterne i alt for høj grad er sine forældres barn og ikke i tilstrækkelig grad er hustru eller ægtemand“. Det drejer sig om en psykisk afhængighed af forældrene, en tilstand der ofte er dybt rodfæstet og opstår uden at den afhængige selv erkender det, som i mange tilfælde fører skilsmisse med sig. De der „er mere gift med deres forældre end med deres ægtefælle“ er også mere tilbøjelige til at lytte når forældrene kritiserer ægtefællen.
Japansk „trussel“
Det japanske forsvar „foreslår for første gang at landet bygger sine egne jetkampfly i stedet for at købe amerikansk fremstillede fly,“ meddeler newyorkerbladet Newsday. „Kommentatorer ser dette forslag om japanske fly som en trussel mod den amerikanske dominans på luft- og rumfartsmarkedet i Sydøstasien.“ Japanske firmaer har tidligere arbejdet sammen med amerikanske virksomheder om fremstillingen af helikoptere og træningsfly, men et kampfly af eget fabrikat ville være noget helt nyt i den japanske historie efter den anden verdenskrig. David Smith, der er redaktør af handelstidsskriftet Journal of Defense and Diplomacy, siger: „Med tanke på hvad japanerne har udrettet på bilmarkedet, er flyfabrikation det sidste den amerikanske fly- og rumfartsindustri kunne ønske sig.“
Fugleskræmselspatrulje
Passagerer der lander i Kennedy-lufthavnen i New York er ofte helt uvidende om en fare der kan true deres sikkerhed, nemlig fugle. Fugle som rammes af fly eller suges ind i jetmotorer forårsager hvert år skader til mellem 175 og 280 millioner kroner. Kennedy-lufthavnen har flere fugleproblemer end andre lufthavne fordi den ligger tæt ved et dyrereservat, Jamaica Bay Wildlife Refuge, samt en losseplads (Edgemere). Begge lokaliteter tiltrækker fugle i store sværme. Det er mågerne der giver de største problemer ved Kennedy-lufthavnen; de er skyld i op til 90 procent af alle „sammenstødene“. En patrulje på otte mand er sat til at skræmme fuglene væk fra landingsbanerne. De benytter projektiler med knaldeffekt og båndoptagelser af mågers advarselsskrig. Kun som sidste udvej vil patruljefolkene dræbe en fugl.