FORKYNDELSE I ’DEN STORE LANDSBY’

Tolv år senere, den 22. september 1951, steg en høj australier ud af et fly i Port Moresbys trykkende hede. Tom Kitto — et 47-årigt Jehovas vidne — havde meldt sig da man søgte frivillige til at påbegynde forkyndelsen på Stillehavsøerne. Hans kone, Rowena, sluttede sig til ham seks uger senere. Deres distrikt var hele Papua Ny Guinea!

Tom og Rowena fandt hurtigt ud af at de fleste europæere i Port Moresby ikke var interesseret i budskabet om Riget. Men så mødte de Geoff Bucknell, der ligesom dem var australier. Som ung var han gledet bort fra sandheden, men nu tog han imod tilbuddet om igen at studere og blev senere et trofast vidne for Jehova. Det samme blev hans kone, Irene.

Tom og Rowena flyttede derefter til Hanuabada, som betyder „Stor landsby“ på lokalsproget, motu. Byen ligger ved Port Moresbys havn og består af flere hundrede huse som er bygget på pæle ude i vandet. Husene er forbundet med gangbroer der rækker ud fra stranden. „Folk flokkedes om os for at høre den gode nyhed,“ skriver Rowena. „Interessen var så stor at vi i to måneder måtte vende tilbage hver aften på nær to for at lede bibelstudier.“ Tom tilføjer: „Håbet om en opstandelse og et liv i et paradis på jorden, tiltalte virkelig disse mennesker. Da kristenhedens missionærer og en lokal politimand lagde pres på dem for at få dem til at holde op med at studere, stod de alle fast. Sandheden var nået dybt ned i deres hjerte.“

Blandt dem der tog standpunkt for sandheden, var Raho og Konio Rakatani, Oda Sioni, Geua Nioki og hendes mand, Heni Heni, som 16 år tidligere havde fået nogle publikationer af besætningen på Lightbearer. Inden længe kom en gruppe på omkring 30 interesserede regelmæssigt til møderne i Heni Henis hjem. „Mænd og kvinder sad i hver sin side af værelset,“ siger Oda Sioni, som blot var en stor dreng dengang. „Kvinderne var iklædt bastskørter og havde bar overkrop. De bar deres spædbørn i farverige net, som de lod hænge ned fra loftsbjælkerne. Efter at have ammet deres spædbørn lagde de dem i nettene og vuggede dem blidt i søvn.“

Tom Kitto ledte disse møder med hjælp fra en oversætter. Forståeligt nok gik det ikke altid helt glat. „Ved et møde blev Heni Henis bror, Badu Heni, brugt som oversætter,“ siger Don Fielder, som ankom i 1953. „Til at begynde med så alt ud til at gå godt. Badu oversatte det Tom sagde, og efterlignede endda hans gestus. Først senere indrømmede Badu at han ikke havde forstået et ord af hvad Tom havde sagt. Han havde bare fortalt om de bibelske sandheder han kendte til, og efterlignet Toms gestus så foredraget så ’rigtigt’ ud.“ Trods disse udfordringer voksede gruppen hurtigt, og snart blev der oprettet endnu en gruppe i Hanuabada, i Raho Rakatanis hjem.

’KOM OG LÆR MIT FOLK OM SANDHEDEN’

I begyndelsen af 1952 fik Heni Heni besøg af Bobogi Naiori, en wantok, eller stammefælle, som var koiarihøvding og en fremtrædende heksedoktor. Bobogi overværede et møde i Heni Henis hjem. Det han så og hørte, gjorde indtryk på ham, og senere sagde han indtrængende til Tom Kitto: „Vil I ikke nok komme og lære mit folk om sandheden?“

Kort tid efter kørte Tom og Rowena i deres gamle pickup ad sumpede veje til Bobogis hjem i Haima, en lille landsby omkring 25 kilometer nord for Port Moresby. Tom forkyndte for de forsamlede landsbyboere, og Bobogi oversatte. Det førte til at omkring 30 begyndte at studere Bibelen.

Senere samme måned opførte gruppen i Haima en lille bygning hvor man kunne afholde de kristne møder. „Bygningen bestod af en simpel træramme, stråtag og flettede bambusvægge,“ siger Elsie Horsburgh, som senere overværede møderne i denne bygning. „Små træstole, en petroleumslampe og en lille tavle udgjorde hele indretningen.“ Denne enkle bygning var den første rigssal i Papua Ny Guinea.

Bobogi ville også gerne have at de af hans wantoks som boede i de nærliggende bjerge, skulle høre den gode nyhed. Derfor begav han og Tom sig af sted ad en meget stejl bjergvej der førte til Sogeri-plateauet. Inden længe studerede de med over 90 af beboerne i tre landsbyer på plateauet.

◼ DA MIN storesøster så Tom og Rowena Kitto forkynde for folk på de træbelagte gangbroer i landsbyen Hanuabada, bad hun mig om at tage til deres møder for at finde ud af hvad denne „nye religion“ gik ud på. Dengang blev møderne holdt hjemme hos Heni Heni Nioki, en af de lokale som studerede Bibelen.

Jeg var 13 år gammel og meget genert, men tog alligevel hen til Heni Henis hjem, hvor omkring 40 fra landsbyen var forsamlet. Stille satte jeg mig bagerst i lokalet og forsøgte at gøre mig usynlig. Jeg syntes godt om det jeg hørte, og vendte tilbage igen og igen. Inden længe bad Heni Heni mig om at oversætte det Tom Kitto sagde på engelsk, til motu, det sprog som de fleste i forsamlingen talte.