’KOM OG LÆR MIT FOLK OM SANDHEDEN’

I begyndelsen af 1952 fik Heni Heni besøg af Bobogi Naiori, en wantok, eller stammefælle, som var koiarihøvding og en fremtrædende heksedoktor. Bobogi overværede et møde i Heni Henis hjem. Det han så og hørte, gjorde indtryk på ham, og senere sagde han indtrængende til Tom Kitto: „Vil I ikke nok komme og lære mit folk om sandheden?“

Kort tid efter kørte Tom og Rowena i deres gamle pickup ad sumpede veje til Bobogis hjem i Haima, en lille landsby omkring 25 kilometer nord for Port Moresby. Tom forkyndte for de forsamlede landsbyboere, og Bobogi oversatte. Det førte til at omkring 30 begyndte at studere Bibelen.

Senere samme måned opførte gruppen i Haima en lille bygning hvor man kunne afholde de kristne møder. „Bygningen bestod af en simpel træramme, stråtag og flettede bambusvægge,“ siger Elsie Horsburgh, som senere overværede møderne i denne bygning. „Små træstole, en petroleumslampe og en lille tavle udgjorde hele indretningen.“ Denne enkle bygning var den første rigssal i Papua Ny Guinea.

Bobogi ville også gerne have at de af hans wantoks som boede i de nærliggende bjerge, skulle høre den gode nyhed. Derfor begav han og Tom sig af sted ad en meget stejl bjergvej der førte til Sogeri-plateauet. Inden længe studerede de med over 90 af beboerne i tre landsbyer på plateauet.

Deres forkyndelse gik ikke upåagtet hen blandt myndighederne. I Ioadabu stormede en embedsmand ind i en mødesal for at få at vide hvem der havde givet Jehovas Vidner tilladelse til at undervise de lokale. Politiet udspurgte også flere interesserede for at finde ud af hvad vores forkyndelse gik ud på. Nogle landsbypræster og plantageejere truede endda brødrene med vold.

Dette pres førte til at nogle af de interesserede faldt fra. Men en lille kerne stod fast. I 1954 blev 13 af dem der havde studeret Bibelen, døbt i floden Laloki i Haima. Det var den første dåbshandling i Papua Ny Guinea. En af dem der blev døbt, var Bobogi, som sagde: „Om så alle koiarier falder fra, vil jeg ikke vakle, for jeg ved at det her er sandheden.“ Som lovet forblev Bobogi trofast og tjente som ældste i menigheden i Haima lige til sin død i 1974.

Året efter planlagde brødrene at holde endnu et kredsstævne i Haima. Bobogi, som var høvding i landsbyen, fik til opgave at bygge de nødvendige faciliteter og at tilberede maden til stævnedeltagerne. Tre dage før stævnet skulle begynde, mødtes John (Ted) Sewell, den nye kredstilsynsmand fra Australien, med Bobogi for at tale om forberedelserne til stævnet.

Ted gik direkte til sagen og spurgte: „Hvad har du bygget, Bobogi?“

„Ikke noget endnu,“ svarede Bobogi.

„Men Bobogi, det er torsdag i dag, og stævnet er på søndag!“ udbrød Ted.

„Det skal nok gå, broder,“ svarede Bobogi. „Vi laver det hele på lørdag.“

Ted vendte bestyrtet tilbage til Port Moresby, overbevist om at stævnet ville ende i det rene kaos.

Det var med bange anelser at Ted, om søndagen, kørte til Haima for at se hvordan det var gået. Men sikke en forvandling! Under et stort træ var der ryddet et stykke jord hvor der stod et robust podium bygget i træ. Lidt længere væk var der gravet huller hvori man stegte grise, kænguruer, hjorte, duer, fisk, yams og søde kartofler. Kedler til tevand kogte over åben ild. Stævnedeltagerne nød hinandens selskab i et „cafeteria“ lavet af materiale fra bushen. Og dér, midt i det hele, stod Bobogi, fuldstændig rolig. Ted var målløs!

„Hvor har du lært alt det, Bobogi?“ udbrød han.

„Nå, det har jeg såmænd alt sammen set i den film John Cutforth viste os sidste år,“ svarede Bobogi.

Der kom mere end 400 fra otte forskellige etniske grupper til dette stævne, og 73 blev døbt. Senere blev det omtalt som „Bobogis stævne“.