Blandt dem der tog standpunkt for sandheden, var Raho og Konio Rakatani, Oda Sioni, Geua Nioki og hendes mand, Heni Heni, som 16 år tidligere havde fået nogle publikationer af besætningen på Lightbearer. Inden længe kom en gruppe på omkring 30 interesserede regelmæssigt til møderne i Heni Henis hjem. „Mænd og kvinder sad i hver sin side af værelset,“ siger Oda Sioni, som blot var en stor dreng dengang. „Kvinderne var iklædt bastskørter og havde bar overkrop. De bar deres spædbørn i farverige net, som de lod hænge ned fra loftsbjælkerne. Efter at have ammet deres spædbørn lagde de dem i nettene og vuggede dem blidt i søvn.“

[Ramme/​illustrationer på side 83, 84]

’Jeg overvandt min generthed’

ODA SIONI

FØDT 1939

DØBT 1956

PROFIL Han var den første indfødte der blev pioner i Papua Ny Guinea, og han virker nu som specialpioner i den motu-talende menighed i Hohola, Port Moresby.

◼ DA MIN storesøster så Tom og Rowena Kitto forkynde for folk på de træbelagte gangbroer i landsbyen Hanuabada, bad hun mig om at tage til deres møder for at finde ud af hvad denne „nye religion“ gik ud på. Dengang blev møderne holdt hjemme hos Heni Heni Nioki, en af de lokale som studerede Bibelen.

Jeg var 13 år gammel og meget genert, men tog alligevel hen til Heni Henis hjem, hvor omkring 40 fra landsbyen var forsamlet. Stille satte jeg mig bagerst i lokalet og forsøgte at gøre mig usynlig. Jeg syntes godt om det jeg hørte, og vendte tilbage igen og igen. Inden længe bad Heni Heni mig om at oversætte det Tom Kitto sagde på engelsk, til motu, det sprog som de fleste i forsamlingen talte.

Da jeg nogle år senere, med tanke på at blive læge, begyndte at arbejde på et lokalt hospital, trak John Cutforth mig til side for at ræsonnere med mig. „Hvis du bliver almindelig læge, kan du hjælpe folk rent fysisk, men hvis du bliver læge i åndelig forstand, kan du hjælpe dem til at opnå evigt liv,“ sagde han. Samme uge begyndte jeg som pioner.

Mit første distrikt var Wau. Jeg havde kort forinden besøgt denne by og fundet at mange var interesseret i sandheden. En mand ved navn Jack Arifeae indbød mig til at prædike i den lokale lutherske kirke. Jeg valgte at tale om Guds lov angående blodet. De 600 tilhørere lyttede opmærksomt eftersom mange af dem troede at man ved at indtage et andet menneskes blod lod vedkommendes ånd besidde ens legeme. Præsten blev rasende og sagde til forsamlingen at de ikke måtte have noget med mig at gøre. Men mange var begejstrede for det de lærte, og gjorde fortsat åndelige fremskridt.

Omkring et år senere fik jeg tildelt et nyt distrikt i Manu Manu, omkring 50 kilometer nordvest for Port Moresby. Der traf jeg en lokal høvding, Tom Surau, som opfordrede mig til at komme og forkynde i sin landsby. Da jeg havde undervist landsbyboerne i tre dage, huggede de deres træstatue af Jomfru Maria i stykker og smed stumperne i floden.

Nogle der boede længere nede ad floden, samlede træstumperne sammen og bragte dem til de katolske præster i deres landsby, mens de råbte: „De har dræbt Maria!“ To præster kom for at sætte mig på plads. Den ene af dem gik hen til mig og gav mig et hårdt slag i ansigtet så hans ring flængede min kind. Da landsbyboerne kom løbende for at forsvare mig, stak præsterne af.

Jeg tog til Port Moresby for at få syet flængen og melde hændelsen til politiet. Præsterne fik senere en bøde og blev frataget deres embede. Jeg vendte tilbage til landsbyen og oprettede en isoleret gruppe. Ja, med Jehovas hjælp havde jeg overvundet min generthed.

[Illustration]

De første møder blev holdt hjemme hos Heni Heni