Længere østpå, i nærheden af Kainantu, studerede Norm Sharein Bibelen med over 50 landsbyboere, som kom til hans hytte hver dag. Berndt og Erna Andersson, som var pionerer, tog sig senere af denne gruppe i to og et halvt år. „Disse mennesker vaskede sig sjældent, havde ikke ret meget tøj på, kunne hverken læse eller skrive og var dybt involveret i dæmonisme,“ fortæller Erna. „Men med tålmodighed og kærlig hjælp lærte nogle af dem inden længe 150 skriftsteder udenad, og de kunne også forklare dem.“

Berndt og Erna blev stærkt knyttet til denne gruppe. „Da vi fik til opgave at tjene i Kavieng, samledes kvinderne om mig og græd højlydt!“ siger Erna. „De skiftedes til at stryge mig på armene og i ansigtet mens tårerne løb ned ad kinderne på dem. Igen og igen måtte jeg trække mig tilbage til min hytte for at græde mens Berndt prøvede at trøste dem, men de var utrøstelige. Da vi endelig kørte af sted, fulgte en stor folkemængde efter os ned ad bjerget, og kvinderne græd hele vejen. Det er stadig meget svært for mig at tale om den dag. Hvor vi dog længes efter at gense disse kære venner i den nye verden!“ Andre pionerer fortsatte Berndt og Ernas arbejde, og der blev oprettet en dejlig menighed i Kainantu.

RIGETS SÆD BÆRER FRUGT

I begyndelsen af 1970’erne havde en lille gruppe forkyndere slået sig ned i Mount Hagen, omkring 130 kilometer vest for Goroka. Byen var kendt for sit store, ugentlige marked, som tiltrak i tusindvis af folk fra et stort område. „Vi afsatte flere hundrede publikationer på dette marked,“ siger Dorothy Wright, en frygtløs pioner. Folk tog budskabet om Riget med hjem til deres landsbyer, og derved nåede det ud til fjerntliggende områder som forkynderne endnu ikke kunne nå ud til.

Senere fik Dorothys søn, Jim Wright, og hans pionermakker, Kerry Kay-Smith, tildelt distrikt i Banz — et område der ligger øst for Mount Hagen, i den smukke dal Wahgi Valley, hvor man dyrker te og kaffe. Her mødte de hård modstand fra missionskirkerne, som fik børnene til at kaste sten efter dem og jage dem ud af landsbyerne. Da Kerry rejste videre til en ny opgave, fortsatte Jim alene som pioner i Banz. Han fortæller: „Jeg lå ofte vågen om natten i min lille græshytte og bad inderlige bønner. ’Jehova, hvad laver jeg dog her?’ spurgte jeg. Først mange år senere fik jeg svar på det spørgsmål.“

Jim fortsætter: „I 2007 rejste jeg fra Australien til Banz for at overvære et områdestævne. I nærheden af hvor min gamle græshytte havde ligget, lå der nu en flot, ny rigssal, som kunne omdannes til en stævnehal med 1000 siddepladser. Inde på stævneområdet kom en broder løbende hen til mig, omfavnede mig og begyndte at græde. Da broderen, Paul Tai, endelig genvandt fatningen, fortalte han at jeg for 36 år siden havde studeret med hans far. Paul havde senere læst sin fars studiebøger og taget imod sandheden. Han fortalte mig at han nu tjente som ældste.

I et interview ved stævnet skulle jeg fortælle om den modstand vi havde oplevet i de tidlige år i Banz. Der var næsten ikke et øje tørt blandt tilhørerne. Efter programmet kom flere brødre hen og omfavnede mig, og med tårer i øjnene undskyldte de for det de havde gjort. Da de var drenge, havde de kastet sten efter mig og råbt skældsord for at jage mig ud af deres landsby. Det viste sig at en af brødrene, Mange Samgar — der nu var blevet ældste — var dén lutherske præst som havde opildnet drengene til at jage mig bort! Dette stævne var et vidunderligt gensyn for os alle!“