Senere fortsatte en anden ung australier, Glenn Finlay, det arbejde Jim og Lionel havde påbegyndt. Han forkyndte helt alene i Kerema i 18 måneder. „Det var en svær tid for mig,“ sagde Glenn, „og til tider spekulerede jeg på om mine bestræbelser førte til noget. Men så oplevede jeg noget der gjorde mig skamfuld over at jeg havde tænkt sådan.

Jeg studerede med en ældre bager ved navn Hevoko, som hverken kunne læse eller skrive. Selv efter flere måneder forstod han kun nogle få, grundlæggende sandheder. Jeg spekulerede på om det var anstrengelserne værd at undervise ham. Men en morgen da jeg nærmede mig hans hus, kunne jeg høre en stemme. Det viste sig at være Hevoko, som bad højt til Jehova og oprigtigt takkede fordi han havde lært sandheden om Guds navn og rige at kende. Hans dybtfølte bøn mindede mig om at Jehova ser på et menneskes hjerte, ikke dets intellekt. Han ved hvem der elsker ham.“ — Joh. 6:44.

Efterhånden som forkyndelsen bredte sig til flere områder, sled pionererne i det for at oversætte bibelske publikationer til flere af lokalsprogene. Jim Smith fortæller: „Ved omhyggeligt at skrive nye ord og vendinger ned udarbejdede jeg efterhånden en tairuma-ordbog med notater om grammatikken, som jeg brugte når jeg oversatte studieartikler i Vagttårnet. Jeg sad ofte til langt ud på natten og maskinskrev de oversatte artikler så vi havde nogle eksemplarer at give til dem som overværede møderne. Senere oversatte jeg en traktat og en lille brochure til tairuma. Disse første publikationer hjalp mange i Kerema til at lære sandheden at kende.“

DEN GODE NYHED UDBREDES NORDPÅ

I juni 1956 flyttede det nygifte pionerægtepar Ken og Rosina Frame som de første Jehovas Vidner til New Ireland, en ø i Bismarckarkipelaget i den nordøstlige del af Papua Ny Guinea. Ken, som var bogholder, arbejdede for et stort handelskompagni i Kavieng, øens hovedby. „Inden vi rejste fra Sydney,“ fortæller Ken, „fik vi det råd at lade folk vænne sig til os før vi begyndte at forkynde åbent. Rosina var en dygtig dameskrædder og havde snart mange kunder. Dem forkyndte vi uformelt for, og inden længe var der en lille gruppe interesserede som mødtes hjemme hos os hver uge.

Halvandet år senere havde vi besøg af kredstilsynsmanden, John Cutforth. Han spurgte om det var muligt at vise filmen Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund. Jeg talte med ejeren af den lokale biograf, og han gik med til at vise vores ’missionsfilm’ uden beregning. De ansatte i biografen må have spredt nyheden om forevisningen, for da vi ankom til biografen, var indgangen fyldt med mennesker, og vi måtte have hjælp fra politiet for at komme ind. Foruden de 230 som overværede forevisningen, var der flere som kiggede med gennem de åbne vinduer. Efter den begivenhed begyndte vi at forkynde mere åbent.“

I juli 1957 blev der på New Britain oprettet en menighed i Rabaul, en idyllisk havneby beliggende mellem to aktive vulkaner. Menigheden holdt møder i baghaven til et hus som nogle specialpionerer havde lejet. „Hver aften kom der over ét hundrede til huset for at studere Bibelen,“ siger Norman (Norm) Sharein, som er pioner. „Vi delte dem op i grupper på omkring 20 og underviste dem i lampernes skær under træerne.“

Ved det første kredsstævne menigheden afholdt, var der syv som blev døbt nede ved den lokale strand. Inden længe begyndte fem af disse som pionerer. Men hvor kunne de gøre størst gavn? Svaret fra afdelingskontoret i Australien lød: Madang.

I Madang, en lille by ved fastlandets nordøstlige kyst, var „markerne“ klar til høst. (Joh. 4:35) Den lille gruppe forkyndere dér kunne næsten ikke holde trit med den store interesse for budskabet. Da Matthew Pope, en pioner fra Canada, ankom sammen med sin familie og købte et hus hvortil der hørte flere små hytter, var det oplagt at sende flere pionerer dertil.

Otte pionerer ankom fra Rabaul, og de fordelte sig i Madangområdet. En af dem, Tamul Marung, anskaffede sig en cykel og tog med kystbåden til Basken, den landsby som han selv kom fra, 50 kilometer nord for Madang. Efter at have forkyndt i Basken cyklede han tilbage til Madang og forkyndte for dem han mødte på sin vej. Han vendte siden tilbage til Basken, oprettede en menighed og fortsatte som pioner i yderligere 25 år. I løbet af den tid giftede han sig og stiftede familie. Hans datter og niece kom senere til at tjene på Betel.