’FORBYD JEHOVAS VIDNER’

Disse fremskridt faldt ikke i god jord hos vores modstandere. Fra 1960 og frem iværksatte kristenhedens kirker sammen med en støtteorganisation for krigsveteraner (Returned Services League, RSL) og de lokale medier en nøje planlagt smædekampagne der havde til formål at få Jehovas Vidner forbudt.

Situationen tilspidsedes da vi uddelte en folder om vores syn på blodtransfusion til udvalgte læger, præster og myndighedspersoner. Som sædvanlig var kristenhedens præster de første til at reagere. Den 30. august 1960 kunne man læse følgende overskrift i South Pacific Post: „Kirker vrede over blodspørgsmål.“ I selve artiklen omtalte kirkelederne fordømmende Jehovas Vidner som „antikrist [og] fjender af kirken“.

Senere artikler hævdede løgnagtigt at Jehovas Vidner udførte samfundsundergravende virksomhed, og at deres lære fremmede pjækkeri fra skolen, skattesnyd, cargokulter og dårlig hygiejne! De blev også falskeligt beskyldt for at benytte en forestående solformørkelse til at sprede skræk og rædsel og til at „få magt over primitive indfødtes sind“. En lederartikel kritiserede endda Vidnerne for at „bo, spise og arbejde sammen med landsbyboere“. South Pacific Post kritiserede dem for at sige at „alle mennesker er lige“, og hævdede at Vidnerne var „en større trussel end kommunisterne“.

Til sidst, den 25. marts 1962, anmodede RSL kolonistyret om at indføre forbud mod Jehovas Vidner. Men de australske myndigheder afviste officielt anmodningen. „Denne bekendtgørelse havde en positiv virkning i hele landet,“ siger Don Fielder. „Alle der ejede retfærdighedssans, kunne se at modstandernes påstande simpelt hen ikke havde noget på sig.“

Kristenhedens missionærer var kommet lige i hælene på guldgraverne. „Da missionærerne hørte at vi var på vej, forbød de landsbyboerne at tale med os,“ fortæller Rowena. „Men deres advarende ord viste sig at være god reklame for os. Bjergboerne — som af natur er nysgerrige — ventede spændt på at vi skulle komme.“

Tom og Rowena startede en lille forretning i Wabag, 80 kilometer nordvest for byen Mount Hagen. „Præsterne forbød folk at handle med os og tale med os, og de forsøgte endda at få vores lejemål annulleret,“ siger Tom. „Efterhånden kunne landsbyboerne dog se at vi var anderledes end de andre hvide de havde mødt. Frem for alt behandlede vi dem venligt. Ja, de fik ofte tårer i øjnene når de mærkede vores omsorg for dem, og de sagde at de gerne ville have at vi blev hos dem.“