Ikke så langt derfra, i Bulolo, vakte Wally og Joy Busbridge ved deres nidkære forkyndelse vrede hos New Tribes Mission, der betragtede området som sit domæne. Efter pres fra missionen fik Wally følgende ultimatum af sin arbejdsgiver: „Opgiv din tro, eller find et andet arbejde!“

I Popondetta, en lille by sydøst for Lae, hørte man om den gode nyhed takket være Jerome og Lavinia Hotota, som var vendt tilbage til deres hjemstavn efter et ophold i Port Moresby. Jerome var meget initiativrig og brugte Skrifterne med stor overbevisning, og Lavinia var en hjertelig kvinde som viste ægte, personlig interesse for andre. Da de begyndte at forkynde, fik de — som man kunne forvente — besøg af den anglikanske biskop og en stor gruppe af hans tilhængere, som forlangte at de holdt op med at forkynde. Men Jerome og Lavinia nægtede at lade sig skræmme.

I 1963 var den gode nyhed nået til Wewak, en fjerntliggende by ved Papua Ny Guineas nordlige kyst. Karl Teynor og Otto Eberhardt, to tyske byggearbejdere, udførte arbejde på sygehuset i Wewak om dagen og studerede med over 100 interesserede i løbet af aftenerne og i weekenden. Deres forkyndelse gjorde den lokale katolske præst rasende. Han samlede en pøbelskare og smed Karls og Ottos motorcykler i havet. En af præstens medsammensvorne, en fremtrædende landsbyleder, havde en søn som senere tog imod sandheden. Det gjorde indtryk på lederen at se de forandringer hans søn foretog i sin levevis. Han blev derfor mildere stemt og gav tilladelse til at Vidnerne kunne forkynde i hans landsbyer.

’FORBYD JEHOVAS VIDNER’

Disse fremskridt faldt ikke i god jord hos vores modstandere. Fra 1960 og frem iværksatte kristenhedens kirker sammen med en støtteorganisation for krigsveteraner (Returned Services League, RSL) og de lokale medier en nøje planlagt smædekampagne der havde til formål at få Jehovas Vidner forbudt.

Situationen tilspidsedes da vi uddelte en folder om vores syn på blodtransfusion til udvalgte læger, præster og myndighedspersoner. Som sædvanlig var kristenhedens præster de første til at reagere. Den 30. august 1960 kunne man læse følgende overskrift i South Pacific Post: „Kirker vrede over blodspørgsmål.“ I selve artiklen omtalte kirkelederne fordømmende Jehovas Vidner som „antikrist [og] fjender af kirken“.

Senere artikler hævdede løgnagtigt at Jehovas Vidner udførte samfundsundergravende virksomhed, og at deres lære fremmede pjækkeri fra skolen, skattesnyd, cargokulter og dårlig hygiejne! De blev også falskeligt beskyldt for at benytte en forestående solformørkelse til at sprede skræk og rædsel og til at „få magt over primitive indfødtes sind“. En lederartikel kritiserede endda Vidnerne for at „bo, spise og arbejde sammen med landsbyboere“. South Pacific Post kritiserede dem for at sige at „alle mennesker er lige“, og hævdede at Vidnerne var „en større trussel end kommunisterne“.

Til sidst, den 25. marts 1962, anmodede RSL kolonistyret om at indføre forbud mod Jehovas Vidner. Men de australske myndigheder afviste officielt anmodningen. „Denne bekendtgørelse havde en positiv virkning i hele landet,“ siger Don Fielder. „Alle der ejede retfærdighedssans, kunne se at modstandernes påstande simpelt hen ikke havde noget på sig.“