Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Papua Ny Guinea
    Jehovas Vidners Årbog 2011
    • MINDEVÆRDIGE SAMMENKOMSTER

      I juli 1955 ankom John Cutforth, en canadisk missionær som tjente i Australien, til Port Moresby. Han var den første kredstilsynsmand i landet. John syntes med det samme om livet i troperne og de ydmyge mennesker som levede der. På det tidspunkt var han ikke klar over at han ville komme til at tjene i Papua Ny Guinea i mere end 35 år.

      John medbragte filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, en dokumentarfilm som viser hvordan Jehovas Vidners arbejde og stævner er organiseret. I løbet af sit tre uger lange besøg viste han filmen 14 gange for skarer på alt fra et par hundrede til næsten 2000. Filmen gjorde et stort indtryk på lokalbefolkningen, hvoraf mange aldrig før havde set en film.

      Højdepunktet ved Johns besøg var et én-dags kredsstævne som blev afholdt i Haima. „Da dåbskandidaterne blev bedt om at rejse sig op, . . . var der halvfjerds som rejste sig!“ siger Tom Kitto. „Vi var dybt taknemmelige over at se fyrre brødre og tredive søstre stå langs floden, klar til at symbolisere deres indvielse til Jehova.“

      Året efter planlagde brødrene at holde endnu et kredsstævne i Haima. Bobogi, som var høvding i landsbyen, fik til opgave at bygge de nødvendige faciliteter og at tilberede maden til stævnedeltagerne. Tre dage før stævnet skulle begynde, mødtes John (Ted) Sewell, den nye kredstilsynsmand fra Australien, med Bobogi for at tale om forberedelserne til stævnet.

      Ted gik direkte til sagen og spurgte: „Hvad har du bygget, Bobogi?“

      „Ikke noget endnu,“ svarede Bobogi.

      „Men Bobogi, det er torsdag i dag, og stævnet er på søndag!“ udbrød Ted.

      „Det skal nok gå, broder,“ svarede Bobogi. „Vi laver det hele på lørdag.“

      Ted vendte bestyrtet tilbage til Port Moresby, overbevist om at stævnet ville ende i det rene kaos.

      Det var med bange anelser at Ted, om søndagen, kørte til Haima for at se hvordan det var gået. Men sikke en forvandling! Under et stort træ var der ryddet et stykke jord hvor der stod et robust podium bygget i træ. Lidt længere væk var der gravet huller hvori man stegte grise, kænguruer, hjorte, duer, fisk, yams og søde kartofler. Kedler til tevand kogte over åben ild. Stævnedeltagerne nød hinandens selskab i et „cafeteria“ lavet af materiale fra bushen. Og dér, midt i det hele, stod Bobogi, fuldstændig rolig. Ted var målløs!

      „Hvor har du lært alt det, Bobogi?“ udbrød han.

      „Nå, det har jeg såmænd alt sammen set i den film John Cutforth viste os sidste år,“ svarede Bobogi.

      Der kom mere end 400 fra otte forskellige etniske grupper til dette stævne, og 73 blev døbt. Senere blev det omtalt som „Bobogis stævne“.

  • Papua Ny Guinea
    Jehovas Vidners Årbog 2011
    • FORKYNDELSE VED HJÆLP AF BILLEDER

      I 1957 flyttede John Cutforth permanent til Papua Ny Guinea og begyndte i rejsetjenesten dér. Siden sit første besøg havde han tænkt meget over hvordan man bedst kunne forkynde for lokalbefolkningen, hvoraf de fleste ikke kunne læse og skrive. Han var nu klar til at føre sine idéer ud i livet.

      Når John talte til en menighed eller en isoleret gruppe, skrev han først sit eget og oversætterens navn på en tavle. Derefter pegede han op mod himmelen og spurgte tilhørerne: „Gud, hvilket navn?“ Øverst på tavlen skrev han deres svar, „Jehova“, og „Salme 83:18“. Nedenunder, i venstre side, skrev han derefter „Gammel verden“ og „Romerne 5:12“, og så tegnede han to tændstikfigurer som sloges, et grædende ansigt og en grav. I højre side af tavlen skrev han overskriften „Ny verden“ og „Åbenbaringen 21:4“, og derefter tegnede han to tændstikfigurer der gav hinanden hånden, et smilende ansigt og en grav som han slog et kryds hen over. Derpå holdt han et livligt foredrag hvori han forklarede hvad tegningerne betød. Så tilskyndede han nogle af tilhørerne til at komme op og eftergøre det de lige havde set. Når de havde vist at de forstod det, opfordrede han dem til at tegne billederne på et stykke papir og bruge dem når de forkyndte.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del