Omkring 1990 planlagde kredstilsynsmanden Jim Davies, sammen med tre andre brødre, at forkynde i en flygtningelejr langt oppe ad floden Fly, ved grænsen til Indonesien. Brødrene havde aftalt at bo hos en interesseret kvinde hvis mand var en af de øverste myndighedspersoner i lejren. „Rejsen op ad floden tog næsten to timer i en motordreven kano,“ siger Jim. „Omkring klokken ni om morgenen nåede vi frem til et ryddet skovområde, hvorfra en jordvej førte til den fjerntliggende lejr. Her ventede vi på videre transport.

Endelig, klokken fem om eftermiddagen, kom et køretøj. Vi læssede vores bagage, steg ind og nåede dårlig nok at køre hundrede meter før styretøjet gik i stykker! Ganske uanfægtet fandt chaufføren ud af hvad problemet var, greb noget ståltråd, gled ind under bilen og bandt de løse dele sammen. ’Det kommer ikke til at holde længe,’ tænkte jeg. Men jeg tog fejl. Ståltråden holdt hele vejen — i alt fem timer med firhjulstræk på dårlige veje. Vi sad flere gange fast i mudderet og måtte skubbe bilen fri. Klokken ti om aftenen nåede vi frem, godt trætte og oversprøjtet med mudder.

Vi forkyndte tre dage i lejren, der lå spredt ud over et stort skovområde, og vi afsatte al den litteratur vi havde med. Vi traf også en mand der var udelukket, men som gav udtryk for at han ønskede at vende tilbage til Jehova. Senere fandt vi til vores store glæde ud af at han var blevet genoptaget. Hans kone og nogle af hans børn er nu også i sandheden. Det samme er tilfældet med det ægtepar som havde givet os logi.“

Lad os følge en kredstilsynsmand og hans kone på deres besøg i menighederne langs denne store flod.

Warren Reynolds skriver: „Tidligt om morgenen tager min kone, Leann, og jeg fra byen Wewak med vores 12-fods aluminiumsjolle bundet til taget af vores bil. Efter en køretur på tre timer i ujævnt terræn parkerer vi bilen ved floden et par dage, mens vi rejser op ad floden for at besøge de omkring 30 forkyndere der bor i fire landsbyer langs Sepiks bifloder.

Vi fylder vores fladbundede jolle med forsyninger, starter den 25-hestes påhængsmotor og bevæger os op ad floden. En time senere er vi fremme ved en biflod til Sepik der hedder Yuat. Den følger vi i endnu to timer inden vi når frem til landsbyen Biwat, hvor vi får en hjertelig modtagelse af brødrene og dem de studerer med. Nogle af dem trækker vores jolle op på land og opbevarer den for os. Efter et dejligt måltid bestående af pisanger og kokosmælk begiver vi os alle sammen af sted på en to timer lang vandring gennem den sumpede regnskov. Forkynderne fører an og hjælper os med at bære vores forsyninger. Endelig når vi frem til en lille landsby der hedder Dimiri, hvor vi slukker tørsten med kokosmælk. I et pælehus lavet af materialer fra regnskoven sætter vi et myggenet og en seng op. Efter at have spist et aftensmåltid bestående af yams går vi til ro.

I dette område er der fjorten forkyndere fordelt på tre landsbyer. I løbet af de næste par dage forkynder vi i disse landsbyer, og vi møder mange interesserede. Vi har også den glæde at se to der studerer Bibelen, blive lovformeligt gift og dermed kvalificere sig til at blive forkyndere. De andre forkyndere arrangerer en bryllupsmiddag bestående af yams, sago, nogle spiselige blade og to høns.

Vi glæder os over at der om søndagen er 93 til stede ved det offentlige foredrag! Efter mødet drager vi med fyldte rygsække ud i middagssolen for at tage tilbage til Biwat. I Biwat efterlader vi vores oppakning hos en der studerer Bibelen, hvorefter vi går ud i forkyndelsen. Mange tager imod læsestof, og nogle tager imod et bibelstudium. Samme aften spiser vi hos en interesseret mand. Vi sidder tæt sammen omkring bålet, for røgen holder de store sværme af myg på afstand.

Tidligt næste morgen vender vi tilbage til vores jolle, sætter den i vandet og rejser bort i morgentågen, dybt fascineret af fuglelivet og af fiskene der boltrer sig i vandet. Familier på bambusflåder som er fyldt med varer til markedet, glider stille forbi i modsat retning.

Da vi når tilbage til vores bil, fylder vi op med brændstof, drikkevand og andre forsyninger. Derefter tager vi igen ud på floden, denne gang for at besøge de 14 forkyndere i Kambot. Vi når frem efter to timer, fuldstændig gennemblødte takket være et tropisk regnskyl. Fra Kambot tager vi længere op ad floden — denne gang med jollen fuld af forkyndere — til en stor landsby der ligger på begge sider af floden. Vi forkynder for disse velvilligt indstillede mennesker til sidst på eftermiddagen. På vejen tilbage forkynder vi for folk der står ude på deres bambusflåder. De har set os sejle op ad floden om morgenen og har ventet på at vi kom tilbage. Eftersom penge er et sjældent syn i dette fjerntliggende område, udtrykker landsbyboerne deres værdsættelse for vores besøg og de traktater de har fået af os, ved at give os fødevarer — kokosnødder, græskar, bananer og røgede fisk. Ved solnedgang er vi tilbage i Kambot, hvor vi tilbereder disse fødevarer.

Ligesom de andre huse i området er mødesalen i Kambot bygget på stolper. I regntiden, hvor hele området bliver oversvømmet, padler folk i deres kanoer direkte hen til mødesalens dørtrin. Vores besøg slutter med det offentlige foredrag, som overværes af 72, deriblandt nogle som har gået i fem timer for at være til stede.

Da vi atter er tilbage ved vores bil, spænder vi jollen fast på taget og kører derefter de tre timer tilbage til hvor vi bor. På vejen tænker vi på vores kære brødre og søstre som bor langs Sepik. Vi glæder os også over den kærlige omsorg som Jehova viser dem, og som kommer til udtryk gennem de store anstrengelser der gøres for at give dem rigeligt med åndelig føde. Vi betragter det som en stor forret at tilhøre denne fantastiske, åndelige familie!“

[Illustrationer på side 132, 133]

Venstre: Kredstilsynsmanden Warren Reynolds og hans kone, Leann, besøger landsbyen Biwat; herover: offentligt foredrag under deres besøg i landsbyen Dimiri