For eksempel begyndte afdelingskontoret omkring 1970 regelmæssigt at modtage tjenesterapporter fra en ukendt person i en ikkeeksisterende menighed i en ukendt landsby ved den fjerntliggende flod Sepik. Afdelingskontoret bad en kredstilsynsmand, Mike Fisher, om at undersøge sagen.

„For at komme til landsbyen måtte jeg sejle ti timer i en motordreven kano ad små vandveje gennem myggebefængte skovområder,“ fortæller Mike. „Da jeg sidst på dagen endelig nåede frem, mødte jeg den ukendte brevskriver, en mand som flere år tidligere var blevet udelukket i et andet område. Han var vendt tilbage til sin landsby, havde ændret sind og var begyndt at forkynde for andre. Mere end 30 voksne i landsbyen bekendte sig som Jehovas Vidner, og nogle af dem opfyldte betingelserne for at blive døbt. Snart derefter blev den angrende mand genoptaget, og gruppen blev officielt anerkendt af afdelingskontoret.“

I 1992 fik kredstilsynsmanden Daryl Bryon kendskab til at indbyggerne i en landsby dybt inde i landet efter sigende var interesseret i sandheden. „For at komme frem til landsbyen kørte jeg 80 kilometer i bil, vandrede halvanden time gennem den tætte jungle og padlede til sidst en time op ad floden i kano,“ fortæller Daryl. „Og dér, omgivet af høje bjerge, lå der ved flodens bred en helt ny bygning med skiltet: ’Jehovas Vidners rigssal’!

Hver søndag samledes omkring 25 interesserede i mødesalen for at studere bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Eftersom de sagde at de var Jehovas Vidner, spurgte jeg dem om de tyggede betelnød. ’Nej da,’ svarede de. ’Det holdt vi op med for et år siden da vi kom med i sandheden!’ Jeg var naturligvis henrykt da afdelingskontoret føjede gruppen til min kreds.“

[Illustration på side 115]

Mike Fisher på Sepikfloden