FORKYNDELSE I HØJLANDET

Tom og Rowena Kitto forlod samme måned Port Moresby for at begive sig ud på en hård rejse der varede flere uger. De bragte den gode nyhed ud til et urørt distrikt — Ny Guineas barske højland.

Tredive år tidligere var australske guldgravere taget til højlandet, og her havde de opdaget en civilisation bestående af omkring en million mennesker som var fuldstændig afskåret fra omverdenen. Disse bjergboere var meget overraskede over at se hvide mennesker, som de troede var forfædrenes ånder der var vendt tilbage fra de døde.

Kristenhedens missionærer var kommet lige i hælene på guldgraverne. „Da missionærerne hørte at vi var på vej, forbød de landsbyboerne at tale med os,“ fortæller Rowena. „Men deres advarende ord viste sig at være god reklame for os. Bjergboerne — som af natur er nysgerrige — ventede spændt på at vi skulle komme.“

Tom og Rowena startede en lille forretning i Wabag, 80 kilometer nordvest for byen Mount Hagen. „Præsterne forbød folk at handle med os og tale med os, og de forsøgte endda at få vores lejemål annulleret,“ siger Tom. „Efterhånden kunne landsbyboerne dog se at vi var anderledes end de andre hvide de havde mødt. Frem for alt behandlede vi dem venligt. Ja, de fik ofte tårer i øjnene når de mærkede vores omsorg for dem, og de sagde at de gerne ville have at vi blev hos dem.“

TÅLMODIG UNDERVISNING BÆRER FRUGT

Fra 1963 flyttede mange Jehovas Vidner fra andre lande til højlandet for at hjælpe med forkyndelsen. Disse brødre og søstre arbejdede sig støt og roligt fra øst mod vest og forkyndte efterhånden i hele regionen. De oprettede grupper og menigheder mange steder.

I byen Goroka, i provinsen Eastern Highlands, mødtes en lille menighed til at begynde med i et privat hjem. Senere byggede de en beskeden mødesal. I 1967 byggede de så en flot rigssal med 40 siddepladser. „Jeg sagde i spøg at vi nok lige kunne nå at fylde salen inden Harmagedon,“ husker George Coxsen, som tjente i højlandet i ti år. „Men jeg tog grundigt fejl! Inden der var gået et år, kom der så mange til møderne at vi måtte oprette endnu en menighed!“

Længere østpå, i nærheden af Kainantu, studerede Norm Sharein Bibelen med over 50 landsbyboere, som kom til hans hytte hver dag. Berndt og Erna Andersson, som var pionerer, tog sig senere af denne gruppe i to og et halvt år. „Disse mennesker vaskede sig sjældent, havde ikke ret meget tøj på, kunne hverken læse eller skrive og var dybt involveret i dæmonisme,“ fortæller Erna. „Men med tålmodighed og kærlig hjælp lærte nogle af dem inden længe 150 skriftsteder udenad, og de kunne også forklare dem.“

Berndt og Erna blev stærkt knyttet til denne gruppe. „Da vi fik til opgave at tjene i Kavieng, samledes kvinderne om mig og græd højlydt!“ siger Erna. „De skiftedes til at stryge mig på armene og i ansigtet mens tårerne løb ned ad kinderne på dem. Igen og igen måtte jeg trække mig tilbage til min hytte for at græde mens Berndt prøvede at trøste dem, men de var utrøstelige. Da vi endelig kørte af sted, fulgte en stor folkemængde efter os ned ad bjerget, og kvinderne græd hele vejen. Det er stadig meget svært for mig at tale om den dag. Hvor vi dog længes efter at gense disse kære venner i den nye verden!“ Andre pionerer fortsatte Berndt og Ernas arbejde, og der blev oprettet en dejlig menighed i Kainantu.

RIGETS SÆD BÆRER FRUGT

I begyndelsen af 1970’erne havde en lille gruppe forkyndere slået sig ned i Mount Hagen, omkring 130 kilometer vest for Goroka. Byen var kendt for sit store, ugentlige marked, som tiltrak i tusindvis af folk fra et stort område. „Vi afsatte flere hundrede publikationer på dette marked,“ siger Dorothy Wright, en frygtløs pioner. Folk tog budskabet om Riget med hjem til deres landsbyer, og derved nåede det ud til fjerntliggende områder som forkynderne endnu ikke kunne nå ud til.

Senere fik Dorothys søn, Jim Wright, og hans pionermakker, Kerry Kay-Smith, tildelt distrikt i Banz — et område der ligger øst for Mount Hagen, i den smukke dal Wahgi Valley, hvor man dyrker te og kaffe. Her mødte de hård modstand fra missionskirkerne, som fik børnene til at kaste sten efter dem og jage dem ud af landsbyerne. Da Kerry rejste videre til en ny opgave, fortsatte Jim alene som pioner i Banz. Han fortæller: „Jeg lå ofte vågen om natten i min lille græshytte og bad inderlige bønner. ’Jehova, hvad laver jeg dog her?’ spurgte jeg. Først mange år senere fik jeg svar på det spørgsmål.“

Jim fortsætter: „I 2007 rejste jeg fra Australien til Banz for at overvære et områdestævne. I nærheden af hvor min gamle græshytte havde ligget, lå der nu en flot, ny rigssal, som kunne omdannes til en stævnehal med 1000 siddepladser. Inde på stævneområdet kom en broder løbende hen til mig, omfavnede mig og begyndte at græde. Da broderen, Paul Tai, endelig genvandt fatningen, fortalte han at jeg for 36 år siden havde studeret med hans far. Paul havde senere læst sin fars studiebøger og taget imod sandheden. Han fortalte mig at han nu tjente som ældste.

I et interview ved stævnet skulle jeg fortælle om den modstand vi havde oplevet i de tidlige år i Banz. Der var næsten ikke et øje tørt blandt tilhørerne. Efter programmet kom flere brødre hen og omfavnede mig, og med tårer i øjnene undskyldte de for det de havde gjort. Da de var drenge, havde de kastet sten efter mig og råbt skældsord for at jage mig ud af deres landsby. Det viste sig at en af brødrene, Mange Samgar — der nu var blevet ældste — var dén lutherske præst som havde opildnet drengene til at jage mig bort! Dette stævne var et vidunderligt gensyn for os alle!“

[Ramme/​illustration på side 112]

’Har de spist dit hjerte?’

AIOKOWAN

FØDT 1940

DØBT 1975

PROFIL En af de første fra engafolket som lærte sandheden at kende.

◼ DA TOM KITTO og hans kone, Rowena, kom til Wabag i provinsen Enga, spredte de lokale missionsselskaber mange løgnehistorier om dem. For eksempel hævdede de at Tom og Rowena gravede de døde op og spiste dem. Disse historier skræmte mig fra vid og sans.

En dag spurgte Tom min far om han kendte en ung pige der kunne hjælpe Rowena med husholdningen. Min far pegede på mig. Jeg var skrækslagen, men min far tvang mig til at tage jobbet.

Senere spurgte Tom og Rowena mig: „Hvad tror du der sker med et menneske når det dør?“

„De gode mennesker kommer i himmelen,“ svarede jeg.

„Har du læst det i Bibelen?“ spurgte de.

„Jeg har ikke gået i skole, så jeg kan ikke læse,“ sagde jeg.

De gik i gang med at lære mig at læse, og langsomt begyndte jeg at forstå Bibelens sandheder. Da jeg holdt op med at komme i den katolske kirke, spurgte en af kirkelederne mig: „Hvorfor kommer du ikke længere i kirken? Har de to hvide spist dit hjerte?“

„Ja!“ svarede jeg. „Mit symbolske hjerte tilhører nu dem, for jeg ved at det de lærer mig, er sandheden.“

[Illustration på side 109]

Højlandet

[Illustration på side 110]

Tom og Rowena Kitto foran deres lille forretning og bolig i Wabag