Men hvor kunne de gøre størst gavn? Svaret fra afdelingskontoret i Australien lød: Madang.

I Madang, en lille by ved fastlandets nordøstlige kyst, var „markerne“ klar til høst. (Joh. 4:35) Den lille gruppe forkyndere dér kunne næsten ikke holde trit med den store interesse for budskabet. Da Matthew Pope, en pioner fra Canada, ankom sammen med sin familie og købte et hus hvortil der hørte flere små hytter, var det oplagt at sende flere pionerer dertil.

Otte pionerer ankom fra Rabaul, og de fordelte sig i Madangområdet. En af dem, Tamul Marung, anskaffede sig en cykel og tog med kystbåden til Basken, den landsby som han selv kom fra, 50 kilometer nord for Madang. Efter at have forkyndt i Basken cyklede han tilbage til Madang og forkyndte for dem han mødte på sin vej. Han vendte siden tilbage til Basken, oprettede en menighed og fortsatte som pioner i yderligere 25 år. I løbet af den tid giftede han sig og stiftede familie. Hans datter og niece kom senere til at tjene på Betel.

I Madang mødte John og Lena Davison en skolelærer ved navn Kalip Kanai. Han kom fra Talidig, en lille landsby mellem Basken og Madang. John og Lena begyndte snart at tage til Talidig for at studere med Kalip og hans slægtninge. Det førte til at skoleinspektøren, som var katolik, blev vred og beordrede politiet til at sætte Kalip og hans slægtninge på gaden. Det fik dog ikke lov til at stoppe den lille gruppe. Gruppen flyttede i stedet til Bagildig, en nabolandsby, og efterhånden blev den til en blomstrende menighed. Senere byggede menigheden en stor rigssal, som også blev benyttet til kreds- og områdestævner. I dag er der syv menigheder og to grupper i Madangområdet.

[Ramme/​illustration på side 101]

„Vi opgiver aldrig“

KALIP KANAI

FØDT 1922

DØBT 1962

PROFIL En af de første der tog imod sandheden i Madangområdet. Fortalt af hans søn Ulpep Kalip.

◼ MIN FAR var en ydmyg mand som tænkte dybt over tingene. Når han fik forelagt et problem, lyttede han opmærksomt og analyserede sagen inden han gav udtryk for sin mening.

Som 15-årig blev jeg indlagt på et hospital i Madang fordi en haj havde bidt mit ben af lige under knæet. En dag da min far besøgte mig på hospitalet, mødte han John Davison. „I den nye verden kan Jehova give din søn et nyt ben,“ sagde John. Det vakte min fars interesse. Han begyndte ivrigt at studere Bibelen og opdyrkede hurtigt en stærk tro.

Eftersom min far og hans familie havde forladt den katolske kirke, blev der lagt pres på politiet, og de smed os ud af vores hjem. Vores 12 huse, som var omgivet af frodige, blomstrende haver, var ikke engang ét år gamle. Politiet smed brændende fakler på stråtagene, og snart stod de i lys lue. Vi skyndte os ind for at redde vores ejendele, men røgen og gløderne tvang os ud igen. Vi græd mens vi så vores hjem blive forvandlet til aske.

Nedtrykte gik vi til Bagildig, den nærmeste landsby, hvor høvdingen venligt lod os flytte ind i en lille hytte der bestod af ét rum. Her sagde min far til os: „Jesus blev forfulgt, så det kan vi også forvente at blive. Men vi opgiver aldrig vores tro!“