• Papua Ny Guinea
    Jehovas Vidners Årbog 2011

    • BØRN DER ÆRER DERES SKABER

      Ved modigt at følge deres bibeloplærte samvittighed har mange børn i Papua Ny Guinea været med til at aflægge et godt vidnesbyrd. Det fremgår for eksempel af noget der skete i begyndelsen af 1966. En lærer for de mindste klasser fortalte syv børn af Jehovas Vidner at man forventede at de hilste flaget ved en ceremoni der skulle holdes ugen efter. Da dagen kom, nægtede alle syv børn, i overværelse af 300 andre elever, at hilse flaget. Det førte til at de blev bortvist, og det på trods af at deres forældre havde skrevet til skolen og anmodet om at deres børn blev fritaget for at deltage i ceremonien. En ældste i den lokale menighed appellerede imidlertid sagen til myndighederne i både Papua Ny Guinea og Australien.

      Den 23. marts ringede den australske administration til skolemyndighederne og gav ordre til at skolen straks skulle tage børnene tilbage — en lille juridisk sejr for den sande tilbedelse. Den dag i dag respekterer myndighederne i Papua Ny Guinea børns ret til af samvittighedsgrunde at afholde sig fra at hilse flaget.

      Der er også andre måder hvorpå ’spæde og diende’ kan prise Jehova. (Matt. 21:16) Det er Naomi, der kommer fra højlandet, et godt eksempel på. Hendes forældre, Joe og Helen, var ikke i sandheden. Da Naomi var omkring tre år gammel, boede hun et års tid i Lae hos sin moster. Mosteren, et nidkært Jehovas vidne, tog ofte Naomi med ud i forkyndelsen idet hun bar hende. Naomi lærte derfor om Guds rige, ikke mindst fordi hendes moster gjorde flittigt brug af billederne i Min bibelhistoriebog.

      Da Naomi kom tilbage til sine forældre, tog hun en af Jehovas Vidners publikationer, gik udenfor og bankede hårdt på døren. „Kan du så komme ind igen,“ lød det fra hendes forældre. Den lille pige trådte indenfor og sagde så: „Goddag! Jeg er et af Jehovas Vidner, og jeg er kommet for at tale med jer om Bibelen.“ Joe og Helen var ved at tabe både næse og mund! Deres lille datter fortsatte: „Bibelen siger at Paradiset vil komme her til landet. Og Jesus skal være vores konge. Alt det vi ser omkring os, har Jehova skabt.“

      Joe og Helen var målløse. „Hvad vil naboerne ikke tænke!“ sagde Joe til sin kone. „I morgen må du hellere holde hende inden døre.“

      Næste dag, mens hendes forældre sad uden for huset, bankede Naomi hårdt på væggen i sit værelse. „Kom herud,“ sagde Joe. Naomi kom ud og begyndte straks på endnu en indledning: „Goddag! Jeg er et af Jehovas Vidner, og jeg er kommet for at forkynde for jer. Gode mennesker skal leve for evigt på jorden. Men folk der bliver vrede eller gør onde ting, vil ikke komme med i Paradiset.“ Forældrene anede ikke deres levende råd — Helen begyndte at græde, og Joe gik ind og lagde sig.

      Den nat begyndte Joe af nysgerrighed at bladre i sin gamle King James-bibel og fik tilfældigvis øje på Jehovas navn. Næste morgen tog han ikke på arbejde, men skrev i stedet et brev til Jehovas Vidner og kørte de 40 kilometer til Mount Hagen for at aflevere det i rigssalen.

      Joe og Helen fik besøg af brødrene, og de begyndte at studere Bibelen regelmæssigt. Forkynderne lærte også Helen at læse. Med tiden blev både Joe og Helen døbt, og Helen hjalp andre som hun studerede med, til at lære at læse — alt sammen fordi en lille pige frimodigt havde lovprist Jehova!