’FORBYD JEHOVAS VIDNER’

Disse fremskridt faldt ikke i god jord hos vores modstandere. Fra 1960 og frem iværksatte kristenhedens kirker sammen med en støtteorganisation for krigsveteraner (Returned Services League, RSL) og de lokale medier en nøje planlagt smædekampagne der havde til formål at få Jehovas Vidner forbudt.

Situationen tilspidsedes da vi uddelte en folder om vores syn på blodtransfusion til udvalgte læger, præster og myndighedspersoner. Som sædvanlig var kristenhedens præster de første til at reagere. Den 30. august 1960 kunne man læse følgende overskrift i South Pacific Post: „Kirker vrede over blodspørgsmål.“ I selve artiklen omtalte kirkelederne fordømmende Jehovas Vidner som „antikrist [og] fjender af kirken“.

Senere artikler hævdede løgnagtigt at Jehovas Vidner udførte samfundsundergravende virksomhed, og at deres lære fremmede pjækkeri fra skolen, skattesnyd, cargokulter og dårlig hygiejne! De blev også falskeligt beskyldt for at benytte en forestående solformørkelse til at sprede skræk og rædsel og til at „få magt over primitive indfødtes sind“. En lederartikel kritiserede endda Vidnerne for at „bo, spise og arbejde sammen med landsbyboere“. South Pacific Post kritiserede dem for at sige at „alle mennesker er lige“, og hævdede at Vidnerne var „en større trussel end kommunisterne“.

Til sidst, den 25. marts 1962, anmodede RSL kolonistyret om at indføre forbud mod Jehovas Vidner. Men de australske myndigheder afviste officielt anmodningen. „Denne bekendtgørelse havde en positiv virkning i hele landet,“ siger Don Fielder. „Alle der ejede retfærdighedssans, kunne se at modstandernes påstande simpelt hen ikke havde noget på sig.“

Jeg husker tydeligt en dag jeg forkyndte i Rabaul. En kuanua-talende mand spurgte mig om han måtte holde min bibel så han selv kunne læse et skriftsted. Da jeg gav ham Bibelen, rev han den i stykker og smed den på jorden. I stedet for at blive vred anmeldte jeg sagen til politimesteren, som straks sendte en betjent hen for at arrestere manden. Politimesteren sagde til manden: „Du er et dårligt menneske. Du har brudt Guds lov og landets lov. I morgen må du give denne mand en ny bibel. Hvis ikke du gør det, smider vi dig i fængsel.“ Politimesteren sagde derefter at jeg kunne komme tilbage til politistationen klokken 10 næste formiddag for at hente pengene til en ny bibel. Da jeg kom, lå pengene og ventede på mig. Siden da har mange kuanua-talende mennesker taget imod sandheden.

Ved en anden lejlighed var jeg i tjenesten sammen med en gruppe forkyndere for at uddele Rigets Nyheder i et område vest for Wewak. De andre i gruppen arbejdede i et distrikt der lå lidt længere fremme. En lokal landsbyleder fandt imidlertid ud af hvad brødrene var i færd med, og indsamlede alle de traktater de havde uddelt. Han må have vidst at jeg var på vej, for han ventede på mig midt ude på vejen med hænderne i siden og Rigets Nyheder i den ene hånd. Jeg spurgte ham om der var noget galt. Han rakte mig traktaterne og sagde: „Det er mig der bestemmer her, og jeg vil ikke have at I deler dem her ud.“

Jeg tog traktaterne. I mellemtiden havde flere landsbyboere samlet sig omkring os. Jeg så på dem og spurgte: „Hvis I gerne vil arbejde i jeres have, eller I vil ud at fiske, skal I så have en officiel tilladelse til det?“

„Nej!“ sagde en af kvinderne.

Så spurgte jeg dem: „Vil I gerne læse det her?“

„Ja,“ sagde de. Så delte jeg igen Rigets Nyheder ud til dem, og ingen gjorde indvendinger. Senere måtte jeg dog forsvare mig ved et møde med omkring 20 landsbyledere. Lykkeligvis var der kun to der stemte imod at vi forkyndte.