Når John talte til en menighed eller en isoleret gruppe, skrev han først sit eget og oversætterens navn på en tavle. Derefter pegede han op mod himmelen og spurgte tilhørerne: „Gud, hvilket navn?“ Øverst på tavlen skrev han deres svar, „Jehova“, og „Salme 83:18“. Nedenunder, i venstre side, skrev han derefter „Gammel verden“ og „Romerne 5:12“, og så tegnede han to tændstikfigurer som sloges, et grædende ansigt og en grav. I højre side af tavlen skrev han overskriften „Ny verden“ og „Åbenbaringen 21:4“, og derefter tegnede han to tændstikfigurer der gav hinanden hånden, et smilende ansigt og en grav som han slog et kryds hen over. Derpå holdt han et livligt foredrag hvori han forklarede hvad tegningerne betød. Så tilskyndede han nogle af tilhørerne til at komme op og eftergøre det de lige havde set. Når de havde vist at de forstod det, opfordrede han dem til at tegne billederne på et stykke papir og bruge dem når de forkyndte.

„Billedprædiken nummer et,“ som den blev kaldt, medførte store resultater i forkyndelsesarbejdet i Papua Ny Guinea. Snart fulgte flere billedprædikener. „Vi brugte utallige timer på at tegne disse billedprædikener ind i kladdehæfter. Hver af dem vi studerede med, fik et kladdehæfte, som de brugte når de forkyndte for andre,“ siger Lena Davison, der tjente 47 år i Papua Ny Guinea. Børnene lavede deres egne billedbøger, som de farvelagde med stor iver.

En lignende undervisningsmetode blev brugt ved menighedsmøderne. „For at hjælpe dem der ikke kunne læse, gjorde man flittigt brug af tavlen ved det offentlige møde og vagttårnsstudiet,“ fortæller Joyce Willis, en canadisk pionersøster som tilbragte over 40 år i Papua Ny Guinea. Også ved stævnerne underviste man ved hjælp af billedprædikener som var malet på lærred. „Disse store malerier var meget populære og fik hovedtankerne til at stå helt klart for tilhørerne,“ siger Mike Fisher, der tjente som kredstilsynsmand. „Mange af malerierne endte hos forkyndere der boede isoleret, og de brugte dem stolt når de forkyndte for besøgende.“

Mange år senere, da flere havde lært at læse og skrive og publikationer med billeder var blevet mere almindelige, holdt man op med at bruge billedprædikener.

[Illustration på side 89]

En billedprædiken