Berndt og Erna Andersson, som var pionerer, tog sig senere af denne gruppe i to og et halvt år. „Disse mennesker vaskede sig sjældent, havde ikke ret meget tøj på, kunne hverken læse eller skrive og var dybt involveret i dæmonisme,“ fortæller Erna. „Men med tålmodighed og kærlig hjælp lærte nogle af dem inden længe 150 skriftsteder udenad, og de kunne også forklare dem.“

Berndt og Erna blev stærkt knyttet til denne gruppe. „Da vi fik til opgave at tjene i Kavieng, samledes kvinderne om mig og græd højlydt!“ siger Erna. „De skiftedes til at stryge mig på armene og i ansigtet mens tårerne løb ned ad kinderne på dem. Igen og igen måtte jeg trække mig tilbage til min hytte for at græde mens Berndt prøvede at trøste dem, men de var utrøstelige. Da vi endelig kørte af sted, fulgte en stor folkemængde efter os ned ad bjerget, og kvinderne græd hele vejen. Det er stadig meget svært for mig at tale om den dag. Hvor vi dog længes efter at gense disse kære venner i den nye verden!“ Andre pionerer fortsatte Berndt og Ernas arbejde, og der blev oprettet en dejlig menighed i Kainantu.

[Illustration på side 113]

Erna og Berndt Andersson