PAPIR

På Bibelens tid et tyndt skrivemateriale fremstillet af strimler fra papyrusplanten og forarbejdet til ark. — Se PAPYRUS.

Ægypterne siges at være de første der fremstillede papyruspapir og brugte det som skrivemateriale. De anvendte papyrusplanter der voksede langs Nilens bred. Nogle arkæologer mener at ægypterne begyndte at fremstille papir allerede på Abrahams tid.

De første kristne brugte papyruspapir til deres breve, skriftruller og kodekser. Det blev også brugt i forbindelse med fremstillingen af bibelhåndskrifter, indtil det i det 4. århundrede e.v.t. blev erstattet af vellum (fint dyreskind). I 2 Johannes 12 skrev apostelen at han hellere ville overbringe sit budskab „ansigt til ansigt“ end „med papir og blæk“. Her er ordet „papir“ oversat fra det græske ord charʹtēs, der muligvis betyder et ark papir fremstillet af papyrus.

Brugt som skrivemateriale. Det var en forholdsvis enkel sag at fremstille skrivemateriale af planten. Når stænglerne blev høstet, foretrak ægypterne den tykke, marvfulde del der voksede under vandoverfladen, fordi den indeholdt de bredeste og hvideste stykker råmateriale. De yderste lag blev skrællet af, og den tilbageblevne marv blev skåret ud i stykker på 40-45 cm’s længde. Derefter blev marven skåret på langs i brede, men meget tynde strimler. Strimlerne blev lagt ved siden af hinanden på en plan overflade således at de overlappede hinanden en smule. Efter at der var smurt et tyndt lag klister på, blev der lagt endnu et lag papyrusstrimler vinkelret ovenpå. Derefter blev lagene banket sammen til et ensartet ark. Arkene blev tørret i solen og skåret til i den ønskede størrelse. Til sidst blev overfladen udglattet og poleret med pimpsten, muslingeskaller eller elfenben. Ved denne proces fik man et forholdsvis solidt, smidigt og næsten hvidt skrivemateriale der fandtes i mange størrelser og kvaliteter. Man skrev som regel på den side hvor de vandrette strimler lå, men undertiden benyttede man også bagsiden for at skrive en tekst færdig. Striberne tjente som linjer skriveren kunne følge når han skrev med sin rørpen og en væske bestående af en gummiopløsning, sod og vand.

Papyrusarkene kunne limes sammen til en skriftrulle, der normalt bestod af omkring 20 ark. De kunne også foldes til blade i den boglignende kodeks som blev populær blandt de første kristne. En gennemsnitlig skriftrulle var omkring 4-6 m lang, men man har fundet én der målte 40,5 m. Det græske ord biʹblos sigtede oprindelig til papyrusplantens bløde marv, men blev senere brugt om en bog. (Mt 1:1; Mr 12:26) Diminutivformen bibliʹon hedder i flertal bibliʹa, der ordret betyder „små bøger“, og det er heraf ordet „bibel“ er afledt. (2Ti 4:13, Int) En fønikisk by blev kaldt Byblos efter at den var blevet et vigtigt centrum for papyrusindustrien.

Papyrusruller blev brugt i stor udstrækning frem til begyndelsen af det 2. århundrede e.v.t. da de begyndte at blive afløst af papyruskodekser. Senere, i det 4. århundrede, svandt papyrussens popularitet, og man begyndte at bruge et mere holdbart materiale, vellum eller pergament.

Som skrivemateriale havde papyrus en enkelt alvorlig ulempe, nemlig at den ikke var særlig holdbar. I fugtige omgivelser opløstes den, og i tørre omgivelser blev den sprød og skrøbelig. Indtil det 18. århundrede e.v.t. mente man at alle gamle papyrushåndskrifter til Bibelen var gået til grunde. Men siden slutningen af 1800-tallet er der fundet flere værdifulde bibelpapyrusser. Fundene er hovedsagelig gjort i Ægypten og i egnen ved Det Døde Hav, hvor man har det ideelle tørre klima der er nødvendigt for bevarelsen af papyrus. Nogle af de bibelpapyrusser man har fundet disse steder, stammer helt tilbage fra det 2. eller 1. århundrede f.v.t.

Mange af de papyrushåndskrifter man har fundet, betegnes med udtrykket „papyrus“, som for eksempel Papyrus Nash fra det 1. eller 2. århundrede f.v.t., Papyrus Rylands iii. 458 (fra det 2. årh. f.v.t.) og Chester Beatty Papyrus I (fra det 3. årh. e.v.t.).