Dette land blev allerede før 1914 nået med den gode nyhed om Jehovas rige, i første omgang ved at bibelske traktater blev sendt dertil med post. Fra og med 1925 blev sandheden udbredt af forkyndere. Således begyndte vand fra en anden flod, ikke fra Paraguayfloden eller Paranáfloden, men fra „en flod med livets vand“, at blive tilgængeligt i dette land, ligesom det er blevet det ud over hele jorden. — Åb. 22:1.

Sandheden om Riget kommer til Paraguay

J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, opfordrede Juan Muñiz til at flytte fra Spanien til Argentina for at organisere og udvide arbejdet med at forkynde den gode nyhed i denne del af verden. Han ankom til Buenos Aires den 12. september 1924, og kort tid efter rejste han til både Uruguay og Paraguay for at udbrede Rigets budskab. Bibelens sandhedskorn blev sået, men der var ikke megen fremgang.

I 1932 blev Paraguay indblandet i endnu en krig, denne gang med Bolivia. Atter måtte mange mænd lade livet. Dette belastede landets økonomi og gjorde at fremmede der kom med den gode nyhed om Riget, ikke kunne føle sig sikre. I 1934, mens krigen var i fuld gang, sendte det argentinske afdelingskontor alligevel tre Jehovas vidner til Paraguay for at indbyde folk til frit at drikke af „livets vand“. Det var brødrene Martonfi, Koros og Rebacz. — Åb. 22:17.

Modstand fra præsterne

„I oktober det år,“ skrev broder Rebacz, „var vi klar til at tage ind i landet. Vi havde to kasser med publikationer og en kuffert hver. Vi rejste fra Asunción til Paraguarí med tog, og derfra måtte vi gå 30 kilometer til fods til vores første stop, Carapeguá, fordi der ikke var nogen offentlige transportmidler. Den nat sov vi på den bare jord med kasserne stående ved siden af. Da vi begyndte at forkynde den næste dag, tog landsbypræsten rundt til beboerne og sagde at de ikke skulle lytte til os. Derefter red han og en ven til nabobyen og sagde til indbyggerne dér at de ikke skulle lytte til os, men smide os ud af byen, hvilket nogle af dem forsøgte.“

På grund af denne modstand fra præsten blev der ikke spredt mange publikationer, og nogle af dem blev leveret tilbage igen. Fra Carapeguá gik forkynderne til den ene landsby efter den anden — Quiindy, Caapucú, Villa Florida og San Miguel. For at nå frem til San Juan Bautista gik de hele dagen, fortsatte frem til midnat, overnattede på marken og fortsatte så tidligt næste morgen. Efter at være ankommet til byen tog de først hen på politistationen for at forklare hvad deres ærinde gik ud på. Her blev forkynderne modtaget med respekt. Derefter brugte brødrene hele dagen i forkyndelsen.

Men da broder Martonfi næste morgen gik uden for den hytte de havde lejet, ventede der ham en overraskelse. Han kaldte på broder Rebacz, som stadig var inde i hytten: „I dag er der sket noget nyt.“ De publikationer som de havde uddelt dagen før, var blevet revet i stykker og spredt rundt om hytten. På nogle af stumperne var der skrevet fornærmelser og sjofle udtryk samt trusler om at de ikke ville slippe levende ud af byen.

Mens de spiste morgenmad, ankom politiet for at arrestere dem. Hvad havde forårsaget denne ændrede holdning? Broder Rebacz har senere fortalt: „Da vi spurgte hvad grunden var, viste de os en avis hvori vi blev beskyldt for at være bolivianske spioner forklædt som forkyndere. Avisens redaktør var den førende præst i dette område.“

Tilbage til Asunción

De to forkyndere blev sendt til Asunción som fanger. Det var en lang tur til fods. Undervejs fra den ene politistation til den anden blev de ledsaget af en bevæbnet vagt. Det skete at folk på vejen råbte hånligt efter dem og kastede med sten og lignende. Men politiet behandlede brødrene respektfuldt og sagde at anklagen om spionage var latterlig. Nogle gange tog politimændene brødrenes bagage op på hesten. En af dem lod endda broder Martonfi ride på sin hest mens han selv gik ved siden af og lyttede til det som broder Rebacz fortalte ham om Guds rige.

I Quiindy blev brødrene imidlertid overgivet til hæren, og behandlingen blev mere hårdhændet. I 14 dage blev de tilbageholdt i vagtbygningen og beordret til at sidde ret op og ned på træstole. De måtte hverken ligge ned eller rejse sig, de blev hånet og slået med en ridepisk. Senere, i Paraguarí, fik de håndjern på og ført til stationen af 12 vagter med bajonetter. Der blev de igen overgivet til politiet, som skulle sørge for den sidste del af turen til Asunción.

Forholdene i fængselet i hovedstaden var også barske, men forkynderne brugte Bibelen, som de stadig havde i behold, og aflagde et vidnesbyrd for andre fanger. Efter en uges forvaring i hovedstaden blev de omsider ført til politidirektørens kontor. Indenrigsministeren, oberst Rivarola, var også til stede. (Det viste sig senere at da oberst Rivarola havde hørt om beskyldningerne mod brødrene i avisen i San Juan Bautista, havde han sendt telegrammer til militærlederne for at sikre at brødrene vendte tilbage til hovedstaden i live.) „Begge mænd undskyldte det der var sket,“ har broder Rebacz fortalt. „De sagde at det jo var et katolsk land, men at der var religionsfrihed, og at vi havde lov til at fortsætte med at forkynde fra hus til hus som før, men for vores egen sikkerheds skyld burde vi ikke forlade hovedstaden.“

Da broder Muñiz i Buenos Aires hørte om deres erfaringer, bad han brødrene vende tilbage til Argentina indtil krigen var slut. Det var den året efter. Men broder Koros, som ikke havde været med de to andre på forkynderturen, blev i Asunción.

Førstegrøden i Paraguay

På dette tidspunkt mødte en af pionererne en mand som bad om arabiske publikationer til sin svigerfar, som var immigrant fra Libanon. Sådan gik det til at Julián Hadad modtog en bog som han kom til at holde meget af. Overbevist om at han havde fundet sandheden, begyndte han at undervise sine børn ud fra den. Han skrev også til Selskabet efter publikationer som han kunne dele ud til sine naboer. Nogle få år senere fandt en pioner Julián i San Juan Nepomuceno og gav ham yderligere åndelig hjælp. I 1940 blev Hadad-familien døbt og var dermed de første lokale døbte forkyndere i Paraguay. Siden da har Julián, en af hans sønner og adskillige børnebørn haft den glæde at virke i pionertjenesten, og Julián fortsatte i denne tjeneste næsten indtil sin død i en alder af 77 år.

I mellemtiden havde Chaco-krigen fået Juan José Brizuela til at tænke alvorligt over livet. Han var blevet såret og taget til fange af bolivianerne. Som krigsfange havde han set enker græde over deres faderløse børn, og han havde set katolske præster velsigne bolivianske soldater. Han mindedes hvordan han og andre paraguayanske soldater var blevet velsignet på lignende måde, og tænkte: „Der er noget der ikke stemmer. Hvis Gud er til, kan dette ikke være rigtigt. Men hvis han er til, vil jeg lede efter ham indtil jeg finder ham.“

Efter krigen mødte Julián Hadad Juan José i Carmen del Paraná. Ud fra Bibelen hjalp Julián ham til at finde tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. Som apostelen Paulus sagde for længe siden, har Gud gjort det muligt for mennesker som ’famler sig frem til ham, virkelig at finde ham’. (Apg. 17:27) Snart indså Juan José at han havde fundet den sande Gud, Jehova. (5 Mos. 4:35; Sl. 83:18) Han blev døbt i 1945, og hans kone, Jóvita, blev døbt i 1946.

Sandheden fra Bibelen blev også drøftet ved en grøntsagsbod på et marked i San Lorenzo. Det var ikke et af Jehovas vidner som forkyndte der, men en kvinde som blot havde vist interesse for sandheden. Sebastiana Vazquez, der var analfabet, lyttede med interesse. For at kunne gøre åndelige fremskridt lærte hun at læse, og i 1942 blev hun døbt som et af Jehovas vidner.