Missionærer lærer de lokale skikke at kende

På afdelingskontoret i Argentina nærede man kærlig omsorg for hjorden i Paraguay og sendte Gwaenydd Hughes dertil for at føre tilsyn med arbejdet. Da han i 1945 blev indbudt til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead, sørgede man for at sende Ieuan Davies og hans kone, Delia, dertil. De havde imidlertid problemer med at få deres indrejsepapirer, hvilket betød at Hollis Smith, som også var udgået fra Gilead, ankom først og kunne byde broder og søster Davies velkommen da de kom til Asunción med flodbåd i slutningen af 1945. Nogle få dage senere ankom et missionærpar med fly, nemlig Albert og Angeline Lang. Flere fulgte efter. Der blev lejet et hus hvor missionærerne kunne bo, og hvor den lokale menighed kunne mødes. Alle missionærerne var ivrige efter at komme i gang, men de måtte selvfølgelig lære lidt om hvordan folks tilværelse formede sig.

De opdagede at folk var meget religiøse, men manglede kundskab om Bibelen. Hver by havde sin egen skytshelgen, der som regel blev kaldt „Jomfru Maria“.

Efterhånden som de lærte folks hverdag at kende, fandt de den meget tiltalende. På markedspladsen var der et stort opbud af frugt og grøntsager, og kvinder balancerede med store, tunge kurve på hovedet. I nogle forretninger kunne man købe håndlavede kniplinger der kaldes nanduti, og som næsten er lige så sarte og fine som spindelvæv. De bemærkede også snart at folk begyndte tidligt på arbejde og ved middagstid lukkede butikkerne for at holde siesta i den varmeste tid på dagen. Når forkynderne skulle ud i tjenesten, lærte de at blive stående ved indgangen og klappe i hænderne og først gå ind når de blev inviteret. De fornemmede tydeligt befolkningens venlighed og varme og bemærkede også deres enkle livsstil. Men de måtte lære at tale deres sprog, ikke blot spansk, men også guarani.

I april 1946, kort efter missionærernes ankomst, blev broder og søster Davies sendt til Argentina. Pablo Ozorio Reyes, som havde overværet møderne i blot nogle få måneder, fik til opgave at lede vagttårnsstudiet selv om han endnu ikke var døbt. Hvad skyldtes dette? Han kunne tale sproget og havde gjort gode åndelige fremskridt. Men broder Ozorio stod over for visse udfordringer. Han har senere skrevet: „Kort efter min udnævnelse til vagttårnsstudieleder måtte jeg rette en forkert kommentar der blev givet. Den der havde givet kommentaren, blev meget ophidset og udfordrede mig til en slåskamp lige på stedet. Det afslog jeg selvfølgelig, og en missionær hjalp med at få situationen under kontrol. Der er ikke noget der modner så meget som det at få betroet et ansvar.“ Den iltre person holdt desværre senere op med at tjene Jehova.

Organisationen opbygges

Før udgangen af 1946 var der behov for større faciliteter der kunne tjene som center for de teokratiske aktiviteter. Der var ankommet yderligere seks missionærer, deriblandt William og Fern Schillinger. Man lejede et hus med en stor have i gaden Mariscal López. Bygningen lå lige over for forsvarsministeriet. Et stort skilt med påskriften „Rigssal“ blev sat op ude ved lågen så at enhver der havde noget med hæren at gøre, ikke kunne undgå at se det.

William Schillinger tjente som missionær i Paraguay i 40 år, indtil sin død