De 120 gileadelever i vores klasse kom fra alle dele af verden. Det var først ved afslutningshøjtideligheden at vi fik at vide hvor vi ville blive sendt hen. Så snart vi kunne, styrtede vi ind i biblioteket for at læse noget om de lande vi skulle ud til. Jeg fandt ud af at Paraguay, som var mit tildelte distrikt, var et land der var godt kendt med revolutioner. En morgen kort efter at jeg var ankommet til landet, spurgte jeg de andre missionærer hvad det var for en „fest“ der havde været i byen hele natten. De smilede og sagde: „Du har lige oplevet din første revolution. Kig ud af fordøren.“ Der stod soldater på hvert eneste gadehjørne!

EN EPISODE JEG ALDRIG GLEMMER

Engang tog jeg sammen med en kredstilsynsmand ud for at besøge en menighed der lå isoleret, og vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Vi rejste i otte-ni timer, først med tog, så med hestevogn og til sidst med oksekærre. Med os havde vi en generator og en filmfremviser. Endelig nåede vi frem til vores bestemmelsessted, og næste dag tog vi rundt på gårdene og inviterede folk til aftenens filmforevisning. Der dukkede omkring 15 op.

Efter at have vist cirka 20 minutter af filmen fik vi at vide at vi skulle skynde os ind i huset. Vi greb filmfremviseren og styrtede indenfor. Med ét begyndte nogle mænd at affyre geværer mens de i kor råbte: „Vores gud er en blodtørstig gud, og han kræver gringoernes blod!“ Der var kun to gringoer til stede, og jeg var den ene! De folk der var kommet for at se filmen, afværgede pøbelens forsøg på at trænge ind i huset. Men omkring klokken tre om natten kom modstanderne tilbage, affyrede deres geværer og truede med at de nok skulle få fat i os når vi senere på dagen tog tilbage til byen.

Brødrene kontaktede politimesteren, og om eftermiddagen kom han med to ekstra heste for at eskortere os ind til byen. Hver gang vi nåede til en klynge buske eller træer, trak han sin revolver og red i forvejen for at inspicere området. På den tur gik det op for mig at en hest var et godt transportmiddel, så senere fik jeg selv en.

DER KOMMER FLERE MISSIONÆRER TIL

Det gik fortsat fremad med forkyndelsesarbejdet trods modstand fra præsterne. I 1955 ankom fem nye missionærer, deriblandt en ung canadisk søster der hed Elsie Swanson, som var udgået fra Gileadskolens 25. klasse. Et stykke tid var vi sammen på afdelingskontoret, men så blev hun sendt til en anden by. Elsie havde besluttet at bruge sit liv på at tjene Jehova, skønt hendes forældre aldrig havde taget imod sandheden. Den 31. december 1957 blev Elsie og jeg gift, og vi kom til at bo alene på et missionærhjem i den sydlige del af Paraguay.

Der var ikke rindende vand i huset, men en brønd i gården. Altså var der heller ikke indendørs brusebad, toilet eller vaskemaskine — ikke engang et køleskab. Letfordærvelige fødevarer købte vi derfor fra dag til dag. Men den enkle livsstil og det nære forhold vi havde til vennerne i menigheden, gjorde dette til en meget lykkelig tid i vores ægteskab.

[Illustration på side 20]

På vores bryllupsdag, den 31. december 1957