I 1934, mens krigen var i fuld gang, sendte det argentinske afdelingskontor alligevel tre Jehovas vidner til Paraguay for at indbyde folk til frit at drikke af „livets vand“. Det var brødrene Martonfi, Koros og Rebacz.

„I oktober det år,“ skrev broder Rebacz, „var vi klar til at tage ind i landet. Vi havde to kasser med publikationer og en kuffert hver. Vi rejste fra Asunción til Paraguarí med tog, og derfra måtte vi gå 30 kilometer til fods til vores første stop, Carapeguá, fordi der ikke var nogen offentlige transportmidler. Den nat sov vi på den bare jord med kasserne stående ved siden af. Da vi begyndte at forkynde den næste dag, tog landsbypræsten rundt til beboerne og sagde at de ikke skulle lytte til os. Derefter red han og en ven til nabobyen og sagde til indbyggerne dér at de ikke skulle lytte til os, men smide os ud af byen, hvilket nogle af dem forsøgte.“

På grund af denne modstand fra præsten blev der ikke spredt mange publikationer, og nogle af dem blev leveret tilbage igen. Fra Carapeguá gik forkynderne til den ene landsby efter den anden — Quiindy, Caapucú, Villa Florida og San Miguel. For at nå frem til San Juan Bautista gik de hele dagen, fortsatte frem til midnat, overnattede på marken og fortsatte så tidligt næste morgen. Efter at være ankommet til byen tog de først hen på politistationen for at forklare hvad deres ærinde gik ud på. Her blev forkynderne modtaget med respekt. Derefter brugte brødrene hele dagen i forkyndelsen.

Men da broder Martonfi næste morgen gik uden for den hytte de havde lejet, ventede der ham en overraskelse. Han kaldte på broder Rebacz, som stadig var inde i hytten: „I dag er der sket noget nyt.“ De publikationer som de havde uddelt dagen før, var blevet revet i stykker og spredt rundt om hytten. På nogle af stumperne var der skrevet fornærmelser og sjofle udtryk samt trusler om at de ikke ville slippe levende ud af byen.

Mens de spiste morgenmad, ankom politiet for at arrestere dem. Hvad havde forårsaget denne ændrede holdning? Broder Rebacz har senere fortalt: „Da vi spurgte hvad grunden var, viste de os en avis hvori vi blev beskyldt for at være bolivianske spioner forklædt som forkyndere. Avisens redaktør var den førende præst i dette område.“

Tilbage til Asunción

De to forkyndere blev sendt til Asunción som fanger. Det var en lang tur til fods. Undervejs fra den ene politistation til den anden blev de ledsaget af en bevæbnet vagt. Det skete at folk på vejen råbte hånligt efter dem og kastede med sten og lignende. Men politiet behandlede brødrene respektfuldt og sagde at anklagen om spionage var latterlig. Nogle gange tog politimændene brødrenes bagage op på hesten. En af dem lod endda broder Martonfi ride på sin hest mens han selv gik ved siden af og lyttede til det som broder Rebacz fortalte ham om Guds rige.

I Quiindy blev brødrene imidlertid overgivet til hæren, og behandlingen blev mere hårdhændet. I 14 dage blev de tilbageholdt i vagtbygningen og beordret til at sidde ret op og ned på træstole. De måtte hverken ligge ned eller rejse sig, de blev hånet og slået med en ridepisk. Senere, i Paraguarí, fik de håndjern på og ført til stationen af 12 vagter med bajonetter. Der blev de igen overgivet til politiet, som skulle sørge for den sidste del af turen til Asunción.

Forholdene i fængselet i hovedstaden var også barske, men forkynderne brugte Bibelen, som de stadig havde i behold, og aflagde et vidnesbyrd for andre fanger. Efter en uges forvaring i hovedstaden blev de omsider ført til politidirektørens kontor. Indenrigsministeren, oberst Rivarola, var også til stede. (Det viste sig senere at da oberst Rivarola havde hørt om beskyldningerne mod brødrene i avisen i San Juan Bautista, havde han sendt telegrammer til militærlederne for at sikre at brødrene vendte tilbage til hovedstaden i live.) „Begge mænd undskyldte det der var sket,“ har broder Rebacz fortalt. „De sagde at det jo var et katolsk land, men at der var religionsfrihed, og at vi havde lov til at fortsætte med at forkynde fra hus til hus som før, men for vores egen sikkerheds skyld burde vi ikke forlade hovedstaden.“

Da broder Muñiz i Buenos Aires hørte om deres erfaringer, bad han brødrene vende tilbage til Argentina indtil krigen var slut. Det var den året efter.